torsdag den 12. november 2015

J DAG

Jeg har været til den famøse "J-dag" een gang i mit liv. Det kommer sig af, at jeg lever efter den overbevisning om, at man skal prøve alting her i livet mindst een gang, og gå all in af samme princip.
Det er fem år siden. Det var fredag, jeg boede på en sofa i nordvestkvarteret og jeg gik vist nok på teknisk skole for at slubre SU og billig kantinemad.
Jeg havde besøg fra Jylland den fredag. En veninde, som jeg havde delt mine teenageår med. Vi var kendt for at drikke en proper øl når vi var sammen. I gamle dage var det absolut sikkert at en af os enten havde sat ild til vores hår, var blevet smidt ud for uanstændig opførsel, eller i det mindste var faldet i søvn på toilettet inden aftenen var omme. Og af en eller anden grund blev vi altid inviteret alligevel
Hun var vildere end jeg var, sad altid med sin mobiltelefon, forventende men tilstede, og forsvandt ofte midt i det hele, for at komme tilbage med et kækt smil og udtværet læbestift.
Engang vågnede en af os endda op i detentionen efter en druktur sammen, men det er en anden historie.
Jeg hentede hende på Hovedbanegården, hvor vi drak vores første øl og drog mod nordvest og slumlejligheden for at smide hendes taske. På vejen hjem slog vi vejen forbi det lokale værtshus, for jeg havde selvfølgelig tømmermænd fra dagen før.
Vi kunne virkelig drikke dengang. Vi kunne virkelig drikke, som var der ingen dag imorgen.
Ved eftermiddagstid var vi allerede fulde igen og spiste sultent frysepizzaer stegt på panden, da jeg i min rus havde glemt, at jeg ingen ovn havde.
Dengang gav vi hinanden lussinger for at mærke, at vi var i live imens vi grinte så højt, at tårerne trillede ned af vores varme og unge kinder. Vi havde også alle sammen været sammen med hinanden og alle vores forskellige kærester.
Vi var vel i det man kunne kalde apatisk-forelsket-ungdoms-symbiose. Men dengang var vi alligevel stadig uskyldige og uvidende, troede stadig blindt på kærligheden og friheden, som var vi i et limbo-wonderland beskyttet af et uigennemtrængeligt kraftfelt uegnet for "voksne" og normalitetens hårde greb i hverdagens kontinuerlige karneval.
Vi drak to flasker sprut den fredag, inden vi tog i byen. Allerede inden vi tog hjemmefra var jeg faldet ned i stuebordet, bestående af to mælkekasser og en træplade, og havde slået hul i panden og væltet både flasker, glas og askebæger ud over hele stuegulvet i et euforisk øjeblik af Jimi Hendrix brøle Purple Haze ud af de skrattende computerhøjtalere.
Men så sluttede det også der, for mig -
Jeg har aldrig brudt mig om at være i selskab med for mange mennesker.
Har heller aldrig været særligt begejstret for at gå til store fester, køre i offentlig transport eller det der med at gå til koncerter.
Men at gå all in, betyder at gå all in, og den fredag lyste byen op af blå nissehatte og patetiske mænd, i jakkesæt som kun blev brugt den ene gang om året. Hele byens menneskedyr var som sultne og skrigende grise, Nørrebrogade var et virvar af bræk og knust glas, og "SKÅÅÅÅL!"-ekkoet gav genlyd helt fra Jyllands udkant til Nørrebrogade.
Jeg husker ikke så meget mere fra den aften, andet end at jeg vågnede op dagen efter, på gulvet, iført et hel-kostume, af blå bukser, blå jakke, blå julehat og et stort Hvidt skæg i stram elastik, der i løbet af natten havde forvildet sig ind i min mund.
Og selvfølgelig, et lille flashback om at stå i undertøj og hat på Understellet, for at bytte tøj med en fremmed mand.
Min veninde var væk, men der var stadig øl i køleskabet, og det var jo kun lørdag.
Men nej tak! J dag, det er ikke noget mig.
Så vil jeg hellere fortælle jer historien om dengang jeg vandt en rejse til Prag i et program på TV2zulu, og rejste afsted med en fremmed mand og om hvordan vi brugte alle pengene på en stripklub sammen med 14 englændere.
Men det må blive en anden dag, morfinen er ved at sparke ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar