tirsdag den 14. juli 2015

ET MØDE MED PSYKIATRIEN

.For et år siden, vågnede jeg op klokken 06.30 i en hospitals seng, på Bispebjergs lukkede psykiatriske afdeling, efter et halvt års tid - konstant påvirket af druk og andre sager - der var endt ud i noget grimmere end normalen. Man kunne selvfølgelig have sagt sig selv, at når man har drukket dedikeret og været en inkarneret forbruger af rusmidler over længere tid, at to flasker vodka absolut ikke er nok til at gå i brædderne for good og slet ikke blandet op med kokain, det ender bare ud i en psykotisk brandert hvor øjnene og kæberne kører ustyrligt rundt i dit fjæs og ordene flyder ud af munden på dig i en uforståelig tåge. Men det beviste at jeg heldigvis og alligevel var en alt for stor pussy, til at gøre det ordenligt og det var vel et godt tegn. En veninde havde kørt mig på psykiatrisk skadestue i en taxa om aftenen. Jeg ved ikke hvor skør jeg var på tidspunktet, men jeg er sikker på at taxachaufføren sad og messede hele vejen på arabisk, imens skala-fm drønede derudaf. Og jeg tror at jeg grinte ustyrligt af hele situationen. Men der lå jeg så, på det knitrende og hvide plastikbetræk, iført hvid kommune-pyjamas. Det føltes lidt som dengang jeg var teenager, hvor min mor havde hentet mig til en privat fest. Jeg var stinkende teenage-stiv og husker ikke at hun hentede mig, men om morgenen vågnede jeg op på mit værelse iført pyjamas, som jeg ellers aldrig sov i, og ved siden af sengen stod en bræk-spand. Jeg lå længe og overvejede situationen og det, at jeg skulle pisse som en hest og der intet toilet var på værelset. I det hele taget var der intet på værelset og alle kanterne på væggene var dækket til. Selv vinduet var låst, trods der var kun var én meter ned til jorden udenfor. De  havde endda taget alle mine ejendele, og tilmed min lighter. Jeg skulle jo nødigt sætte ild til mig selv. Det eneste jeg havde var mit tøj, min hat og en krøllet pakke Marlboro, med tre ligeså krøllede cigaretter.

Jeg satte fødderne på det kolde og sterile linoleumgulv og kløede mig lidt i håret imens jeg hostede. Udenfor var hverdagen begyndt igen, læger i hvide kitler gik forbi med dampende kaffe og kuglepenne, bilerne kørte normalt åndssvagt og en fyr i orange dragt fejede fortorvet med en af de der maskiner der larmer så det næsten gør ondt i sjælen. Og her sad jeg, fanget, midt i min egen galskab uden nogen flugtvej og med ualmindeligt trang til en forpulet morgenbajer. På stolen hang et par tilhørende og yderst hippe kommune-pyjamasbukser som jeg iførte mig og gik hen til døren. Nåede lige at spotte mit spejlbillede inden jeg åbnede døren. Min øjne var hævede og mit hår stod ud til alle sider, desuden lugtede jeg så meget af sprut at jeg undrede mig over, at lægerne der i løbet af natten vækkede mig og tjekkede til mig hver time, kunne holde stanken ud.

Ude på gangen var der stille, selvom at man kunne fornemme folk bevægede sig i de krogede gange og værelser. Typisk hospitaler tænkte jeg, imens jeg pillede plasteret fra nattens blodprøver af og smed det irriteret ned i skraldespanden foran min dør, med navneskiltet. "Maja Petrea - kl. 00.43. Jeg fandt vej til toilettet og pissede i det der nok mindede om ti minutter og opdagede til min store glæde at jeg også havde fået min menstruation og havde blødt en stor plet ubrugt moderkage igennem mine hvide og hippe kommune-pyjamasbukser. I det øjeblik var jeg lige ved at blive religiøs, da der forhelvede måtte stå højere magter bag sådan et show. På kontoret længere nede, sad der en dame og en mand, ikke meget ældre end mig. "Kan jeg låne en lighter?" spurgte jeg. Det kunne jeg ikke, men jeg kunne gå ud på rygetrappen, der var en maskine man kunne tænde sin cigaret på, forklarede damen og pegede mig i retningen. Jeg slentrede igennem den lange gang og begyndte langsomt at kunne høre stemmer fra rygetrappen, der senere skulle vise sig at blive mit nye hjem.

