torsdag den 26. juni 2014

REJSEDAGBOG #5 - MAJAS MUSIKHISTORISKE MUSEUM

Jeg vil snakke om musik idag. Det bliver langt! For på førstepladsen af grunde til at være i live, står de skrevne ord og musikken fuldstændig lige for mit vedkommende. Dét vil de inkarnerede fnatmider nok syntes, at gøre mig til en middelmådig digter og forfatter, da skriften "altid skal komme i første række" men jeg synes at de to ting hører sammen som pande.... og bacon.

(trommehvirvel)
MAJAS MUSIKHISTORISKE MUSEUM:

Dengang jeg var lille og fik mine første lommepenge i start 90'erne, som andre børn måske ville have brugt på legetøj eller slik, der købte jeg en cd og en plakat med Michael Jackson.(Som jeg ikke kan fordrage idag, men hey, R.I.P.) Jeg var omkring de 5-6 år gammel dengang, desuden handlede den første sang jeg kunne udenad, som en skotte der lavede sin egen whisky, men jeg kan ikke huske hvem der har lavet den


 Årene gik og musikken blev mere og mere vigtig. Jeg husker desværre ikke meget fra min barndom, men jeg husker at min mor havde en plade med Aerosmith, hvor coveret var et piercet ko yver og at hun sang John Mogensen for mig og at jeg lærte Østkyst Hustlers og Rockers By Choice pladerne udenad på mit værelse i smug. Allerede fra en tidlig alder var jeg optaget af rim og den talte poesi.


Jeg husker mig selv stå foran spejlet, med bukserne omvendt på, til dette nummer:



Min mor vækkede mig altid længe før jeg skulle i skole, så jeg havde tid til at høre musik og være mig selv, inden jeg skulle afsted. Jeg har aldrig været god til at gå i skole, eller til at passe ind i de normale kasser. I folkeskolen hørte jeg Lenny Kravitz i de første klasser. Jeg havde alle hans cd'er og havde dem med i skole hver eneste dag. Så lagde jeg dem frem på mit bord, pertentligt og nydeligt og betragtede mit lille alter imens læreren snakkede om anden verdenskrig og jeg drømte om guitarsoloer i slowmotion.


Da jeg var i starten af teenageårene, var det elektronisk og den lidt hårdere rock der hittede. Jeg stod på skateboard med drengene og røg cigaretter i busskurene i frikvarterene, imens de andre piger fra klassen hørte backstreet boys og flettede hinandens hår. Min første smøg var ikke engang en rigtig smøg. Jeg boede ude på landet i en lille landsby ved navn Sdr. Stenderup dengang. Der var en lille købmand og en fodboldbane. En veninde, et par år ældre end mig, vi listede ofte ud på marken og røg strå (?) i smug. Når jeg kom hjem, skyndte jeg mig at børste tænder, så min mor ikke kunne lugte røg. Men min mor har altid røget over en pakke om dagen og kunne højst sandsyneligvis ikke engang lugte hvis der gik ild i hende selv. Jeg blev uvenner med pigerne i landsbyen. Det var dengang internettet og de sociale medier var nyfødte. De skrev hadebreve på et forum der hed "Lunarstorm" - så jeg gjorde selvtægt. Jeg gad ikke det der med computeren, så jeg spadserede alene, stolt og vred op til deres indkørsel med et stykke kridt i hånden og skrev med store og brede bogstaver " FUCK ANNA OG NINA, HILSEN MAJA"  - Det blev der en værre ballade over, men min mor kunne ville ikke skælde mig ud, da jeg jo for fanden havde skrevet under og på den måde stod ved min handling. Det blev også starten på en fin graffiti karriere. Jeg begyndte at hænge med drengene i landsbyen, selvom at jeg gik i skole inde i byen. Det var sommer, da en dreng med briller væltede på skateboard udenfor vores stråtækte hus. Min mor vaskede hans blodige albuer, og det var starten på flere års venskab. Jeg var omrking de 13 år, tror jeg(?). (Jeg bliver så meget dement engang)



Jeg husker tydeligt min discman med støddæmper, som jeg hver morgen i bussen mod byen, hørte musik på, på vej i skole, iført mine hængerøvsbukser og med mit skateboard under armen.

Vores hus brændte ned til grunden da jeg var 13 år og alene hjemme med en veninde. Min mor var til fest inde i Kolding og hendes mand var kørt ind for at hente hende om natten. Jeg husker at det bankede på vinduet. Det var min alkoholiske nabo der stod i underbukser og råbte, at der var ild i stråtaget. Jeg troede ikke på ham, før at der stod en brandmand på mit værelse og sagde at vi skulle ud, og at det skulle være NU. Jeg fik fat i min hund og min kat, og løb udenfor i undertøj med min mobil telefon i hånden, og det eneste jeg ellers husker, var at jeg tænkte på, at min mor ikke måtte finde de øl og cigaretter jeg havde gemt bag spejlet på mit værelse. Vi flyttede fra landsbyen ind til gågaden i midtbyen, i Kolding. Der rendte jeg ind i ret meget ballade, blev smidt ud af et par skoler og fik ret mange tæsk, men det gider jeg ikke at komme videre ind på nu, da det er musikhistorien det handler om. Jeg husker det som en hård tid, og at jeg hørte meget rap. Både udenlandsk og dansk og at jeg var omkring de 14-15 år.



