søndag den 28. juni 2015

Så sidder du pludseligt der
i din LEJLIGHED
nærmest for første gang
siden landevej
og candyflossskyer på den blå himmel
som havde du været blind hele dit liv
indtil du kørte med 130 kilometer i timen
på motorvejen
uden at vide hvad der skulle ske imorgen
Du sidder der simpelthen bare
dér i dit hjem, i din hule
af sandhedens grimme
men lukrative mysterie
Du sidder der bare og lige midt i
hele din efterladte og krøllede hjerne
med plaster på dine sandal-tæer
solbrune arme og en fremmed følelse
i kroppen
af at du ikke længere kender hende
der efterlod rodet
og den halve flaske fernet branca
på skrivebordet

Og så er der vel ikke andet at gøre
end at tage den forbandede opvask

søndag den 21. juni 2015

.-"Ej, hvor er det altså skønt, endelig at få en svigersøn der kan ordne den slags!" sagde min mor begejstret og kiggede entusiastisk på sin kæreste's datter's kæreste, imens de i fællesskab rumsterede med den nye lampe over spisebordet.

-"Ja, der var du heldig, hva' mor?" sagde jeg sarkastisk og kastede en cigaret mod munden og greb den ved første forsøg, velvidende om, at hvis hun blot havde spurgt, havde jeg hældt mit personlige klientel af bo-bedre på hende.

-"Du må ikke ryge herinde, det ved du godt!" vrissede hun.

-"Bevares.. jeg har ikke tændt den endnu " mumlede jeg på vej ud til terrassen, inden jeg pustede røgen mod skumringen, imens telefonen ringede i inderlommen.

Det var Torsdag.

torsdag den 18. juni 2015

Natsværmere overalt. Natsværmere i min næse, natsværmere i mit hår. Natsværmere på toilettet, natsværmere i spejlbilledet og natsværmere der kravler ud af skabet. Natsværmere larmer hele natten og banker hovederne ind i ruderne. Bonk bonk bonk! Natsværmere i ét væk, natsværmere tatoveret på halsen med blæk. Natsværmere alle vegne.

onsdag den 17. juni 2015

torsdag den 11. juni 2015

HVORDAN JEG MØDTE PUTIN

Jeg mødte Putin i nat. Det er faktisk en meget sjov historie. Jeg var blevet sendt på en feminist-højskole i Rusland, og jeg var den mindst populære på hele skolen, alle hadede mig simpelthen - det var frygteligt. Men det var min egen skyld, for jeg havde sagt til en af pigerne at hvis de ville mig noget, så kunne vi slås om det - og da en af dem endelig langede mig en flad i ansigtet, så sagde jeg at hun slog som en tøs og det gjorde dem blot ENDNU mere vrede, selvom at jeg påpegede at hun rent faktisk VAR en tøs. Så jeg forlod skolen for at finde mig et vandhul, eller jeg brugte flere timer på at forlade skolen, da gangene var ualmindeligt lange og labyrint-agtige, og trapperne skiftede plads, selvfølgelig fortræffeligt mere sovjet-slidte end dem fra Harry Potter. Desuden mødte jeg en borgerkrig på fjerdesalen, og i kælderen sad der en mand med langt skæg og junglehat og snakkede om jordens undergang imens han plukkede en høne. Men jeg fandt ud og vandrede ned af de ødelagte gader, indtil jeg fandt mig et vandhul med et halvt og blinkende O-P-E-N skilt. Eller der stod nok mere "открыто" men der var et billede af en øl udenfor, og en dranker kender vel sine mærker, så jeg gik indenfor. I baren sad der et par herrer og jeg satte mig ved siden af dem og fægte-pegede mig til en stor fadøl og et shot vodka. -"Hrreelloow, wwrrhere youw frrom?" en lille mand med sideskilning og runde briller kiggede på mig. -"Jeg er.. I'm from, øh, Denmark" svarede jeg på Danglish. Chopin, hed han, og han bestilte os et shot af ukendt opstandelse. Han hævede glasset og sagde et eller andet på russisk og jeg fulgte høfligt efter og kastede nakken tilbage. Vi snakkede længe og vi grinte vist også, men om og over hvad, husker jeg desværre ikke. Den næste morgen vågnede jeg på mit værelse, med tømmermænd og en serviet i lommen med en helvedes masse underlige russiske sætninger og et klokkeslæt skriblet ned på. Det var en stor dag på Feminist-højskolen. Idag kom Putin. Ude på gangen kunne jeg høre at alle pigerne var igang med at gøre rent og højtaleren skreg: "25 MINUTES TO PUTIN'S ARRIVAL!!". Jeg havde tømmermænd imens jeg listede ned af trapperne og hen mod klasseværelset med en kop kaffe og hatten placeret på mit uglede hår,høje hæle og stadig fuldt påklædt fra dagen igår. Jeg satte mig ned på min plads i en dunst af russisk vodka og morgenånde, imens læreren og pigerne nedstirrede mig og hviskede. Jeg lod som ingenting, jeg bliver kold i røven når jeg har tømmermænd. Det eneste jeg kan tænke på er, hvor og hvornår, jeg kan finde en reparationsbajer. Det giver ingen mening i forhold til det, at vi var på en feminist-højskole, at alle pigerne var ved at sprænges af bare spændning - ja, nogle af dem opførte sig endda som om at det var Johnny Depp der var på vej. Men ind af døren kom Putin - stor, heroisk og fandme ikke om det skulle være løgn, så havde han CHOPIN fra vandhullet med ved siden af sig. Putin gik rundt i den larmende stilhed imellem bordene imens han trillede tommeltot. Jeg skulle hoste - 40 smøger om dagen gør sådan noget ved dig. Så jeg hostede, jeg hostede som var jeg lige blevet reddet ud af World Trade Centers ruiner og det der er værre. Og Putin stoppede op og kiggede på mig, iskold i fjæset. Og så kiggede han på Chopin. Og så kiggede han på mig. Og så kiggede han på Chopin. Og så kiggede han på mig. Og så begyndte han at grine. Og så begyndte Chopin at grine. Og så tog han sig til brystet og begyndte at famle med sin inderlomme, og jeg tænkte - "Det var det, Frøken Fox, nu skal du dø. Nu skal du simpelthen dø, ude bag ved en åndssvag feminist-højskole, i Rusland. Du skal simpelthen dø af dine tømmermænd. Så kan du i det mindste håbe på, at du får en pris for at være den der drak sig selv ihjel HURTIGST - ja, det kan endda være du kommer i den store rekordbog som du altid læste i folkeskolen. Det var det, tak for alt! Chin-chin! og må Babylon den Store være med dig!". MEN frem fra Putin's lomme kom en lille flaske blommelikør -"Yes, I knoww youw, YOUW, the hat-lady!  Majah, yes? I'Rlll Tallkt to Chopin, grrreat nigght lazt night, yes?" Putin grinte igen højt og råbte et eller andet på russisk inden han satte flasken for munden og kastede nakken tilbage, og efterfølgende skar ansigt og gik med langsomme skridt over mod mig og bankede flasken hårdt ned i mit bord. -"DRINK! Drink my frrriend! DRINK!"  Putin grinte igen, og Chopin gav mig et nik til godkendelse af Putin's befaling. Der var fuldstændigt stille i klasselokalet og læreren sagde med sine øjne at NU skulle jeg kraftedeme bare drikke, som manden befalede. Så jeg tog flasken til munden og hældte blommelikøren ind i hovedet og sluttede af med et "Aaaah!". Putin grinte og klappede i sine hænder som et begejstret barn. "Come! Come youw hat-lady, we show you rriight bar in Russia, yes?" og rakte mig hånden for en officiel hilsen. -"Øh, yes yes, we can do that" sagde jeg og blev løftet op af min stol af hans faste greb. Putin stjal min hat og gav mig et anerkendende dask inden han tog mig om skulderen og vi slentrede sammen ud af feminist-højskolen sammen med Chopin. Og jeg vendte aldrig tilbage. 