"Godmorgen!" sagde en af vagterne. Hun var lettere buttet og havde et alt for friskt smil. Typisk vagter og typisk hospitaler, og endnu mere typisk typen der af personlige grunde har en trang til at redde hele verden. Hun havde garanteret fået konstateret en form for mild ADHD eller blevet kaldt særligt sensitiv i en tidlig alder, og følte af den grund at hun havde en vis form for særlig empatisk  forståelse for de skæve og svage. Sikke en idiot. "Godmorgen" svarede jeg imens jeg baksede rundt med maskinen der skulle tænde min smøg, der alt i alt mindede om en forvokset cigaret-tænder i en bil. "Skal du låne noget ild?" smilede hun og rakte mig en lighter. "Tak!" svarede jeg, imens jeg skimtede med øjnene og kiggede rundt. Jeg var et dyr i et bur, selv rygetrappen havde gitter hele vejen rundt, endda i loftet var der svejset et ordenligt jerntæppe fast. Hvad fanden havde de regnet med? At jeg som det første når jeg vågnede, ville slynge mig selv ud på græsplænen for at slå mig selv ihjel på det bløde tæppe af natur, eller måske slå mit hoved ned i trappen flere tusinde gange i ihærdigt forsøg på en dødelig hjernerystelse, eller endnu være, det kunne være jeg ville æde det grus der lå i hjørnet af gården. Men okay, jeg var vel nok heller ikke den mest skøre på den lukkede kunne jeg fornemme, da mit studerende øjeblik af omgivelserne hurtigt blev slået itu af en spinkel stemme "Ej, Louise! PRØV lige at se hendes hår, det sådan et hår jeg ALTID har ønsket mig. Ej! hvor er du smuk!" En lille dame sad på en taburet og kiggede på mig med store øjne. Hun havde et regnbuefarvet tylskørt på og vejede ikke mere end 40 kilo. Hendes arme var på størrelse med mine håndled som ellers er yderst slanke trods mine ekstra og erotisk buttede kilo. "Tak!" smilede jeg. Hendes hår var sort og kort og stod ud til alle sider som havde hun allerede fået elektrochok flere gange, og midt i panden havde hun et sår, fra noget der lignede et hovedspring mod fortovet. Hendes tænder var næsten ved at falde ud da hun forsatte - "Jamen jeg mener det sgu! som du ser er ud, sådan har jeg altid ønsket mig at se ud! du har.... EJ! SE Louse! hun har også tatoveringer, ej louise! Jeg har altid gerne ville have tatoveringer!" fortsatte hun på ærke københavnsk. "Hvad hedder du? Jeg hedder Helene! Vil du ikke sidde ned?" sagde hun med stor forventning i øjnene. Jeg fortalte mit navn og tog imod tilbudet om at sidde ned, da tømmermændene var begyndt at sparke ind efter den halve morgensmøg. Der sad også et to andre på rygetrappen ud over vagten og Helene, trods der ikke var flere kvadratmeter end et standard badeværelse på nørrebro, hvor man typisk tager bad i håndvasken. I hjørnet sad en gammel mand med rolator og rystende hænder og prøvede ihærdigt at hæve armen op til sit lange nikotingule skæg for at ryge, med tilhørende leverpletter og plastre i hele ansigtet. I dørkarmen stod en høj fyr med tatoveringer i ansigtet og skiftede imellem at sippe til sin kaffe og spytte ud igennem gitteret.