Jeg blev konfirmeret i ottende klasse og jeg brugte alle mine konfirmationspenge på cd'er i Århus på min blå mandag. Og på en Ipod. Ipod var det helt nye dengang. Det var stadig rap, og rock. Min playliste indeholdte blandt andet: 



Jeg ville gerne selv være rapper, og jeg tror at det var der, det dér med poesien startede. Jeg sad på mit værelse og skrev alle teksterne ned flere timer om dagen, indtil jeg kunne dem udenad. Rapperne skrev rim om det hårde liv, på gaden og i byen, og havde stadig hovedet højt. De gjorde en ære ud af at leve det hårde liv, og gjorde de grimme ting til smukke metaforer. Det dragede mig fra en tidlig alder. De engelske rim oversatte jeg til dansk, og de danske skrev jeg bare ned, igen og igen og igen. Jeg var ikke en bogorm da jeg lille, jeg havde ikke ro nok i røven til at sidde og læse en bog, men musikken var som historier for mig.

Men selvom at jeg var til hiphop og det skulle være så gade som muligt, så hang jeg stadig ved de gamle gutter, så som :



Min mor fandt ud af at jeg røg, da jeg var 13, og det var ikke sådan at hun forbød mig det, det kunne hun ikke, hun røg selv. Men som altid, havde jeg heller ingen penge dengang, så hver eneste gang jeg ikke havde råd til smøger og var smøg trængende, så kostede en smøg ét digt. Hun har stadig alle digtene liggende et sted i gemmerne. Nogle bedre end andre. 

Jeg blev sendt på efterskole i 9'ende klasse. Der blev jeg, som altid, hurtigt optaget i drengegruppen. En gruppe punkere fra Odense. Det vendte ligesom op og ned på tingene, og den hårde tid stoppede brat. Efterskolen var en befrielse for mig. Væk fra hverdagen, væk fra tæsk af pigebander, væk fra Jylland og alt det kontinuerlige Kolding lort. Jeg fik min første kæreste på Efterskolen. Jeg havde selvfølgelig haft andre kærester, men ham her, han var min første ægte kæreste. Og jeg har aldrig nogensinde været forelsket i nogen, som jeg var i ham. Og jeg er rent faktisk stadig i tvivl, om jeg nogensinde bliver så forelsket i et andet menneske igen. Det er ikke lykkes endnu. Vi var sammen i 3 år, plus minus og han lød/lyder sådan her: 


Resten af efterskoleåret lød sådan her: (indsæt selv haltende guitarakkorder og bålsang i cirkel)


Da jeg var færdig med efterskolen, begyndte jeg i gymnasiet, der gik jeg i 3 måneder, men droppede ud da jeg blev optaget på fotografskolen i Viborg. Jeg flyttede til Viborg som 16/17 årig, for ung til at få SU, så jeg boede på et skolehjem. Jeg kendte ikke en sjæl, men timerne på fotografskolen var fede, selvom jeg rendte rundt alene det meste af tiden da andre studerende var meget ældre end mig. Musikken var efterhånden meget blandet, det var hiphop, rap, reggae, funk, soul, punk og rock og hvis tingene kunne blive blandet sammen, var det endnu bedre:



Dengang ungeren blev ryddet, rejste vi fra Jylland til København flere gange om måneden. Jeg havde aldrig rigtigt været meget i København. Der er fandme mange gode historier fra den tid. Jeg røg feks. min første joint alene i Folkets hus, til en punk koncert. Jeg var blond og karseklippet og havde piercinger i hele kraniet. Jeg besvimede og blev slæbt udenfor. Jeg røg i det hele taget ret mange joints dengang. Idag kan jeg ikke tåle det. Måske fordi at jeg har røget de joint, som jeg skulle ryge. Det var en tid med gadefester, demonstrationer,anholdelser, fester i parkerings kældere, kirsebær-vin-druk-punk og hjemme-piercinger.  Mig og nogle andre aktivister besatte et hus i vejle til arrangementet BZ DK efter rydningen af ungeren. Hver gang jeg fik en bøde eller blev anholdt betalte min mormor bøden, fordi at hun synes det var godt at vi unge mennesker kæmpede. Når vi var i København sov vi på hovedbanen eller på lasede sofaer, hvor nu end der var plads.  Den tid lød sådan her:



ET LILLE SIDESPRING.
Trods min hang til rap og rock, så hørte jeg også alt muligt andet. Jamiroquai har altid været højt på min liste af musik og er det stadig. Min mor hørte utroligt meget Stevie Wonder og Barry White da jeg var lille, så det hang også ved. Jeg er vild med alt det der swinger. Alt med den der, markante og friske men tunge rytme, den der rytme, som får benene og fødderne til at bevæge sig. Sådan du ved, at du næsten kan mærke det ud i fingerspidserne. De der toner, der gør dig til dronning af verden, så længe nummeret er igang. For musik, det er de der usagte følelser, musik det er smykker til sjælen. I får lige et par stykker af dem her:


Jeg droppede ud af fotografskolen, fordi at jeg ingen penge havde og flyttede tilbage til Kolding. Jeg flyttede hjemmefra lige inden min 17 års fødselsdag, i en lille et værelses lejlighed ovenover en dyrlæge og startede på musiklinjen, på en produktionsskole uden for byen. Jeg kan ikke huske hvordan eller hvornår jeg var begyndt at gå mere over til den hårde musik, jeg var begyndt at hænge med nogle ældre gutter og jeg var lige flyttet hjemmefra, ungeren var blevet ryddet i København og jeg holdte fester hver eneste gang muligheden bød sig. Desuden var det også den tid, hvor jeg begyndte at lade mig tatovere i den lokale tattoo shop, hvor jeg havde hængt ud længe inden min 18 års fødselsdag - Det lød sådan her:




På produktionsskolen begyndte jeg at synge i et band og vi tog på tour i tyskland, vandt nogle konkurrencer og havde det i det hele taget skide sjovt. Jeg drak (også) ret meget dengang, men arbejdede i mellem tiden som telefon sælger hos Jyllandsposten, for at tjene ekstra penge hjem til huslejen og billig bajer fra netto, selvom min mor hjalp med pengene. Det var en vanvittig tid. Vi spillede 80'er rock, blandt andet disse numre:


På produktionsskolen havde vi fire musiklærere, to af dem ses her, fra deres tidligere band, Skagarack!


Min guitarlærer Jan, han blev manden der ændrede hele min verden på det musikalske plan. Jeg havde ført hørt lidt Jimi Hendrix, men det var ikke noget jeg havde hæftet mig videre ved.
En kedelig mandag morgen satte han en nummeret "Purple Haze" på og begyndte at jamme med sin guitar. Og jeg var solgt. Fuldstændigt solgt. På en helt anden måde end jeg nogensinde har været før. Jeg var så fuldstændigt oppe at køre over denne nye genre, at Jan lånte mig en skive med Jimi, jeg husker ikke hvilken, og skiven "Disraeli Gears" med bandet Cream. Som forresten er på min top fem, over de mest vigtige albums i hele verdens historien. Det er det her album:


Efter mit nye spring ind i 70'erne, takket være min musiklærer, lærte jeg alle de typiske bands at kende og dyrkede dem med største stil. Det var en helt ny genre, en helt ny følelse og en helt ny stil. De andre elever på skolen troede faktisk at Jan og mig havde en affære på et tidspunkt, det havde vi dog ikke, vi nørdede bare musik sammen på så højt et plan, at de troede at var forelskede. Det var vi også, vi var bare forelsket i musikken og delte denne glæde. Det var et cool og givende år, hvor jeg lærte at spille trommer, bass og at bruge stemmen. Det var også Jan, der fik mine øjne op for jazzmusikken. Men det kommer jeg til.

Jeg begyndte på HF efter produktionsskolen. Det var hårdt at starte i skole igen, efter disse år hvor det kun handlede om frihed og at dyrke musikken. Når jeg husker tilbage, så var det egentligt ret okay at gå på HF. Lærerene var fine og jeg var utroligt gode venner med kantinedame Gurli. Jeg havde valgt musiklinjen, og spillede sammen med drengene når muligheden bød sig. Jeg spillede nogle gange trommer og sang samtidigt, men bedst af alt, lavede vi et Rage Against the Machine coverband, hvor jeg fik lov til at hoppe rundt og skrige. Vi optrådte flere gange på gymnasiet med numre som disse, og jeg kan dem stadig udenad :


På HF dumpede jeg førsteårs eksamen, mest af alt fordi at jeg er en spasser til matematik og fysik, men også fordi at jeg på det tidspunkt var hjemløs og boede på min venindes sofa. Jeg fik dog lov til at gå videre til andet år, da mine egenskaber i Dansk og Samfundsfag var godt nok til, at matematikken og naturfagene ikke ville trække mig ned, trods at jeg var dumpet i stor stil. Anden års HF gik derudaf, jeg spillede satan i en musical og drak bajer i fredagsbaren, som alle andre normale HF'ere. Jeg begyndte at arbejde som bartender på byens in-sted, Pitstop som 18årig, samtidigt med at jeg gik i skole. Jeg arbejde torsdag, fredag og lørdag, lavede lektier (nogle gange) søndag og gik så meget i skole som jeg kunne. Det var hårdt, især fordi at jeg på jobbet drak ligeså meget, som de mennesker der var i byen. Men det gik, indtil jeg droppede ud af HF, to måneder inden vi fik studenterhatten. Jeg var blevet syg. I skallen. Dyb depression mente de. Og lægen gav mig en helvedes masse antidepressiv, som jeg tog i et halvt år, men stoppede med efterfølgende, da jeg ikke kunne mærke en skid. Jeg gad fandme ikke engang at onanere, så hellere føle hele lortet.

På Pitstop fik jeg tilsnusket mig titlen som DJ i en på bar på stedet kaldt Pornobaren. Der måtte der ryges cigaretter. Jeg var begyndt at hive fat i rap, hiphop og det elektroniske igen i takt med at min vennekreds ændrede sig. Men rappen og hiphoppen blandede sig sammen med det elektroniske på det psykedeliske plan. Jeg havde igen, opdaget en ny genre. Denne gang kaldet Dubstep, og hold nu kæft hvor jeg dyrkede den dubstep. Jeg gik i Adidas-suits, sneaks, guldkæder og med kasket og stod foroverbøjet over den mixer hver eneste weekend. I hverdagen malede vi graffiti og hvis jeg troede at jeg drak meget før, så skulle jeg tro om igen. Livet stod på at være så fucked og blæst som muligt, og ikke kun med alkohol og helst så det passede til musikken og det konstante stetoskoplys.  Det lød sådan her:


Jeg husker ikke så meget fra den tid, sjovt nok, men jeg flyttede hjem til min mor igen da galskaben blev for meget. Der gik tiden med at prøve at blive rask i skallen og at skitse. Jeg lavede ikke meget andet, end at gå til psykolog, nægte at tage medicin og at selvmedicinere mig selv når muligheden bød sig, på den lokale bar Knuds Garage hvor vi alle var en stor familie. Der var ikke mere at gøre i Kolding, jeg var blevet fyret fra jobbet som bartender og DJ fordi at jeg drak for meget og jeg havde set alt der var at se i Kolding.
Jeg tog til København for at besøge en veninde, og vendte aldrig rigtigt tilbage igen.

Sådan flyttede jeg til København.
København startede ud med at hænge med graffiti drengene, rapshows, undergrund og bartender jobs. Jeg startede på teknisk skole for at blive bogbinder og grafisk teknikker. Sådan gik det ikke.

Jeg fik hurtigt venner i København. Det har jeg altid været god til. Det hele gik stærkt og jeg begyndte at lege med skriften igen. Det kom sig af, at jeg begyndte at anmelde hiphop som skribent på Word On The Streets, en godt besøgt hiphop hjemmeside. Min første anmeldelse var af Rhymesayers touren der ramte Vega. Hvor flere af mine store idoler skulle optræde. Jeg var ved at pisse i bukserne af skræk, selvom at jeg vidste hvad jeg snakkede om, med næsten et helt livs hiphopkultur i baglommen. Det var disse flotte herrer :



Og eftersom jeg fik flere venner, der lavede deres egne ting. Enten rappede, spillede eller skrev, begyndte jeg selv at få nosser nok, til pusle rundt med teksterne, som var blevet min ting.
Min hjerne blev større og min depression mindre, i takt med at jeg levede min egen drøm ud. Man behøver ikke at blive sygeplejerske, blive journalist, få en studenterhue eller at liste ud i nyttejob. Der er masser af muligheder og veje. Så jeg slappede af. Listede rundt i København og duftede til storbyen.

Jeg fik et job som bodega mor i Nordvest, det gik der et årstid med. Det var der jeg for alvor begyndte at skrive. Stamkundernes samtaler var henrivende og jeg havde utallige timer til at tænke og åbne deres øl.
Sådan opdagede jeg også Tom Waits.  En af stamkunderne, Jim hed han, han kom altid før de andre, så vi havde masser af tid til at nørde musik sammen, han spillede Ol' 55 for mig og så begyndte vanviddet!.
-  Når jeg besøger bodegaen idag, er det som at se familiemedlemmer.

Efter den nyopdagede Tom Waits, tog jeg fat i jazzen igen. Jazzen har dog altid været der, på en eller anden måde. Trods rap, rock og punk. Meget hiphop har selvfølgelig også jazz i sig, så det var nok sådan det startede.

Jeg begyndte at læse bøger igen, jo mere jeg selv skrev og blev utroligt betaget af den såkaldte Beatgeneration. Beatgenerationen mindede mig om de rappere og musikere jeg tidligere i livet havde dyrket. Det der med, at gøre det andre mennesker måske syntes værende grimt, til noget ubegribeligt smukt.

Jeg dj'ede også lidt i København i starten, det var mest Electro-swing jeg gjorde mig i. Det lød sådan her:



En aften var jeg DJ på Loppen, til deres fødselsdag med gypsie tema.  Der mødte jeg en mand ved navn Claus Høxbroe, han var beatpoet. Jeg havde hørt om ham før, og havde været med til at hyre ham. Han fortalte mig om de åbne scener rundt omkring i byen, hvor man kunne befri sine tekster. (Tak!)

Det tog mig dog næsten to år, før jeg turde at stille mig op på scenen, men så gik det fandme også stærkt.

Så nu sidder jeg her idag, 23 år gammel, med forlag og nummer to digtsamling på vej, efter optrædender på Det Kongelige Teater, Hovedbiblioteket, utallige spillesteder, jazzkluber og barer, enten alene eller med band og består nogenlunde pt. af nedenstående toner (trods jeg sikkert har glemt en masse) - imens livet bare glider videre, lige præcis som livet skal! Og det er sgu' egentligt meget frækt.

Og klap dig selv på skulderen, hvis du har læst hele dette blogindlæg!

tirsdag den 24. juni 2014

REJSEDAGEBOG #3 + #4

REJSEDAGBOG #3

Jeg fik ikke skrevet rejsedagbog nummer tre, da dagen bestod af, at drikke mig sanseløst stiv i rødvin, på rekord tid, foran et bål. Sådan går det jo....

REJSEDAGBOG #4

Så nu sidder jeg her, med tunge øjne og tømmermænd, imens folk render rundt udenfor udhuset med motorsave og alt for meget energi og prøver på at save alle træerne ned, så "vi kan få mere sol på denne side af huset". Så kan i, solliderlige, jo forhelvede bare tage de få skridt om på den anden side af huset hvis i vil mærke solens stråler, det er sgu da skide nemt. Men ak nej, sådan ER menneskeheden. Det hele SKAL være bedre, større, nemmere, smartere. Det er ligesom med bøger. Jeg elsker bøger, jeg elsker at bladre i dem, jeg elsker når de bliver slidte af at ligge i tasken, jeg elsker at have et lille liv liggende. Bøger er charmerende. Hvis en mand ikke har nogen bøger derhjemme, så skrider jeg igen. Men nu, i denne elektroniske generation, så skal det hele være så skide smart og nu har de fandme opfundet en app, hvor du kan læse utroligt mange ord i minuttet. Du skal kun fokusere på ét punkt på skærmen, og trykke play, så vil denne app vise et ord i et split sekund feks. JEG - POW! HEDDER- POW! MAJA- POW! og så videre, på et split sekund, så vi kan læse MEGET hurtigere i fremtiden. FUCK fremtiden. Og FUCK elektronik. Jeg stoler ikke på det. Jeg kan heller ikke finde ud af det, faktisk. Jeg tror til tider at jeg er født med en magnet i kraniet, da alt elektronik jeg rører ved, går i stykker. Min telefon en helt smadret iphone 3 som jeg fik foræret. Min computer lever sit eget liv, tænder og slukker som den har lyst, skærmen går i sort, blå, grøn, gul og ruller op og ned, men så skal den bare have et dask med højre, så er den ok igen. Det er måske min egen skyld, da jeg har hang til at kaste med computeren når jeg bliver irriteret på skriften. Jeg gav ham engang sådan et slag, at han gik ud i blå skærm. Min computer er en han. Det hele halter i København, elektronikken halter, økonomien halter, jeg halter. Hele tiden : Hvor skal jeg få den næste pakke cigaretter fra? Hvor skal jeg få den næste øl? Får jeg mon mad idag? Her i Thy skal man kun tænke på, at huske på at kigge morfar's sko efter for edderkopper, inden man lister dem på fødderne fordi at storby fødderne ikke er vant til at træde på grus. Her regner det med mad og cigaretter, ja sågar rødvin regnede det med igår. Her sker til gengæld ikke en skid. Stilheden brøler i ørerne så det næsten gør ondt. Det er sgu' ærgerligt at der ikke er en form for mellemvej.

Åh, København.....

Alt er ligesom blevet mindre, imens hovedet er blevet meget større!

"Jeg havde travlt. Jeg var ikke vant til den slags vanvid. Det der med, at have travlt og jeg vidste ikke rigtigt om jeg var vild med det, eller om jeg hadede det. Det var et kærligheds/had forhold til den nyfødte form for succés. Min kalender var booket måneden ud. Imellem hvert job drak jeg og når jeg var ude på job, så drak jeg også. Jeg ville helst sidde derhjemme i morgenkåben og være sober, men det var som om, at muligheden aldrig bød sig, eller nok mest at min mund altid sagde ja, ja, ja JA forhelvede, hver eneste gang jeg mente et stort og rungende NEJ, nej, nej lad mig være, for fanden. Men jeg havde nu ikke tid til at være deprimeret længere, jeg havde kun tid til at prøve at dække poserne under poserne under øjnene og måske at redde håret inden jeg atter forlod hovedøren på vej, enten ud for at læse op, eller at tage ud og drikke et eller andet sted hvor muligheden nu bød sig. Den eneste grund til at jeg havde styr på og kunne huske hvad jeg lavede, var at jeg havde en lille sort kalender med mig i tasken hver eneste dag,  hvor jeg skrev hvert eneste job og hver eneste druktur ned, så jeg kunne skrive om det efterfølgende. Det fungerede for mig. Hvis jeg dog kunne læse min egen, til tider utydelige og ustyrlige håndskrift.
Jeg var til møde med mit forlag for et par uger siden- et nyt forlag startet af to fine gutter, som selv skrev og som jeg kendte i forvejen. Deadline d. 15 Juni blev aftalt og vi skålede i de indkøbte øl til lejligheden. Og så tog jeg på Floss. Jeg tog altid på Floss. Enten for at drikke kaffe eller bare for at sidde og hænge i baren med drengene med en gyldendame i hånden, inden det enten udviklede sig, eller at jeg tog hjem og så dårlige film på computeren, da søvnen aldrig rigtigt gad at lege med mig længere. Medmindre at jeg var fuld.
Jeg spyttede blod den anden morgen, den satans visdomstand var i evig fødsel og jeg havde ikke haft menstruation i halvanden måned - det kunne være at den havde tænkt sig at kravle ud den anden vej nu. . Overvejede også bare vende vrangen ud på mig selv, men jeg  nåede frem til, at jeg nok havde drukket den væk. Både vrangen og menstruationen. Den dag var det mandag. Børnene i gården skreg og solen prikkede til mig med en sylespids ildtang gennem vinduet. Jeg havde fødselsdag igår. Jeg har aldrig været fan af fødselsdage. Drak champagne fra morgenstunden og sad på altanen med min halvtredsårige sambo og ét stykke med mandfolk, jeg vågnede op med ved siden af, i min seng. Tillykke Maja, endnu et år er gået og du vågner stadig op til akkurat de samme galskabs-trommer som du altid har gjort. Fødselsdagen gik. Den blev overstået. Med besøg af min mor og en tur ud i verden, først på værtshus og en tur på Christianias Jazzklub, hvor jeg sad og pimpede rom med en gammel neger med fjer i hatten. han snakkede ikke ét ord dansk og han havde gule øjne og ligeså gule guldkæder om halsen og ringe på alle hans fingre. Han lignede en af dem der fra 70'er filmene. En pimp! Men vi drak rom, sammen med hans ven og en meget hvid ældre dame. Når han tog hende på låret så det helt mærkværdigt ud. Hans sorte og beringede fingre på hendes slaskede og hvide kalkunlår. Musikken var vild, natten var ung, jeg var gammel og jeg havde ikke længere fødselsdag da to af mine venner ringede, jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde, men de ville have at jeg skulle komme udenfor. Så jeg pakkede arme og ben sammen og kravlede ud af jazzhulen. Vi prøvede at stjæle en to meter høj isvaffel på vej hjem men måtte opgive, og endte hjemme ved mig, til klokken lort mandag morgen. Naboerne bankede i loftet omkring kl. 07, men jeg husker ikke så meget. Jeg gik i seng.
Dagen efter prøvede jeg at stå op omkring klokken femten, med rystende hænder og ondt i lænden. Jeg aner ikke hvad jeg har lavet. Jeg har haft ondt i lænden i flere uger. Den anden dag prøvede jeg at åbne ovnen, det gik fint, indtil jeg skulle bøje mig op igen. Så sad jeg fast der. Med en ynkelig krumbøjet ryg iført morgenkåbe, med make up ned af kinderne og ville bare gerne æde nogle forpulede rundstykker og kunne ikke bevæge hverken ryggen, eller lænden opad igen."
Jeg er på ædru ferie forhelvede, og nu sidder jeg her med tømmermænd alligevel.
Må hellere gå en lang tur.

Her er et digt fra min kommende digtsamling:

Stablet som i de massegrave under Holocaust
vi dengang hørte om i sløret slowmotion
i folkeskolens lumre lokaler
imens vi ridsede
vores navne ned i bordene
dehydrerede og hungrende
og delte cigaretter på toiletterne
af kedsomhed


Nu blot langs den tilrøgede bar
på rad og række i langsom march
mens drengene læner pænt

pukkelryggede i hjørnet
store og hvide
tørstige elefanter
tungt placeret på den bøjede barstol
med snablen i hvert eneste vandhul


Og de raflede

med livet
om hvad de nu end kunne
komme i tanke om


Med usynlige jødestjerner
mærket fast til tøjet
Gentog historien sig
om og om igen
Indtil bartenderen jog os ud
af vores fædreland
Og vi alle
Døde enten alene og fordrukne
eller sammen
Ovenpå hinanden
Gassede, nøgne og blege




//Rævekys

søndag den 22. juni 2014

REJSEDAGBOG #2

Her i Vestervig, byen hvor jeg lige nu holder til, går der mange historier rundt omkring i krogene. Det er jo en lille by, helt i udkanten af Thy, Nordjylland. Her i Vestervig ligger der en lille Købmand, skolen for kirkeorgel, en enkelt kro med tilhørende hotel og et bodega (som jeg forresten lige har tænkt mig at se nærmere på en af dagene) Her sker ikke så meget. Men specielt historien om Kong Valdermar den Store's søster, Liden Kirsten, dragede mig.
Kong Valdemar havde planlagt, at hun, Liden Kirsten, skulle giftes med en rig mand med stor magt. Men som altid, går det hele aldrig helt efter bogen eller forventing eller ønske her i livet og man kan ikke lave pis med kærligheden, og Liden Kirsten blev supersonisk forelsket, i en fyr ved navn Boris. Boris var ansat ved hoffet, men var også bror til Kong Valdemar's dronning, Sofie - det gav Boris titlen som Prins Boris. Kong Valdemar var ude at rejse, da Prins Boris og Liden Kirsten forelskede sig i hinanden. De var lykkelige,Da Kong Valdemar vendte hjem, var Liden Kirsten højgravid med Prins Boris's barn. Kong Valdemar blev så vred, at han tvang Liden Kirsten til at danse og synge i timevis. Det er der ikke rigtigt nogen der kender grunden til, men det er fandme hardcore og rock n' roll. Hun kunne selvfølgelig slet ikke holde til det, og til sidst segnede hun om på dansegulvet, død som sten. Prins Boris fik stukket øjnene ud og blev kastet i fængsel. Liden Kirsten blev begravet på kirkegården, ved Vestervig kloster. Et par år efter Liden Kirsten's død, var Kong Valdemar blevet lidt blød gennem årene. Formildet kunne man sige,  så han gav tilladelse til at Prins Boris kunne blive flyttet fra sit nuværende fængsel og til Vestervig. Her sad han i et tårn der sad ud mod kirkegården og om livet havde han en jernlænke, der lige netop var så lang at han, blind eller ej, kunne besøge sin elskedes grav, hver eneste dag. Da Prins Boris døde, gav Kong Valdemar lov til, at Prins Boris blev begravet ved siden af Liden Kirsten. Den sørgelige historie er blevet fortalt i mange sagn og folkeviser, og parrets fællesgrav ligger endnu i Vestervig. Lige heroppe bag træerne hvor jeg sidder, faktisk! Nu er det en skik, at brudeparrene efter vielsen, lægger en buket til parret, der elskede hinanden så højt, men først fik hinanden i døden.
Min mormor fortalte mig historien da vi kørte forbi kirken efter en tur til vandet, og det fik mig til at tænke, på begrebet kærlighed og alt hvad der ligger under.. og over... det der med: K æ r l i g h e d.
Idag hører man fandme ikke ligefrem om fædre der tvinger deres døtre til at danse sig selv ihjel, på det grundlag af, at deres kærester måske ikke lige har den rette uddannelse eller indkomst. Jo okay, der er visse tilfælde af makabre ting og sager, men det gider jeg ærligt talt ikke gå ind i lige nu. Vi snakker kærlighed.

Jeg lå tidligere i hængekøjen med en smøg i munden, vind i håret og tænke på kærligheden og den stakkels Liden Kirsten og Prins Boris, da min telefon ringede. Det var en veninde, helt grådkvalt, jeg kunne fandme næsten ikke engang høre hvad hun prøvede på at fortælle mig, men efter et par minutters tolkning af hulk og gråd, kom jeg frem til at hendes kæreste havde pakket hendes ting, da han havde beskyldt hende for at spille pik på en af hans hjemmedrenge. Hun kunne ikke selv huske noget, da hun havde været knaldhamrende stiv (der savnede jeg, sørgeligt egentligt, København)  Og nu ville hun fandme hoppe i havnen . Jeg prøvede at forklare hende, at det hele nok skulle blive godt igen og at det sikkert bare var fordi, at de begge var bagstive og havde tømmermænd, selvom jeg absolut ingen idé havde om, at det skulle gå i selv igen. Men er det ikke det man skal sige? Jeg kunne ikke fortælle hende at det hele ville blive meget værre, selvom at jeg ved at det vil blive meget værre, hvis ikke idag, så i hvert fald i fremtiden. For det hele bliver meget værre.  Et par timer senere skrev hun dog, at alt var ok igen. Og sådan er kærligheden vel idag. For nogle mennesker.
Der er kærlighed imellem kvinder og mænd, kærlighed imellem mand og mand og kærlighed imellem kvinde og kvinde. Der er sågar nogle der dyrker kærlighed til begge køn. Og nogle dyrker det endda med flere på samme tid.  Nogle dyrker kærlighed til salg, SEX, hvor det kommer an på hvem der vil købe og give og have et stykke, af sælgerens produkt/vare. Jeg kalder dem kærligheds-pushere. Og andre dyrker kærlighed til matrealistiske ting og sager, som sko, håndtasker og gadgets. Der findes gammel kærlighed, der findes ny kærlighed og der findes nogle gange alt andet end ægte kærlighed.
Min mormor og morfar har været sammen hele livet, det er vel ægte kærlighed. Eller stædighed. Det ved jeg ikke. Jeg har ikke særligt meget styr på kærlighed, men alligevel er kærligheden konstant, hvad enten jeg vil stå ved det eller ej.
Det skriver jeg højst sandsynligvis kun lige nu, fordi at jeg er blevet sober og derfor er et blødt lille lam, i hvert fald de næste 15 minutter inden jeg skifter over, til at blive en hardcore irritabel BIATCH igen. Det er også fjerde dagen uden druk nu. Fjerde dagen er den værste. Og Dean Martin hjælper ikke længere. Og jeg når sjældent over den dag. Fjerde dagen. Men det gik dagen med idag. At tænke over kærligheden og at være irritabel. Det med Dean martin der, det handler om, (og nu får du et lille husmoder råd a'la Fox) Er du sur og tvær? er det hele noget lort og er livet en stædig mær? Sæt Dean Martin på! SKRU OP! SYNG MED! GØR DET HØJT! Det virker komplet idiotisk. Ja! bestemt! Men baby, jeg lover dig. Det hjælper.
Lad mig give dig et eksempel: en case: whatever.
DU er alene hjemme, DU har din morgenkåbe på, DU har haft en dårlig dag/aften, DU er VRED, DU er sur, det hele er simpelthen til at lukke op og skide i -
DU sætter Dean Martin på, DU skruer op på MAX, DU tager mikrofonen/flasken/gaflen/børsten i hånden og rejser den mod munden -
DU åbner munden og DU sætter det store smil på -
 -" MAAJ HÆÆD KEEPS SPINNING, I GO TO SLEEP AND KEEP, GRINNING, IF THIS IS JUST THE BEGINNING, MAAAJ LAAAIIFEE IS GONNA BE BEEEAAAUUTIIFUUULLLLLL"
Eller - 
 -" WHEEN THE MOON HITS YOU EEYE LIKE A BIG PIZZA PIE, THAAATS AMORREEEEEE! WHEN THE WOORLD SEEMS TO SHINE, LAAAAAIIKE YOU'VE HAD MUUUCH TO WINE, THAT'S AMOOORREEEEE!  - og så point of no return:
-"BELLS WILL RING TING-A-LING-A-LING. TING-A-LING-A-LING, AND YOU'LL SING " VIIITAAAAA BELLLLAAAAAA" -HEARTS WILL PLAY - TIPPY-TIPPY-TAY, TIPPY-TIPPY-TAY, LIKE A GAAAY TARANTEEEELLAAAAAAAA!"
Selv tak.
Nå, jeg var igang med at skrive om kærlighed.
fuck dét, og fuck kærlighed. Nej. Det mener jeg ikke. Men fuck kærlighed lige nu. Jeg optrådte engang på Det kongelige teater, hvor teksterne skulle handle om kærlighed. Jeg var døden nær lige indtil dagen, hvor showet skulle løbe af stablen. Det er det kærlighed gør ved mig. Jeg aner ikke hvad kærlighed består af, jeg ved ikke hvordan man skriver den ned, jeg ved ikke engang hvor man finder den henne. Men jeg kan i hvert fald afsløre, at du absolut ikke finder kærligheden på Café Louises kl. lort om morgenen, midt i en konkurence om "hvem kan drikke det klammeste"- Så ender du med at have spildt over et år af dit liv på noget der ikke engang kommer i nærheden af hvad kærlighed rent faktisk er. Det er kryptisk ja, men jeg skyldte af fortælle det.

Dette er nok det mest underlige og usammenhængende blogindlæg jeg nogensinde har skrevet. Intet hænger sammen her. JEG hænger ikke sammen. Men så er det jo heldigt, at jeg har ferie og at jeg prable alt hvad jeg har lyst herinde, og at jeg vender frygteligt tilbage i morgen.  Maja 14 år.

FARVEL!

//Rævekys.