søndag den 17. april 2016

-"Jeg forlader ikke dette dokument, før jeg har bare ET eller andet!" Sagde hun og tjekkede facebook. Kløede sig på halsen, pillede en sårskorpe og faldt i staver over en tændt cigaret, hun ikke længere havde styr på det daglige antal af. Hun drak mælk af kartonen og rendte rundt i bar røv, for det kunne hun. Hvorfor ikke gøre hvad der passede hende? Hvorfor ikke skide højt og helligt på forventninger og moraler, om feks. at tage bukser på, eller samfundets insisterende pegefinger, uendeligt rettet mod panden som en seksløber i blinkende neon fra de outdatede stripklubber, der kun lige hang fast med neglene i Vesterbro's hipstersmarte nyrenovering. Ikke engang en ordenlig sviner  på morgenværtshusene kunne man få sig længere. Menneskedyrene var blevet for høflige. For økologiske. For selvforsynende, selvhøjtidlige og selvfølgelige. Der ville ikke gå mange år, før selv narkomanerne, ville begynde at dyrke biodynamiske kanylerensningsanlæg i baggårdene, hvor der allerede hang skilte med "rygning forbudt" udenfor. Så hvad fanden skulle hun egentligt skrive for? Og endnu værre, til hvem? Og hvor? Ingen gad at købe bøger længere, og bøgerne skrev ikke sig selv, og for at kunne sælge bøger, så skulle skriften markedsføres, og det skulle man bruge knaster til, og knasterne skulle komme fra de bøger, som ingen gad at købe, og bøgerne skulle skrives af dem der ingen knaster havde, så de kunne få nogle knaster, så for at få skriften ud, måtte den lægges op på det eneste medie, som menneskedyrene rent faktisk gad at følge med i; Facebook. Og så ville skriften flyde rundt blandt brunchtallerkener og alverdens babybilleder, i et gigantisk virvar af politiskeholdninger og synspunkter, spartlet til i revnerne med fitness-indtjekninger og unddannelseplaner og topkarakterer, for slet ikke at snakke om alle de rejsebilleder, der nærmest var sjæleligt-kræftfremkaldende - Lige dér, skulle skriften placeres og senere drive ud i intetheden sammen med farmville anmodninger og dagens horoskoper. Skriften var som en analfabet på privatskole.  Eller hende den skæggede dame i cirkus, som på en dårlig dag glemte at lime de stride hår ordenligt fast på hagen, og i et begejstret spotlight-øjeblik, tabte både skæg og børnenes glædelige illusion. om fabler og eventyr, hårdt på gulvet. En anden mulighed var selvfølglelig, at være noget ekstraordinært. Minoritetsanarkist, lesbisk musilm, mangle begge ben, eller skrive ordene med menstruationsblod. Eller bare være Yahya Hassan. Og der lå alt for meget arbejde og alt for mange operationer i at blive til Yahya Hassan, så det kunne hun alligevel ikke overskue. Næ, misantropi og autobiografiske slyngelfortællinger var ikke nok i sig selv, heller ikke med en bragende diskusprolaps på ottende måned. Nej, det var kliché. Især for en kvinde. Det var typisk tiden. Det var tidstypisk. Sådan en omgang feministisk propaganda, havde alle både set og hørt før. Den sidste mulighed var, at slå et andet menneske ihjel. Hun havde overvejet det. Forfatter-drabet, ville der stå i aviserne. "Ung kvindelig digter går amok med maskinpistol" - dét ville sælge bøger. Men nu lå landet sådan, at hun allerede havde været i fængsel de sidste otte måneder, så lige præcis dén plan, måtte i hvert fald udskydes. Desuden, så lå der ofte en mand og en hund og snorkede om kap i hendes soveværelse, og det syntes hun egentligt var ret hyggeligt, og hvis hun nu skulle sidde de 10-12 år, hun havde googlet sig frem til at mandrab cirka gav, i fængsel, så kunne hun ikke længere lytte til dem når hun lå søvnløs om natten. Og hvad skulle hun overhovedet lytte til i fængslet? Grædende og onanerende kvinder? Nej tak. Næ, muligheder var der ikke mange af. Så hellere sidde derhjemme, drikke kold hvidvin ved lejlighed, høre for at være alkoholiker for netop at drikke kold hvidvin ved lejlighed, og ikke mindst, ryge billige cigaretter til enten manden, vennerne eller døden kom forbi. Bevares, der var øjeblikke hvor livet så ud til at gå meget godt, og vennerne var mere værdsatte end nogensinde. Hun var begyndt at svare på sms'er og rent faktisk besvare de indgående opkald. Selv vaskeklude og hviskestykker blev vasket i kælderen og lagt pertentligt sammen og på plads i skabet. Så meget tid havde hun. Hun havde endda afkalket elkedlen. Og snart var det sommer, og så kunne man jo tage den kolde hvidvin med ud på terrassen. Sagde hun og tjekkede facebook. Kløede sig på halsen, pillede en sårskorpe og faldt i staver over en tændt cigaret, hun ikke længere havde styr på det daglige antal af.

mandag den 11. april 2016

MANDAG MORGEN

-"Drik dig selv ihjel..." råber hun og hamrer hånden hårdt ned i bordet. Hun græder. Jeg mærker ingenting, og af ren overraskelse af dette, betragter jeg mine hænder med et saligt smil. -"Du ødelægger alt omkring dig, jeg kan og gider ikke mere...." Den mest befriende sætning, - jeg gider ikke mere - jeg gider heller ikke mere. Endelig en form for forståelse, endelig en undskyldning for at glide stille ud i intetheden. Mere tom end nogensinde.
Det er næsten smukt, som vi sidder der ved køkkenbordet mandag formiddag. Hende, grædende - mig, intet, tømt for alt. -"Du har nået bunden.." Nej, min elskede moder. Jeg har endnu ikke nået bunden, for der er længere ned end nogensinde før. Og mine drømme og håb sejler på ligegyldighederneshav. Jeg har ikke engang lyst til at græde.
Charlie, har sendt et brev om at han snart kommer hjem.
Og han vil rulle dybere og hårdere end tidligere, og jeg gider ikke engang spise mine piller.

Jeg er så tragikomisk depressiv at jeg griner hver gang solen den står op. En by fyldt med cancer, har gjort mig koldere end det nordligste hjørne af alle beboede planeter!
Hør her, skatter, jeg suicidal dagligt, jeg kan ikke gå, jeg er en flab og jeg drikker, men jeg ville så gerne give dig hele mit hjerte, hvis du ville smide det i et glas og beskytte det.
Det er derfor vi aldrig skal forelske os, så pludselig, sidder vi der, med en halvt åben dør, og smil med tanken om, at et andet menneske trækker vejret, og vi bliver så forvirrede over de vejrtrækninger, at paraderne destruktiv råber "DU MÅ IKKE HAVE DET GODT!" og vi ender i rendestenen, endnu mere fucked, end vi var i forvejen.

Aprilsnaren, er mit navn
Og jeg ligger på Gud's badeværelsesgulv, med næseblod og ørepropper. Imens dem jeg elsker, råber og skriger efter mig, at jeg skal rejse mig 


Men til hvilken nytte? Jeg skrev en gul post it, men der var ikke plads til det hele, så hvis jeg skal opsummere det: FUCK IT!