Helene satte sig ved siden af mig på en omvendt papirkurv og med hendes undervægt kunne den sagtens holde til det. "Du er altså virkelig smuk!" sagde hun stille til mig, ikke mere end få centimeter fra mit ansigt imens hun smilede stort, så jeg kunne lugte hendes rådne tænder. "Tak!" svarede jeg igen. I frygt for at hun håbede på at jeg ville gengælde hendes komplimenter, spurgte jeg hende hvor man fik kaffe, hvorefter hun rejste sig op med hop, tog min hånd og hev mig med indenfor. "Ja, her har vi både KAFFE, THE, SAFTEVAND, ALT, vi har det hele du! Jeg må bare ikke drikke kaffe, for så bliver jeg skør!" grinte hun højt og skingert, klappende i sine små og krogede hænder. Jeg grinte høfligt, imens jeg hældte kaffe op i en rustik plastik kop. "Hvorfor er du her?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. "Nåeh, jamen, jeg er bare lidt trist, tror jeg" svarede jeg og kiggede ned i koppen, hvor er et kort sort hår flød rundt midt i den sorte mokka. "Nej, lad mig tage det" sagde hun insisterende og stak fingeren ned i min kop for at fiske håret op med hendes sorte negle. "Sådan, prinsesse! har du smøger? du kan altid spørge mig om smøger! jeg har en pakke du gerne må få? Ej, hvor har du altså pænt hår! Jeg bor lige hernede! Du kan ALTID banke på hos mig" sagde hun imens hun ivrigt pegede i retningen af sit værelse" "Åh, tak, men nej tak,  jeg vil ikke tage dine cigaretter, men hvis du gir' en enkelt kunne det være fint!" svarede jeg. Hun løb ned af gangen og ind på sit værelse. Cigaretter var et magtmiddel her. Cigaretter var ligsom guldbarer, olie og aktier. Cigaretter havde samme funktion her, som jeg kunne forestille mig de havde i et lukket fængsel. Sikkert mest fordi, at det var det eneste vi kunne lave herinde. At pendle imellem vores værelser og rygetrappen. Jeg satte mig ud igen, hældte kaffen ud igennem gitteret og ventede på Helene med cigaretterne. Ovenpå kunne jeg høre en dame råbe og skrige "No, get them AWAY! Get them AWAAAY" imens en masse tumult gik igang. "Hende skal du ikke tage dig af, det er deroppe de rigtigt syge kommer op!" Helene stod i døren med to cigaretter, nu iført en blomstret kjole og røde højhælede sko. Vi røg en smøg imens jeg ventede på at klokken blev 8, så jeg kunne ringe til min mor, der ingen idé havde om, hvor jeg befandt mig.

Jeg havde ikke grædt i flere måneder og det føltes som om at Amin Jensen sad på mit bryst og mine ben ville falde sammen under mig, så heftigt at jeg ville ryge igennem gulvet og fundamentet, helt ned i jorden, hvor ormene bor. Jeg har aldrig grædt særligt meget når tingene har været til det. Jeg er for stolt og det har jeg altid været. At græde er at vise at man er svag, og siden jeg var lille, har det været min pligt ikke at vise min svaghed, af forskellige årsager. Min mor ville komme med det samme. Jeg gik ind på mit værelse og gloede ud i den uendelige intethed indtil min mor kom. Hun måtte ikke få mig med hjem, i hvertfald ikke før jeg havde snakket med lægerne og en psykiater. Min mor er vant til at se mig trist. Jeg har igennem flere perioder været deprimeret og fået antidepressiv medicin. Vi er vant til at jeg er sådan, så det er med tiden blevet til hverdag, at jeg er melankolsk og til tider ligger i sengen i flere uger af gangen. Sådan er jeg. Sådan har jeg altid været. Allerede da jeg startede i folkeskolen, startede det. Jeg forklarede hende om hele episoden og om Helene, der helt sikkert ville stjæle mit hår imens jeg sov.  Jeg havde ikke tabt min humor, og kunne stadig se det tragikomiske i min situation. Jeg lovede at holde hende opdateret og ringe til hende så snart jeg havde talt med lægerne, og vi krammede farvel, inden vagten kom for at låse hende ud af la-la-land.

Efter min mors besøg gik jeg ud for at ryge igen. Helene stod i fællesstuen og dansede til radioen, som hun havde skruet højt op for. Jeg aner ikke hvilken kanal der var sat på, men den spillede 80'er hits og man kunne ikke skifte kanal. Hvis vi ikke var skøre da vi kom, så blev vi det fandme da nok nu, tænkte jeg imens "Jonathan giv aldrig op" drønede igennem lokalet. Hele situationen var som en dårlig film. Jeg sad og snakkede med Helene et stykke tid. Hun var narkoman og alkoholiker, og skulle være her i en uge. "Ja, i sidste uge der kaldte min kæreste mig et andet navn imens vi ELSKEDE, og så gik jeg amok og skar mine håndled over!" sagde hun og stak begge indbundne arme i vejret, småstolt. "Nå, for satan, sikke noget - det kan han da ikke være bekendt!" svarede jeg. Jeg har altid været god til at håndtere alle slags typer, og ved lige præcis hvordan jeg skal snakke med dem. Da jeg var omkring de 16 år arbejdede jeg som kassedame i Fakta. De andre unge der arbejdede der, brød sig ikke om når alkoholikerne, der altid sad udenfor, kom til kassen. Jeg derimod, var både på fornavn med dem, og hilste også pænt når jeg ikke var på job og rendte ind i dem på gaden. Da jeg var endnu yngre, inden jeg gik i folkeskole, hed min bedste ven Folmer. Folmer var over 70 og var min og min mors nabo da vi boede i Haderslev og han lugtede altid af jul. At han lugtede af jul, har jeg dog senere erfaret værende en dunst af Underberg. Det samme med når vagabonderne kom forbi for at slibe knive, det elskede jeg. Det er bestemt også derfor at jeg følte mig i yderst godt selskab, dengang jeg arbejdede på værtshus i nordvest kvarteret. Min mor har altid arbejdet med specielle mennesker og jeg har tit været med hende på arbejde, da hun ofte fik sent fri, eller arbejdede både om dagen og natten. Handicappede, psykisk syge, alkoholikere, narkomaner og for at det ikke skal være løgn, arbejder hun nu som kommunedame i det aktiveringscenter jeg gik i sidste sommer. Af den grund har hun også altid haft svært ved at hjælpe mig, da mine problemer lå for tæt op ad hendes job og det at hun var min mor, og jeg af den grund var ved at brække mig hvergang hun begyndte at hælde sit såkaldte "terapi-shit og lorte girafsprog" af på mig. Men også af den grund, lærte jeg i en tidlig alder at forstå en masse ting om livet, som folk på min egen alder ikke vidste en skid om. Nemlig om livet, og at se charmen ved dæmonerne, vi alle render rundt med , helt uden indpakning.

Min tilsyns dame stak hovedet ud af døren til rygetrappen og sagde at lægen ventede på mig, så jeg rejste mig og fulgte efter hende. Og som den dårlige film mit liv er, stod der den smukkeste blå-øjede mand, med mørkt hår og skæg "Hej Maja!" lød det, og han sagde vist også sit navn, men af hans forblindende smukke fjæs, har det desværre forladt min hukommelse. "Kom med mig!" sagde han og smilte imens han rakte armen ud i retningen af lokalet. "Baby, jeg vil komme med dig, anytime" tog jeg mig selv i at tænke imens jeg kom til at glo ham i skridtet. Tag dig sammen Maja. Tag dig sammen. "Sid ned!" jeg satte mig ned på en stol overfor ham. Han lignede en græsk gud og måtte være i start trediverne. Og så var han doktor. Doktor-do-me-well. Jeg måtte igen tage mig sammen. "Nå, Maja - hvordan har du det idag?" - "Jo, det ved jeg ikke. Jeg er trist" svarede jeg og pillede ved en fold i min kommune-pyjamas' ærme. "Jeg har læst lidt på din rapport, og jeg kan se at du har været i behandling for depression og angst hos din egen læge op til flere gange, siden du var teenager?" - " Ja!" svarede jeg. "Ja, men det går jo ikke, at du går rundt og er trist i så en ung alder, Maja! Skal vi ikke have gjort noget ved det?" smilte han, imens jeg nikkede. "Ja, men blodprøverne fra i nat er fine, du fejler intet, ud over lidt for høje levertal og en ustabil psyke! Det er vel altid en start, ikke?" grinte han venligt imens han rejste sig. Jeg kom igen til at glo ham i skridtet. COME ON,  MAJA! STYR DIG! skreg min hjerne imens jeg prøvede at tage mig sammen. "Kom herover engang!" Han pegede på en briks og klappede let "kom her" på den. "Jeg skal lige lytte til dit hjerte og tage et EKG, det er ikke noget der gør ondt" Fair nok, tænkte jeg og listede over på briksen. "Nå ja, du skal også tage dit tøj af, men du må gerne beholde dit undertøj på" han smilte imens han tog handsker på. Jeg tænkte på den ubrugte moderkage der langsomt sivede ud af fissen på mig, jeg tænkte på min uhyrlige dunst af sprut og jeg tænkte på mine ekstra og erotisk buttede kilo. Nej, nej, nej, og jeg tænkte på hans ualmindeligt sexede doktor hænder, som lige om lidt, skulle befamle min krop. Og i det sekund blev jeg enig med mig selv om, at næste gang et breakdown nærmede sig, så skulle jeg huske at gå i bad , gøre mig lækker og tage ekstra tamponer med, i tilfælde af kvindelig fuldmåne og yderst sexede doktor-mænd. Men der lå jeg så, i al min kvindelighed og  elendighed, med en sexet doktors hænder all over the place. "Hvornår har du sidst været ædru?" spurgte han. "Altså, ædru-ædru?" spurgte jeg tilbage, imens han placerede det kolde stetoskop på min brystkasse, så det gav kuldegysninger gennem hele kroppen. Han nikkede og lyttede -"Joeh, sidst jeg var ædru-ædru er vel en uges tid siden" svarede jeg. "Jeg spørger bare, da dit hjerte banker meget hurtigt og det kan være tegn på begyndende delirium"forklarede han. Men jeg tror da fanden, at mit hjerte galoperede afsted, sådan som han havde sine hænder alle vegne. "Nå, nej - jeg tror bare at jeg er lidt nervøs" forklarede jeg ham. "SÅ meget drikker jeg altså heller ikke!". Han tog et EKG og alting så helt fint ud. "Ja, Maja, så må du gerne tage dit tøj på igen og så kommer der en psykiater og snakker med dig om en lille time! Okay?" han smilte venligt og vi gav hånd inden jeg forlod lokalet, med en følelse blandet af genert liderlighed og at være blevet totalt ydmyget af mit eget dårlige selvværd.

