lørdag den 29. marts 2014

FOR JONAS

Jeg troede at jeg så Jonas igår. Jeg troede helt seriøst at det var Jonas der kom gående der, med et stort smil og sit skateboard under armen ned af Købmagergade. Jeg troede sgu' det var ham, jeg var helt sikker.
Indtil jeg så manden i øjnene, iskolde, og indså at det bestemt ikke var Jonas, og jeg kom i tanke om at Jonas, Jonas han er død. Jonas han er død og begravet, og at vi aldrig nogensinde kommer til at se det smil igen, eller de lange lemmer der fløj rundt på kroppen af ham, når han stod på skateboard.

 Jeg så ikke Jonas så meget førhen i tiden, men vi mødtes til festerne og havde samme tilgang til tilværelsen, han var en befrielse for tilværelsen. Og han dyrkede det. Jonas var en ung mand fyldt med liv. I de helt unge dage boede vi begge i Kolding, han var en del af slænget der stod på skateboard inde i byen - de var en drengeflok på syv-otte stykker, 1-2 år ældre end mig selv, som altid hang rundt omkring i byen efter skole. Dem var jeg selvfølgelig dybt betaget af. Det var først i de sene teenage år jeg snakkede med Jonas sådan rigtigt, for første gang. Jeg gik på det tidspunkt på gymnasiet med et par af hans venner, mens jeg var DJ på byens "in sted" i vores miljø, Pitstop hed det, det lå et stenkast fra banegården i Kolding. Et undergrunds spillested, hvor navne fra storbyen kom forbi et par gange om måneden. Jeg var som altid skide fuld og Jonas han var sendt afsted mod stjernerne. Jeg kyssede, på det tidspunkt, ofte på en af hans venner, og jeg stod sammen med ham da Jonas kom over - med helt store øjne, et matchende kæmpe smil og knæklys af neon rundt om hans hals og arme. Dubsteppens uregerlige toner og Drum'n Bass brølede ud af højtalerne og Jonas råbte et eller andet i takt med stetoskoplysets insisterende blink - "OM VI SKULLE UDENFOR OG RYGE EN JOINT?!" - Det skulle vi. Jeg husker ikke så meget andet fra mit første møde med Jonas.

Jonas han var en ung fyr, som dyrkede sit sind, på en måde jeg sjældent før har set. Udforskede sig selv, psykisk, udforskede både de lyse og mørke sider. Der var en større mening med det hele mente han. Nogle gange havde han ret, andre gange synes jeg blot at han var et værre pothovede. Jeg husker en nytårsaften for nogle år siden, hvor vi alle mødtes i byen efter klokken havde slået det nye år ind. Jonas var altid glad. Jonas han var, så utroligt rolig i sig selv. Han bar ikke sig selv, som så mange andre mennesker jeg har mødt gennem tiderne, han dansede med sig selv, på en helt uforklarlig og smuk måde. Derfor var han et utroligt menneske. Den nytårsaften var vi taget til et stort hus på en bakke, hvori flere af drengene boede - det skiftede lidt med hvem der lige præcis boede der, eller også var det kun en af dem, jeg ved det ikke, de var der altid allesammen alligevel. - Men den aften, der var der flere af os der var gået kolde i sofaerne på skift. Jonas og mig var vågne på samme tid. Han røg joints og snakkede om eksistensen mens jeg drak mig ned, for fjerde gang, den aften. Jonas var intelligent, og cool at snakke med. Jonas var forelsket i en af mine veninder på det tidspunkt, han snakkede i hvert fald altid om hende og om hvordan han kunne få fat i hende, når vi mødtes. Jeg prøvede altid at give ham gode råd, men de endte aldrig op sammen.

En anden gang, efter vi alle var flyttet til storbyen, København, der mødte jeg ham hos en af vores fælles venner på Vesterbro. Han sad i sofaen, og var helt skudt af på MDMA. Og af den grund totalt lykkelig. Jeg selv, var i en af de perioder hvor hele verden var sort og jeg drak mere end nogensinde. Den aften var også mit første møde med andre rusmidler, end alkohol og hash. Ikke at Jonas skal huskes for dét, men han var der, og han guidede mig igennem hele rusen, der for mig, var totalt uoverkommelig, da jeg ikke var vant til den slags lykke. Jonas havde prøvet det hele før. Jeg kan ikke benægte at han havde smag for stofferne. Helst de psykedeliske. Han fortalte ofte historier om de forskellige trips og om hvordan det havde hjulpet ham, på et eller andet plan.  Jonas, han kunne sidde helt seriøs og snakke med mig, hvorefter han SPRANG op, og legede at han var en fugl, smed trøjen og begyndte at danse. Jonas han var sjov. Komplet skør og folk skulle fandme ikke fortælle ham, hvordan man skulle opføre sig. Han lavede shows, man. Især med hans drenge. Det var som et gå i biografen, at se ham og drengene sammen. De havde kendt hinanden siden de gik i den tidlige folkeskole og var mere tætte end brødre er tætte. Det var smukt. Spændende. Og livsbekræftende, at hænge ud med dem. De havde altid huer på, og hudafskrabninger på arme og ben, fra fald på skateboards. Jonas selv, var en flot fyr, med verdens største smil, store flotte øjne, som pigerne faldt pladask for igen og igen. Lyse lokker på toppen af hovedet, der gled ned i panden, som han pustede væk med munden når hans hår groede længere end normalen i ny og næ. Men Jonas's humor og livssyn var nu det bedste ved ham.

Jonas døde på hans 26 års fødseldag.

Jeg sad foran computeren og læste nyheder, jeg tror at det var mandag. Jeg havde 12 timer tidligere skrevet tillykke til ham på hans facebook væg, som man i tiden nu gør, når folk har fødselsdag, da jeg så overskriften "På drømmerejse til Australien, Jonas døde på sin fødselsdag" - Det kunne ikke passe, og i hvert fald slet ikke at det skulle være dén Jonas. Jeg havde aldrig forestillet mig at Jonas skulle være en af de første til at sove evighedens søvn. Ikke en fyr som ham. Jeg fik et sug i maven da jeg læste artiklen, ikke mindst på grund af mit bekendtskab til denne fyr, men mest fordi at jeg vidste, at der lige nu, sad en masse drenge med sorgen skudt dybt ind i hjertet. For slet ikke at snakke om hans familie. Som en harpun, føltes det. Jeg græd en stille og lang tåre i slowmotion. For Jonas har rørt mange mennesker, på den ene eller anden måde. Det føltes surrealistisk.

Et par uger forinden havde jeg skrevet med ham på facebook. Han var ude og rejse i Australien, og han fortalte om at han havde fået noget arbejde udenfor byen, på en plantage af en art -  det var fantastisk, fortalte han. Vi snakkede om det at rejse, sælge alle ens ejendele og skride af helvedes til. Han sagde at jeg burde gøre det, og at det ville hjælpe på den "sygdom", som vi begge gik rundt med i blodet.  Han sagde, at hvis jeg ikke skulle leve lidt nu, hvornår skulle jeg så gøre det? Jeg gav ham ret, men gjorde ikke mere ved det. Når jeg i ny og næ lagde en tekst ud på internettet, læste Jonas det, og skrev over facebook. Så snakkede vi lidt om livet, og om hvordan det gik. Vi forstod os på hinanden - selvom at vi ikke var tætte, så var vi enige om mange ting, og måden livet var skruet sammen på. Jonas var også en Boheme af en slags.
Og når vi mødtes til festerne satte han sig altid over til mig, hvis jeg af generthed sad lidt alene blandt alle drengene, der oftest synes at jeg var lidt af en freak, men alligevel inviterede mig til festerne. For sådan var Jonas.

Jonas han døde på sin 26 års fødselsdag.
De mener at han havde drukket en overdosis af te brygget på valmuer - han døde i en autocamper, i den australske delstat, Tasmanien.

Jeg mødte en af drengene til en bogreception i Jylland, på dagen for hans begravelse. Han så helt færdig ud, og han kom lige derfra, fortalte han. Jeg var ikke selv med til begravelsen, da jeg ikke mente at jeg var af det rette klientel. Han fortalte at det var smuk begravelse. Og at de havde fået sendt ham godt afsted.

Vi er mange mennesker der har nydt af Jonas's fantastiske sind, hans livsglæde, hans humor, hans skøre input, hans intelligens, hans LUST FOR LIFE, og han vil blive husket, ligesom alle minderne vil blive husket og snakket om. Jonas's syn på tilværelsen kunne vi alle lære af - jeg vil, i hvert fald, pakke det syn ned, et sted inde i hjertet , så godt som jeg nu kan huske det, og hive det frem når der er brug for det - og det er der ofte.

Jeg vil vædde med at Jonas sidder et eller andet smukt sted derude i evigheden og griner stort, stadig ude at rejse, nu uden kort og endestation - og det tror jeg, når alt kommer til alt, passer ham meget godt.

Hvil i fred, Jonas.
Vi husker.




2 kommentarer:

  1. Af hensyn til familiemedlemmer og med tanke på evt. sensationshungrende journalister og andre lurkers (men mest familiemedlemmer) så ville det være rigtig god stil at udelade eksplicit omtale af Jonas' stofbrug. Sætninger som "og var helt skudt af på MDMA" er lige lovlig maleriske. Jeg forstår hensigten og ellers er det rigtig fint og rørende at du åbner op den måde, men det er ikke et særligt nuanceret billede du giver af Jonas, han fremstår her som en uansvarlig lal. Vi ved godt at det på ingen måde er tilfældet, men udenforstående kunne let få et sådan billede, hvilket er ret ærgerligt når det nu ikke forholder sig sådan. Så i lyset af at din blog her næppe kan kategoriseres som en privat blog, så synes jeg det ville være på sin plads at redigere indlægget eller helt tage det ned igen. Klog af skade kan jeg sige at der ikke kommer noget godt ud af at være så eksplicit om andre folks stofbrug - offentligt. Den slags bliver vendt og fordrejet. Håber du forstår hvad jeg mener.

    Hvil i fred Jonas.

    SvarSlet
  2. Jeg er nok det man kategorisere som en "udenforstående" og jeg vil gerne understrege at jeg overhovedet ikke maler noget beskidt billede af Jonas eller dømmer ham på nogen måde. Jeg synes det er et smukt indlæg, ja, jeg er faktisk rørt helt ind i min inderste kerne. Jeg synes ikke der er nogen grund til at redigere indlægget, da det ikke udstiller ham på nogen måde. Det fortæller om ham som en livsglad og dejlig dreng der havde mod på livet og det synes jeg er skønt.

    Hvil i fred Jonas, jeg kendte dig ikke, men jeg ville ønske jeg var lige så sej som dig.

    SvarSlet