Og ja, det var sådan jeg mødte Putin. Cool fyr, men du skal aldrig stole på ham i et spil Meyer.

tirsdag den 9. juni 2015

LETTERS FOR CHARLIE #1


Jeg står med en smøg og hænger på Banegårdspladsen i Århus, tømmermandsramt og træt af det meste, da det går op for mig, at jeg skal tisse noget så frygteligt. Jeg køber en tokrone for ti kroner af husforbi sælgeren og slentrer ind for at finde mit das. Jeg kaster tokronen i en af de gamle automatdøre, og der, der sidder en lille ældre dame med bukserne nede om knæene og så undskylder HUN, trods JEG åbnede døren. Og der, der mine damer og herrer, der går det op for mig, at jeg slet slet ikke er klar eller har LYST til at vende hjem til København endnu. Og da slet ikke før den gamle dame enten synger eller stopper med at sige undskyld! Så nu har jeg købt en billet til et helt andet tog, og jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem. Jeg skrider på landet, hvor jeg, efter et hurtigt opkald, har lånt et hus til mig og min solitude.
Desuden stjal jeg askebægeret på mit hotelværelse, så hvis nogen spørger, kan i jo altid bare sige at jeg er på flugt med migselv♥
Jeg trænger til det, og mon ikke at vi ses igen.
Chin-chin!

I HUSET

Når mørket rammer vindueskarmen og fuglene stopper med at synge, er her så stille at jeg kan høre min egen puls. Her er faktisk så stille, at det næsten gør ondt i ørerne. Det føles som om at stilheden er kravlet skrigende og direkte ind i øregangen, og nu bare ligger der, fordrukken, lugtende og uintelligent, som teenagere den sidste dag på roskilde festival. Lige dér, midt i min øregang. Og måske er det slet ikke stilheden der gør ondt, måske er det meget værre. Måske er det tinitus, fra koncerter uden stop, bodegalarm og mandestøn.. Måske er det alt det jeg nogensinde har hørt og set og gjort. Måske er det omvendt, og alt det jeg aldrig gjorde, sagde eller så. Måske er det djævelen, samvittigheden og konspirationsteorien om hvad fanden der blev af meningen, og kærligheden. Måske er det DIG der tumler rundt derinde, i takt med uret på væggen der tikker og takker så højt og tungt, at det føles umuligt, at glemme tiden der går sin gang. For slet ikke at snakke om cigaretten der ryger sig selv, i askebægeret imens mine øjne danser, mellem bogstaver og skygger der lige bagved stilheden, gemmer sig over den venstre skulder. Eller måske er jeg bare blevet ædru.