fredag den 11. december 2015

Det kan fandme ikke passe at man skal være tvunget til, at være låst inde i et 10 kvm værelse, sammen med en idiot der ikke laver andet end at sidde ovre i hjørnet og snakke lort. Hun sidder der bare, konstant, og bræer op om det ene lort efter det andet, imens hun griner højt og nægter at gå i bad, eller at gå ud med de tomme flasker. Jeg sidder med ryggen til hende, stædigt placeret foran computeren. SÅ HOLD DOG KÆFT! selvom det ikke hjælper at råbe af hende. Normalt var jeg skredet for længst, men denne gang er det ikke muligt, når nu vi er låst inde i et rum uden hverken vinduer eller døre. Jeg er simpelthen tvunget til at være i selskab med hende, 24 timer i døgnet. Hun opfører sig som et lille barn. Prikker mig insisterende på skulderen, spørger mig om alt, og op til flere gange, selvom jeg allerede har svaret. Så er hun sulten, så er hun tørstig, så græder hun, så keder hun sig og så er hun træt. En endeløs og låst bobbel i limboland, det er der vi er. To aber i bur. Den ene melankolsk og filosoferende formålsløst i hængekøjen af misantropisk utopia, den anden svingende i lysekronen imens hun river sig selv i patterne og kaster rundt med sin egen afføring.

Det eneste jeg er sikker på er at det er mig, der kommer til at rydde op.