tirsdag den 12. maj 2015

KÆRE CHARLIE, JEG SAVNER DIG IKKE?
Så den ene dag flyver du til London,på jagt efter den sorte hund, Charlie, der ikke har vist sit grumme fjæs i flere uger, og du tror at du skal dø, eller blive syg, eller det der er værre, for du har det godt og det var vi ikke vant til heromkring og så den anden dag flyver du til Berlin og drikker whiskey i himlen og hænger ud af hotelværelsets vindue med hele lortet i hånden og skriger højere end måger og metroen kører. Så en dag stopper angsten, for alt det vi aldrig fik gjort og du har det nærmest godt. Så skinner solen over skyen og blomsten og bien, summer og det hele går bare lidt hurtigere, end det nogensinde gjorde før og du drikker jo også alkohol og så snakker folk andre sprog, og så blev du klog, klogere end nogensinde før, og så bestiger du et bjerg efter en nat på en engelsk pub, med bluegrass og alt det der aldrig har en knap med ordet stop. Så kaster du dig selv ind i en bil natten til lørdag, vågner op i jylland og bliver næsten irriteret af de høje fuglefløjt. Så bliver du væk på en perron i Berlin, hvor en bums snakker som Anders And og så blev det pludseligt nat igen. Så er du i en jazzklub, hvor en negermand med pimp-hat trykker din skulder på plads, imens trompeten brager og en mand hamrer rundt på en sin alt for store kontrabas. Så falder du ned af trapperne fra byens bodega, hvor en mand med rødt skæg serverede dig, nok lidt for meget, Fernet Branca og du blot tager dig til hovedet og griner, over at dine tænder stadig er der, og så vågner du op, festen er slut og du skal til møde i Pisserenden, med din redaktør, men du kan næsten ikke engang gå ud af din egen hoveddør. Men du gør det, og det begynder at regne, imens du halter gennem storbyens gale gader, godt gemt at din sorte jakke og solbriller. For selv når det regner, er du ekstremt cool, Charlie, selv når du sidder i sengen med ondt i siden og frossen spinat placeret på knæene grundet trappefald, er du ekstremt cool, Charlie. Selv når haglen klaprer, Charlie, på tagene over husene og de små menneskedyrs liv og hemmeligheder, så er du ekstremt cool, Charlie. For du gjorde det. Du tog i skole, du tog på arbejde, du tog billetten til endestationen og du så solen stå op på en klippetop. Og det er der sgu ingen der kan tage fra dig.DU åd det, Charlie. Du åd det med skræl på. Gu gjorde du så, Charlie. Og så kan det da godt være du hverken kan gå eller stå, men du kan sidde forrest i bussen, sammen med de ældre og forkrøblede. Og så fik du jo også set dét fra dén vinkel, Charlie. Og inden du får set dig om, så har du spist hele verden, og så er alt jo relativt, det der med de ekstra kilo.
Kan du følge mig, Charlie? Jeg savner dig ikke. Jeg savner ikke dit grumme ansigt, Charlie. Og nu er der kun tastaturets klaprende lyd og vejen, tilbage på den plads som du sad så heroisk på i flere år, Charlie. Og det takker jeg dig for.
Tak, Charlie. Farvel, Charlie.