Da jeg atter kom ud på gangen og var på vej ud for at få en smøg, kom en stor somalier gående med maven stikkende ud under sin stramme t-shirt. "JEG SKAL HAVE MIN METADON, LOUISE!" råbte han på gebrokken dansk. "HVORNÅR KOMMER DEN?" han trampede rundt foran kontoret. Han forsat bankede i bordene og kastede med dagens avis imens jeg listede ud for at ryge. Det var utroligt så meget man havde brug for at ryge på det her sted. Men okay, det stod mellem valget om at ryge smøger og snakke med la-la-folket eller at glo ind i en hvid væg på sit værelse. Det var et nemt valg. Desuden, så jeg selvfølgelig chancen for en god historie blandt de andre patienter og inspirationen tændte mig, selvom at jeg ikke havde det alt for godt selv og jo rent faktisk, var på lige fod med alle de andre. Middags maden var igang med at blive gjort klar og efterhånden som klokken var blevet mere, var flere patienter stået op. Vi skulle spise samlet inde i spisestuen, så vagterne kunne holde øje med, at ingen af os prøvede at skære livet ud af os selv, ved hjælp af det sløve plastik bestik. Menúen bestod af kogt hamburgerryg og flødekartofler med ærter og var nok det mest uappetitlige jeg i hele mit liv har set, men da jeg ikke havde spist i flere dage, måtte noget af det i hvert fald ned. Den gamle mand med rolateren sad allerede og hældte i sig, af det ene og det andet, han smaskede rundt med sit nikotingule skæg og leverpletterne var nærmest ved at rasle af ham og ned på bordet, så ivrigt spiste han. "Idag er det god mad." sagde han mumlende og gumlende, imens jeg var ved at brække mig af hele situationen. Det mindede mig om engang i toget, på vej hjem fra jylland. Jeg havde haft ustyrlige tømmermænd den dag og havde ikke nået at få en morgenbajer inden toget afgik. Toget var propfyldt den dag, ved siden af mig sad en mor med hendes baby og overfor mig sad en gammel dame og hendes mand. Jeg husker tydeligt, hvordan den gamle dame langsom pakkede en ordenlig stinker af en ostemad ud, og begyndte at tygge den med sin slidte mund. Hendes læber gumlede i slowmotion op og ned, og hun havde stride hår på hagen. Imens bumlede toget  fra side til side, der var mindst 40 grader i kupéen og moderen ved siden af prøvede uden held at trøste sin grædende baby. Og jeg brækkede mig i en DSB pose og måtte gå igennem to fyldte kupéer, imens jeg ballancerede med mit eget varme bræk. Det var frygteligt.

Efter middagsmaden gik jeg ind på mit værelse, for at trække i mit eget tøj igen, eftersom jeg var den eneste der stadig rendte rundt i kommune-pyjamas. Psykiateren, en dame på omkring 50, hentede mig kort efter. Jeg åndede selvfølgelig lettet op, da hun tydeligvis ikke var noget der lignede en græsk gud. Vi gennemgik de typiske depressions skemaer, som jeg havde mødt flere gange, og hun konstaterede hurtigt at jeg havde en svær depression. Men som tidligere beskrevet, havde jeg været vant til at være melankolsk og var efterhånden sikker på, at det var sådan jeg var, at melankolien og de dystre tanker var en del af min personlighed, og at jeg bare var lidt mere mørk i mit sind, end de fleste andre mennesker, så jeg tog ikke hendes konklusion som værende noget specielt. "Maja, den er vist ikke for god med dig" hun kiggede alvorligt på mig. "Har du haft tanker om at tage dit eget liv?" - jeg tænkte et kort sekund. "Jamen, det tror jeg da at alle mennesker har haft tanker om? Er det ikke meget normalt?" spurgte jeg hende. "Nej, det synes jeg ikke" svarede hun imens hun skrev med utydelig skråskrift på hendes lille blok. "Nå, jamen jeg mener, alle har da tænkt på hvordan de ville gøre det, HVIS de altså skulle få lyst? Hun svarede nej igen. "Jeg kan sgu ikke se mig selv som selvmordstruet. Og jeg ville selv mene, at jeg er okay intelligent." forklarede jeg hende. "Jeg mener, jeg føler mig håbløs i eksistensen, ja. Jeg kan nogle gange ikke se meningen med at være i live, nej. Men det er jo ikke ligefrem fordi at jeg hopper ud af vinduet om 20 minutter af den grund. Jeg tror bare at min melankoli er på et højere plan end andre menneskers og jeg har efterhånden lært at se det smukke midt i al elendigheden. "Maja, lad mig høre - hvor meget drikker du?" - "Jeg drikker tilpas. Jeg drikker nok lidt mere og ofte end andre, men jeg har ikke abstinenser når jeg ikke drikker." "Har der være dødsfald tæt på dig, store omvæltninger eller har du været presset inden for det sidste halve år?" . "Nej, nej og nej." -  "Hvad med seksuelle partnere? Kærester? Hvor mange?" Efter en lang pause. "Jeg har haft to kærester, men det er længe siden. Jeg ved dog ikke hvor mange seksuelle partnere, men i hvert fald over gennemsit". Hun blev ved med spørgsmålene i en halv times tid, spurgte ind til selvværd, familie og tanker. Hun fortalte, at jeg nok skulle være beredt på at være indlagt i en længere periode, da jeg ikke havde det godt og at jeg havde brug for ro. Og ved en indlæggelse ville jeg også kunne holde mig fra alkohollen og få hjælp via et rehabiliterings ophold. Jeg fattede ikke en skid af hvad hun sagde, og resten af samtalen føltes som var den suset forbi, men dog alligevel i halv fart. Pludselig stod jeg igen på rygetrappen ved siden af Helene der var ved at besvime over mit sorte outfit og tilhørende sorte hat.

