mandag den 27. oktober 2014

NOGET OM VANER

Jeg er en vindueskigger, sådan en der slentrer rundt i mørket og lurer ind i alle andres små virkeligheder og hemmeligheder. Det er ikke fordi at jeg er en freak, eller at det tænder mig på nogen måde. Det er faktisk ret uskyldigt. Ligesom når jeg sidder tæt ved lånestationerne på hovedbiblioteket, bare for at se hvad andre mennesker låner. Det er også ret uskyldigt. Indtil mænd feks. genert låner selvhjælpsbøger, med røde kinder og ører - der bliver det underholdene på andres bekostning.  Men helt ærligt, så hader jeg ikke andre mennesker. Jeg behøver bare ikke at være tæt med dem. Hvis jeg sådan RIGTIGT skal hygge mig, så bruger jeg en hel dag på at slentre gennem byen med musik i ørerne. Jeg tager 5A fra Amagerbrogade, da metroen er 2014' svar på det sidste tog mod Auschwitz, og jeg af en eller anden grund har jeg udvilket en form for kampsved, hver eneste gang jeg nærmer mig metrostationen. Så jeg tager bussen, jeg tager bussen til Hovedbanegården og går igennem til Istedgade, så ryger jeg en smøg imens jeg går i modsatte retning, for at støde ind i rådhuspladsen sammen med resten af hele universet. Og jeg brokker mig, jeg brokker mig over alle de mennesker, unge mennesker og gamle mennesker, der ikke ved hvor de skal hen eller kommer fra, jeg brokker mig over turisterne og deres brede kort og bæltetasker, jeg brokker mig over romaerne og deres tiggende blikke og hænder, trods de sikkert ejer mere end mig selv. Jeg brokker mig over damerne med barnevogne, der tror at de ejer hele fortorvet, blot fordi at de har født et andet menneske og derfor har hjulpet endnu et individ til den overbefolkede planet, Moder Jord. Jeg ved ikke om i har set ham, Isbjørnemanden også kaldet Blokfløjtemanden. For et par år siden stod han langs strøget, og var vist også omkring i Nyhavnen, men han blev  smidt væk fra byens café-cancer gader, da han var for irriterende for pøblen. Det var sgu i aviserne og alt muligt. Men hvis i ikke har mødt eller hørt om ham, kan jeg fortælle at Blokfløjtemanden han er en ældre herre iført blå anorak og en Isbjørnehat. Han spiller blokfløjte. Han spiller blokfløjte så vildt, at ingen har kunne forstå det. Vi snakker den samme tone og det samme monotone tempo, og vi snakker i flere timer i træk. Hvis jeg blot kunne nynne det for jer på skrift - "iih iih ihhiii iihhh iihiihi iihh ihh" lyder det. Alle elsker at hade ham, men jeg har dog en konspirations teori, der går ud på at han højt sandsyneligvis er super-intelligent, og han ligesom mig, er vild med at studere mennesker og deres adfærd. Tænk lige over det, det ville være et enormt projekt, og han ville have været igang i flere år. Det skulle ikke undre mig, at der om et års tid eller to, kan købes en bestseller af en bog i Arnold Busck og Bog & Idé, omhandlende lige præcis denne episode. Så husk at i hørte det hér først! Fra Rådhuspladsen lister jeg igennem Pisserenden, da strøget er et farligt sted, og det er kun i absolut bedste humør, at jeg begiver mig ud i det vanvid. Pisserenden er et fristed for alt den slags, eller så at sige - hvis man da ikke skulle være et skarn  og dumpe ind på pisserendens perle, Floss. Det er selvfølgelig en helt anden og meget mere underholdene form for vanvid, end strøget er. Men det kommer selvfølgelig an på hvad klokken er. Hvis klokken er omkring middagstid, så lister jeg blot videre og lige forbi. Man er vel en dame, endnu. Videre fra Pisserenden mod Nørreport, indre by's cancerknude binder hele byen sammen. På Nørreport står Aksel med hans hund, Aksel spiller guitar for døve ører. Men Aksel er en god mand, med fanen højt. Jeg drejer ned af Købmagergade og lister langs væggene, man skulle jo nødigt rende ind i nogen man kender. Det er ikke fordi jeg ikke vil møde nogen jeg kender, jeg har bare travlt med dagens daglige gøren. Og jeg arbejder jo ikke ligefrem fra 9 til 5, eller hvad? Nej, jeg arbejder hele døgnet rundt, hvis man da overhovedet kan kalde det for at arbejde. Egentligt, så laver jeg vel ikke en skid. Sådan ville nogen nok se på det, men det gør mig nu heller ikke så meget. Jeg drejer til højre af Fiolstræde, der ligger Hovedbiblioteket. Der skal jeg ind. Normalt gemmer jeg de bøger jeg læser, inde på biblioteket, da jeg ikke må låne bøger med hjem længere. Det må jeg ikke fordi at jeg hellere vil ryge og drikke, i stedet for at betale min biblioteksbøde. Så lister jeg rundt bag bogreolerne og gemmer bøgerne bag andre bøger, så ingen andre kan låne dem, i hvert fald ikke før at JEG er færdig med at læse dem. Det er pisse selvisk og mig-mig-mig-generations typisk, men jeg elsker det. Jeg morer mig med det. Det eneste minus ved den ordning, det er at jeg ikke kan ryge inde på biblioteket, så jeg er nødt til at pendle mellem min stol og hovedindgangen for mit nikotin-fix, og når jeg så kommer tilbage, så er der en eller anden højpandet gymnasie-nar, der har nakket mit space. Men alt det er ligegyldigt nu, hvor en venlig engel har betalt den forpulede biblioteksbøde. Men altså, der er mange ting at lave på sådan et bibliotek. På anden etage kan man lytte til plader og slænge stænger i en lækker lænestol. Det er sgu da til at arbejde med. Når jeg har hængt på biblioteket i en time eller to, så er der to muligheder. 1) hvis det er onsdag, så slentrer jeg forbi min gode ven Jacob på kaffebaren, hvor han om onsdagen altid sidder og skriver på et eller andet, som han sandsynligvis aldrig bliver færdig med. 2) kaffe på BoBi bar, det eneste sted i byen, hvor man kan få sig et ordenligt skud koffein med tilhørende nikotin. På BoBi bar er der kun ældre herrer på det tidspunkt. Bevares, der er vel nok også en eller to stykker med universitets-knægt. Men så sidder vi der. I ro og mag, pulsende på vores kræftpinde og nyder tilværelsen imens at hele verden går i stå i øjeblikket, til lyden af aviser der bladrer med dedikerede og kælne hænder og "Cheek To Cheek" af Louis A og Ella F. Jeg er sådan en utrolig irriterende digter-type, der render rundt med en notesbog i tasken hele tiden, det er her den kommer på banen. Notesbogen bliver fisket op af det uendelig dyb og så begynder de små og krøllede ord ellers at liste frem på papiret. Det kan være hvad som helst, sidst jeg sad der, der skrev jeg om hvilken fantastisk RO der falder over København når efteråret rammer. Jeg brugte flere halve timer på det skidt, indtil døren gik op og fem stive fodboldfans væltede ind. Ret ironisk. Jeg prøver ofte på, ikke at falde i øllen. Jeg er faktisk ret vild med at være ædru og sober. Så længe jeg er alene. Men det sker jo det skidt, så efter et par kopper kaffe og hvad der ellers hører til, der bliver mig og bartenderen på BoBi ofte enige om, at nu er det vist ved at være lovligt at drikke den søde humle igen, og så stikker hun mig en bajer. Så drikker jeg min bajer, og falder ofte i snak med stamkunderne, der i sig selv kræver endnu en bajer eller to. Så når klokken den slår 18.00 og familierne er skredet hjem for at spise aftensmad og se -hvad der nu end er i fjernsynet - der lister jeg ud på gaden igen. Så er der to veje det kan gå, enten tager jeg hjem og hænger ud i morgenkåbe med benene oppe. Eller også tager jeg på tur. "Turen" går ud på, at jeg starter med at drikke ét sted, og ikke tager hjem, før at jeg har været hele turen igennem. Jeg har flere stamværtshuse, så de "ture" har det med at blive ret lange. Nogengange varer de flere dage. Stamværtshusene strækker sig helt fra hvor jeg bor på Amagerbro, på Lassie Bar der ligger lige om hjørnet,  til Christianshavn hvor Eiffel mama altid er klar på en snak og en bajer på Eiffel bar, til indre by, hvor Floss, BoBi, Rosengården, Moose og Nørreport bodega kender mit navn, og så er der selvfølgelig Jazzen på La Fontaine til Vesterbro, på Jernbanecaféen, der er dyr som en i helvede, men har så meget charme, at man ikke kan lade være, ligesom Freddys bodega, hvor en plade John Mogensen kan gå i hak og folk først opdager det efter et kvarter og så igennem Nørrebrogade, på det rene glas eller forbi spillestedet stengade og helt ud til Nordvestkvarteret hvor mine 24 fædre stadig sidder i de mørke lokaler jeg plejede at være bodega mor i. Så at turene måske bliver lige lovligt lange og måske lige lovligt vanvittige til tider, det er sgu da til at sætte sig ind i. Men det er befriende på den måde, når byen sover og kun meget få er vågne, og man selv kommer slingrende med en bajer i inderlommen og kan se folk putte sig ind til hinanden i sofaen, i skæret af artilleri lysshowet fra fjernsynet der buldrer derud af.  Trods alt det, så vil jeg nu se mig selv, som et ret stille og roligt menneske. Der findes ikke noget bedre, end at hænge i morgenkåben alene derhjemme. Der er der ro! Du kan selv bestemme musikken - og så kan man være ligeså grim som man vil imens. Derfor har jeg også altid rullet gardinet op, hvis der nu skulle komme en vindueskigger, som mig selv, forbi. Også selvom at jeg bor på første sal.  Vi er jo forhelvede bare mennesker, med forskellige vaner. Bevares, det hænder da også, at man bliver inviteret til det ene og det andet, og man af den grund er nødsaget til at forlade morgenkåbe og hoppe i et eller andet stramt, for at se sin vens nye band eller vise sit fjæs til en bogudgivelse. Og alt den jazz. (også selvom at man ikke har lyst)