mandag den 6. april 2015

PÅSKEN VAR HELLIG

PÅSKEN VAR HELLIG - TRODS DEN GAMLE VERDEN - STOD I PÅSAT BRAND

Klokken var halv tre om natten, og jeg slentrede ned af Istedgade iført solbriller. Jeg ved ikke hvordan, jeg formåede at slæbe min egen krop hjem den aften. Men lysene langs Istedgade var skarpere end normalt, og jeg kunne mærke hvert eneste atom i min krop, selvom min ene fod føltes iskold og jeg nok aldrig helt får et decideret svar på, hvad vi egentligt røg den aften.
Manden der havde skaffet røgelsen, prøvede at overbevise mig om, at det hele bare var matematik, imens han bød på en øl, inden han ville slippe mig fri og ud i natten, bare for at sikre sig, at jeg tog imod følelsen på den sunde måde. Der gik kun to sekunder, inden det begyndte at virke, og følelsen af panik sparkede ind med det samme, så jeg koncentrerede mig kun om at stave til mit eget navn på en brugt konvolut, selvom bogstaverne så mere og mere snørklede ud og næsten ramte køkkenbordet.
Manden blev ved med at forklare om det matematiske i den følelse, vi nu alle sad med.
Jeg har aldrig fattet matematik, og jeg fik vist kun 6 til eksamen fordi at de havde ondt af mig, dengang i folkeskolen.
Men så fattede jeg det. Jeg fattede alt hvad manden snakkede om. Jeg fattede det hele. Trods blodet i mine årer fløj afsted fra hjerte og hjerne, med sådan en hast, at jeg troede et hjertestop skulle blive min død. Jeg besluttede at omfavne følelsen imens den indre stemme, blev ved med at messe "omfavn følelsen, omfavn følelsen, omfavn følelsen" troede jeg til sidst på det. Selvom tiden den stod stille, og der sikkert kun var gået ét til to minutter i panikkensland, så stod jeg pludselig og ventede på bussen med hele verden i hånden.
Ingen former for hallucinationer havde ramt mig, men det hele var så ualmindeligt klart den nat, at jeg var overbevist om, at jeg hele mit liv, indtil nu, havde været blind. Jeg kunne mærke mine egne hårstrå gro. Og måske var jeg virkelig blind, for selv denne mandag formiddag lyser himlen blå purpur, som var det aftenens forførende pegefinger der lokkede himlen, mod skumringen og den begyndende nat. Og måske var det svaret på det hele, for det gode gamle mørke, har ikke rørt ved mig siden.

Det hele startede for en uge siden. Jeg ved hverken hvordan, eller hvorfor det startede, men jeg ved at vi drak fem flasker whiskey på to dage, og jeg ved, at jeg aldrig glemmer synet, af min gode ven stavre og dingle fra side til side, ned af istedgade for at hæve penge, for hvad er egentligt smukkere, end at se en to meter høj mand, stå og holde fast i hæveautomaten for at holde balancen ved højlys dag. Det startede bare, som et brag, i sidste uge. Onsdag aften skete ulykken, og dedikationen til mig selv og elendigheden kunne begynde. Den lange og ulykkelige forelskelse forsvandt om torsdagen og åbenbaringen, den ramte mig om fredagen, og lørdag nat, havde jeg svarene på det hele, i min hule hånd.
På mindre end fire dage, forvandlede hele verden sig. Og det kan vel betyde alverdens ting og sager, og der var selvfølgelig druk og der var også stoffer. Men der var svar, der var umiddelbar kærlighed og der var blødende sår, der blev til ar.

Og pludselig, var jeg endeligt og oprigtigt, fri.

Og så kan det sagtens være, at friheden ER erkendelsen, af fremmede mænds forlagte armbåndsure på natbordet, morgenfester og orgier på køkkengulve, som du ikke gider, at deltage i. Det kan sagtens være, at friheden er elendigheden, der erkendes på den hårde måde. Det kan sagtens være de lusede lejligheder, de fremtvungne kærlighedsbeskeder og den uendelige ensomhed, der aldrig stopper.  Og det kan sagtens være, at dét ikke er sundt, men det var det andet fandme heller ikke.

For vi ejer ikke en skid, på denne planet. Hverken kopnudler eller orgasmer, hverken penge eller dobbeltsenge, for slet ikke at snakke om hinanden og vores forskellige laster.
Og desuden er der ingen der ved, hvor længe vi er her. Og lige pludselig, er det hele bare for sent. Og når tiden kommer, gider jeg fandme ikke at være hende, der sad derhjemme uden håb og sov med en pistol under hovedpuden.

Og jeg drikker for meget, jeg ryger for meget, elsker for meget og foragter det hele på en og samme tid, men det er så ustyrligt smukt, det der tragikomiske koncept, af det der, med at være til.

Den anden dag så jeg gadelamperne tænde på samme tid, og det var magisk.

Og derfor, er jeg.