mandag den 14. november 2016

Det sitrer i mig. Især om morgenen. Når medicinen virker, og himlen er helt lyserød. Med fugle på. Og jeg sidder, bag lukkede vinduer og stirrer intenst, ud på hele planeten og alle dens frodige spørgsmål, selv om det hele stadig vil være der imorgen. Det er så ligetil. Der ér ikke nogen hemmelig kode. Der er ikke nogen plan, andet en dén som årstiderne beviser. At blomstre for at gå i forådnelse, indtil alt til sidst bliver koldt. Og krystal, smukt. Og indtil da, så sider jeg jo meget godt her, og slår rødder, på stolen, med hunden varmt snorkende om mine bare fødder. De er magiske, de der morgentimer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar