lørdag den 26. september 2015

Christiania, der hvor urten og skurken brænder i olietønden der hvor du vakler hjem fra woodstock klokken syv om morgenen med en blomst i håret og hatten der går rundt for en mønt hvor det hele lige er begyndt der hvor musikken den spiller rocken og punken og drum n bass trommevals i den grå hal hvor de danser i takt og toner så yndefulde og skide fulde grønlændere med skæve ben og tænder friere end de andre bare bryster elementært veltrænede maskeringer med forandringer bag kærligheden og ærligheden og skørheden banker søm i væggene og bygger op på ny til lyden af jazz og naboernes klagen og børneteateret i galop med saxofonernes brøl og hende eller ham og børnene gynger og du bliver stadig yngre og yngre, Christiania, hvor kunsten flyder ud af murene som var det atlanterhavet i baghaven hvor vi kæmper og hjælper hinanden fra tidernes morgen i 1971 til selfie-stang og videre til jordens undergang og den næste politimand der får et føl - for i kan IKKE slå os ihjel. TILLYKKE, SMUKKE! <3 JEG ELSKER DIG!



fredag den 18. september 2015

KÆRE CHARLIE #1

Kære Charlie. Her på øen skinner stjernerne så meget, at vi ikke kan sove om natten. Og det gamle værft er fyldt med så meget testosteron, at jeg endnu ikke har fået min menstruation. Når bandet i øvelokalet ovenover øver, drysser hvidt puds ned fra loftet. Meget af det lander i den grønne sofa, hvis liv og historie sikkert er meget værre og endnu længere, end min egen. De andre synes at jeg skal smide den ud, men det er derfor jeg kan lide den. Vi kravler gennem huller i hegnet, indtil forladte fabriksbygninger, for at mødes i en garage med instrumenter og halvlunkne dåsebajere. Med fireogtyve kroner i min hånd, kører jeg på røven ind til byen, og vågner op i fremmedes hænder, søndag middag. Bliver betalt i fri bar og cigaretter, indtil mandag igen indtræffer, og vi kravler langs gulvpanelerne, tørstige og nøgne, som nomader i ørkenen, på jagt efter et nyt fatamorgana, eller blot mad og vand på flaske. Men dagene betyder ikke noget længere, det er komplet ligegyldigt, om det enten er mandag, eller fredag. Og når vi endelig sover, vågner vi af mågernes skrig fra havet, og de lange susende hyl gennem de gamle, tomme og knagende gange. Og selvom hele verden brænder, ænser vi ikke andet end kunsten og kreativiteten der flyder ned langs de klinkebesatte vægge i de gamle baderum, nu fyldt op med møbler af ølkasser, stearinlys og hjerner, der smelter, enten sammen, ovenpå hinanden, eller kortslutter, af de selvdestruktive tankespind, der hænger og hærger som spindelvævet fire meter og uopnåeligt over os. Og Charlie, det er nu over et år siden at jeg væltede, som tvillingetårnene gjorde det, for over fjorten år siden. Det tolv timer siden jeg drak en øl, og to timer siden, jeg pissede den ud. Det er fireogtyve år siden, at det var fireogtyve år siden, det bliver til otteogfyrre mandlige hænder, eller derover. Femoghalvtreds år, siden hundredeogtyvemillioner år siden og interstellar-kinda-år siden, at jeg så dig i øjnene, og kun to sekunder siden nuet i vinduet. Kun ét nanosekund fra at flygte herfra. Og sandheden skyller op på hver en kyst. Tiden er ligegyldig. Det er tiden, uret der tikker, der tvinger os menneskedyr til at huske forældede handlinger, imens vi glemmer, at det er tiden, der gør os syge. Menneskedyr er som vinduer, ødelagte og slidte, gode i stormen, men lige til at se igennem. Og det er vel nemmere, at være på vej, end at gå rundt og vente på at dø. Er det ikke, Charlie? Og hey, Charlie. Nogle gange drømmer jeg om at du redder mit hår. I lange og langsomme strøg, indtil hver eneste knude og krølle er glat. Men shampooen i badeværelset var tom. Og fedtet blev aldrig vasket helt ud, så nu sidder jeg blot, halvfærdig og halvt ren, sulten og forpuppet i mit eget forjættede land. Og drømmer. Om dig, og et badekar med løvefødder. Aroma sæbebobler og en kam af elfenben. Blandt cigaretskodder og kyllingdurums på ubehandlede trægulve. Men kære Charlie, det er sikkert bare det satans Billie Holiday-gen og selve livet i sig selv. I nat drømte jeg om at få skåret både arme og ben af, og at et underligt væsen syede alle dele tilbage på mit torso, men alle lemmer sad helt helt forkert. Og besværet vil ikke lade mig være i fred, og folk snakker, snakker og snakker på mig, snakker på mig indtil jeg næsten er døv, uden selv at kunne høre en skid. Hele menneskeheden er et moderløst barn, men det er længe siden jeg har følt mig som et stankelben, så det hele kan vel ikke være, helt galt.