Omkring klokken 14 sad jeg og ventede på en taxa, der skulle køre mig til Hvidovre psykiatrisk afdeling, hvor jeg skulle indskrives til et længere ophold. Helene kom gående, nu iført helt sort tøj og med det største smil. "SE, nu har veninde tøj! Det er bare fordi, Maja. Jeg synes du er så smuk! Og dit hår, åh!" Hun løb hen mod kontoret og kom tilbage med en saks. Nu stjæler hun fandme mit hår, tænkte jeg, imens hun begyndte at klippe huller i sine strømpebukser, da hun havde set at jeg havde huller i mine. Jeg fattede ikke at kontoret havde givet lala-Helene en saks. For det første ville hun sikkert slå sig selv ihjel og for det andet, frygtede jeg for mit hårs skæbne. Heldigvis blev jeg reddet af taxaen og fik mine ejendele udleveret,  men krammede stadig den lille dame, Helene,  farvel inden jeg steg ind i taxaen eskorteret af en af vagterne.

Og her er det så af, at psykiatrien slår fejl. Da jeg ankom til Hvidovre og regnede med at blive indlagt efter en halv times tid, endte det med at jeg sad på en sofa i fem stive timer, imens jeg ventede på at noget skulle ske. Imens jeg sad der, kom flere ind og flere gik igen, da der ikke skete en skid. Jeg sad i mere end fem timer med tunge tømmermænd, på min flade røv og min menstruerende fisse med toiletpapir i trussen og alle kvinder, der har været kreative, ved hvor ubehageligt det pis er. Der sad jeg, og ventede på at blive lukket ind på lukkede. I mellemtiden kunne jeg havde slået mig selv ihjel mere end halvtreds gange, hvis jeg var en af dem der var rigtigt syg i skallen. Det endte med, efter en-to-tre-fire-fem-seks-syv og OTTE Billed Bladet og Ude & Hjemme og tolv cigaretter, at jeg måtte tage fat i en af sygeplejerskerne og høre hvad fanden der skulle blive af mig. Da lægerne endelig kom, spurgte de mig om akkurat det samme som før -  og sendte mig hjem, med sovepiller, og et telefon nummer til Livslinjen.

(jeps, for real)

Lige for at opsummere, hvad der senere skete, er jeg hverken erklæret det ene eller andet. Jeg gik et par måneder til undersøgelser på Rigshospitalet. Der var mistanke om at jeg var Bipolar, og en uendelig snak om medicinering,  men efter samtaler og tests for den diagnose har lægerne senere trukket den tilbage.

Jeg er Maja.
Og jeg mener at vi skal omfavne, alt det grimme, som vi også skal omfavne, alt det smukke.
Jeg er lidt af et melankolsk røvhul, der drikker for meget, altid kommer for sent, aldrig tager telefonen og ikke kan finde ud af at overholde aftaler, og helt sikkert har brugt alle mine penge, inden den femte, og derefter nasser.

Men ellers - er jeg faktisk, også ret fantastisk. Resten, det er jo relativt. Så længe vi husker at spørge os selv, hver dag: Lever vi nu? //Rævekys.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar