lørdag den 29. marts 2014

FOR JONAS

Jeg troede at jeg så Jonas igår. Jeg troede helt seriøst at det var Jonas der kom gående der, med et stort smil og sit skateboard under armen ned af Købmagergade. Jeg troede sgu' det var ham, jeg var helt sikker.
Indtil jeg så manden i øjnene, iskolde, og indså at det bestemt ikke var Jonas, og jeg kom i tanke om at Jonas, Jonas han er død. Jonas han er død og begravet, og at vi aldrig nogensinde kommer til at se det smil igen, eller de lange lemmer der fløj rundt på kroppen af ham, når han stod på skateboard.

 Jeg så ikke Jonas så meget førhen i tiden, men vi mødtes til festerne og havde samme tilgang til tilværelsen, han var en befrielse for tilværelsen. Og han dyrkede det. Jonas var en ung mand fyldt med liv. I de helt unge dage boede vi begge i Kolding, han var en del af slænget der stod på skateboard inde i byen - de var en drengeflok på syv-otte stykker, 1-2 år ældre end mig selv, som altid hang rundt omkring i byen efter skole. Dem var jeg selvfølgelig dybt betaget af. Det var først i de sene teenage år jeg snakkede med Jonas sådan rigtigt, for første gang. Jeg gik på det tidspunkt på gymnasiet med et par af hans venner, mens jeg var DJ på byens "in sted" i vores miljø, Pitstop hed det, det lå et stenkast fra banegården i Kolding. Et undergrunds spillested, hvor navne fra storbyen kom forbi et par gange om måneden. Jeg var som altid skide fuld og Jonas han var sendt afsted mod stjernerne. Jeg kyssede, på det tidspunkt, ofte på en af hans venner, og jeg stod sammen med ham da Jonas kom over - med helt store øjne, et matchende kæmpe smil og knæklys af neon rundt om hans hals og arme. Dubsteppens uregerlige toner og Drum'n Bass brølede ud af højtalerne og Jonas råbte et eller andet i takt med stetoskoplysets insisterende blink - "OM VI SKULLE UDENFOR OG RYGE EN JOINT?!" - Det skulle vi. Jeg husker ikke så meget andet fra mit første møde med Jonas.

Jonas han var en ung fyr, som dyrkede sit sind, på en måde jeg sjældent før har set. Udforskede sig selv, psykisk, udforskede både de lyse og mørke sider. Der var en større mening med det hele mente han. Nogle gange havde han ret, andre gange synes jeg blot at han var et værre pothovede. Jeg husker en nytårsaften for nogle år siden, hvor vi alle mødtes i byen efter klokken havde slået det nye år ind. Jonas var altid glad. Jonas han var, så utroligt rolig i sig selv. Han bar ikke sig selv, som så mange andre mennesker jeg har mødt gennem tiderne, han dansede med sig selv, på en helt uforklarlig og smuk måde. Derfor var han et utroligt menneske. Den nytårsaften var vi taget til et stort hus på en bakke, hvori flere af drengene boede - det skiftede lidt med hvem der lige præcis boede der, eller også var det kun en af dem, jeg ved det ikke, de var der altid allesammen alligevel. - Men den aften, der var der flere af os der var gået kolde i sofaerne på skift. Jonas og mig var vågne på samme tid. Han røg joints og snakkede om eksistensen mens jeg drak mig ned, for fjerde gang, den aften. Jonas var intelligent, og cool at snakke med. Jonas var forelsket i en af mine veninder på det tidspunkt, han snakkede i hvert fald altid om hende og om hvordan han kunne få fat i hende, når vi mødtes. Jeg prøvede altid at give ham gode råd, men de endte aldrig op sammen.

En anden gang, efter vi alle var flyttet til storbyen, København, der mødte jeg ham hos en af vores fælles venner på Vesterbro. Han sad i sofaen, og var helt skudt af på MDMA. Og af den grund totalt lykkelig. Jeg selv, var i en af de perioder hvor hele verden var sort og jeg drak mere end nogensinde. Den aften var også mit første møde med andre rusmidler, end alkohol og hash. Ikke at Jonas skal huskes for dét, men han var der, og han guidede mig igennem hele rusen, der for mig, var totalt uoverkommelig, da jeg ikke var vant til den slags lykke. Jonas havde prøvet det hele før. Jeg kan ikke benægte at han havde smag for stofferne. Helst de psykedeliske. Han fortalte ofte historier om de forskellige trips og om hvordan det havde hjulpet ham, på et eller andet plan.  Jonas, han kunne sidde helt seriøs og snakke med mig, hvorefter han SPRANG op, og legede at han var en fugl, smed trøjen og begyndte at danse. Jonas han var sjov. Komplet skør og folk skulle fandme ikke fortælle ham, hvordan man skulle opføre sig. Han lavede shows, man. Især med hans drenge. Det var som et gå i biografen, at se ham og drengene sammen. De havde kendt hinanden siden de gik i den tidlige folkeskole og var mere tætte end brødre er tætte. Det var smukt. Spændende. Og livsbekræftende, at hænge ud med dem. De havde altid huer på, og hudafskrabninger på arme og ben, fra fald på skateboards. Jonas selv, var en flot fyr, med verdens største smil, store flotte øjne, som pigerne faldt pladask for igen og igen. Lyse lokker på toppen af hovedet, der gled ned i panden, som han pustede væk med munden når hans hår groede længere end normalen i ny og næ. Men Jonas's humor og livssyn var nu det bedste ved ham.

Jonas døde på hans 26 års fødseldag.

Jeg sad foran computeren og læste nyheder, jeg tror at det var mandag. Jeg havde 12 timer tidligere skrevet tillykke til ham på hans facebook væg, som man i tiden nu gør, når folk har fødselsdag, da jeg så overskriften "På drømmerejse til Australien, Jonas døde på sin fødselsdag" - Det kunne ikke passe, og i hvert fald slet ikke at det skulle være dén Jonas. Jeg havde aldrig forestillet mig at Jonas skulle være en af de første til at sove evighedens søvn. Ikke en fyr som ham. Jeg fik et sug i maven da jeg læste artiklen, ikke mindst på grund af mit bekendtskab til denne fyr, men mest fordi at jeg vidste, at der lige nu, sad en masse drenge med sorgen skudt dybt ind i hjertet. For slet ikke at snakke om hans familie. Som en harpun, føltes det. Jeg græd en stille og lang tåre i slowmotion. For Jonas har rørt mange mennesker, på den ene eller anden måde. Det føltes surrealistisk.

Et par uger forinden havde jeg skrevet med ham på facebook. Han var ude og rejse i Australien, og han fortalte om at han havde fået noget arbejde udenfor byen, på en plantage af en art -  det var fantastisk, fortalte han. Vi snakkede om det at rejse, sælge alle ens ejendele og skride af helvedes til. Han sagde at jeg burde gøre det, og at det ville hjælpe på den "sygdom", som vi begge gik rundt med i blodet.  Han sagde, at hvis jeg ikke skulle leve lidt nu, hvornår skulle jeg så gøre det? Jeg gav ham ret, men gjorde ikke mere ved det. Når jeg i ny og næ lagde en tekst ud på internettet, læste Jonas det, og skrev over facebook. Så snakkede vi lidt om livet, og om hvordan det gik. Vi forstod os på hinanden - selvom at vi ikke var tætte, så var vi enige om mange ting, og måden livet var skruet sammen på. Jonas var også en Boheme af en slags.
Og når vi mødtes til festerne satte han sig altid over til mig, hvis jeg af generthed sad lidt alene blandt alle drengene, der oftest synes at jeg var lidt af en freak, men alligevel inviterede mig til festerne. For sådan var Jonas.

Jonas han døde på sin 26 års fødselsdag.
De mener at han havde drukket en overdosis af te brygget på valmuer - han døde i en autocamper, i den australske delstat, Tasmanien.

Jeg mødte en af drengene til en bogreception i Jylland, på dagen for hans begravelse. Han så helt færdig ud, og han kom lige derfra, fortalte han. Jeg var ikke selv med til begravelsen, da jeg ikke mente at jeg var af det rette klientel. Han fortalte at det var smuk begravelse. Og at de havde fået sendt ham godt afsted.

Vi er mange mennesker der har nydt af Jonas's fantastiske sind, hans livsglæde, hans humor, hans skøre input, hans intelligens, hans LUST FOR LIFE, og han vil blive husket, ligesom alle minderne vil blive husket og snakket om. Jonas's syn på tilværelsen kunne vi alle lære af - jeg vil, i hvert fald, pakke det syn ned, et sted inde i hjertet , så godt som jeg nu kan huske det, og hive det frem når der er brug for det - og det er der ofte.

Jeg vil vædde med at Jonas sidder et eller andet smukt sted derude i evigheden og griner stort, stadig ude at rejse, nu uden kort og endestation - og det tror jeg, når alt kommer til alt, passer ham meget godt.

Hvil i fred, Jonas.
Vi husker.




torsdag den 20. marts 2014

HYL - TIL ALLEN GINSBERG

Jeg så de bedste hjerner af min generation blive ødelagt af uddannelsespålæg og smart phone skærme der hysterisk råbte op hvert halve minut,
trække sig gennem de grå gader ved daggry på udkig efter normalitet og mønt til deres cafélatte fix
hul-i-hovedet hipsters som brænder for den himmelske forbindelse mellem gratis wifi og dynamo stjernehimlen i maskinrummet af natten
som fattigdom og laset tøj og øjne med fordybninger satte sig op imod anholdelser for at ryge det overnaturlige varmvandsmørke på Staden langtfra lejlighederne der flyder over toppen af byerne
der blottede deres hjerner til himlen under el og frygten for de åbenbart fremmede Muhamedanske brødre og søstre, svimlende i de masseproducerede ghettoer der skød op i byen
der passerede gennem universiteterne med strålende og kølige øjne, hallucineret Frihed og takt og tone tragedie blandt de lærde i krig
der blev bortvist fra akademier for skøre obskøne oder på kraniets vinduer, fordi at de kunne tænke selv
der krøb sammen i ubarberede værelser, i undertøj og brændte deres penge i skraldespande og lyttede til monotmt musik igennem små højtalere og kaldte det cool & sprødt
der aldrig blev fanget med en politihånd i deres skæg, tilbage gennem Prinsessegade med et bælte af marijuana til den anden ende af bandekrigen og byen
Så var der os, der spiste brændt maling på hoteller eller drak terpentin i paradis gyden, døden eller skærsilden med vores overkroppe nat efter nat
med drømme, med narkotika, med vågne mareridt, alkohol og pik og endeløse klunker
uforlignelige blinde gaders gysende skyer og lyn i sindet kravlende hen imod poler som ni til fem jobs, lysende helt ubevægelig verden af ​​tid imellem
psykedeliske haller, baggårds grønne trækirkegårde, vin beruselse over byens tage, butiksfacade bydele i frydefulde neon blinkende lyskryds, sol og måne og træ vibrationer i de brølende vinterbuskes ordskvalder med en art af konge-lys i sindet
der lænkede sig til undergrundsbanerne i metroen for endeløse ture fra batteri til hellig slum og cigaretskod indtil støjen af hjul og børn bragte dem ned, gysende mund-hærgede og voldsramte, med en dyster hjerne, alle drænet af genialitet i normalitetens zoologiskehave
der stank og sank hele natten i ubåd lyset af Kongens Nytorv og flød ud og sad gennem uaktuelle øl eftermiddage, i de øde fabrikshaller, malede graffiti og lyttede til mp3 filer de havde downloaded på det surfende internet
der talte uafbrudt i 70 timer fra park til ipad til bar til Bellevue til København K
yacketayakking nyheder skrigende i neon opkastning hviskende fakta og minder og anekdoter og øjeæble spark og stød på hospitaler og fængsler og krige og bang bang bang
Jeg så de bedste hjerner af min generation blive ødelagt af storhedsvanvid og mig-mig-mig-generationens alt ædende eksistens i fitnesscentrene, hurtigt tjekket ind på facebook og så ud igen
og så var der os, der vandrede rundt og rundt og rundt omkring midnat ved jernbanen langs stenbroen og gad vide hvor vi gik hen, og gik og efterlod os uden brudte hjerter
og så var der dem der tændte cigaretter med tændstikker, tændstikker, tændstikker alene gennem sneen mod ensomme gårde i bedstefar natten, uden tag over hovedet og med huller i skoene
der gik gennem gaderne i Istedgade for at søge visionære indiske engle, der var visionære indiske engle,
der troede, at de kun var gale, når de nåede til Rådhuset der lyste i overnaturlig ekstase, med kanyler i armen
der sprang ind limousiner med langt hår og kinesere for penge på impuls vintermidnat gadens lyse støvregn
Der var dem der slentrede sultne og ensomme gennem indre by og søgte jazz eller køn eller alkoholisk suppe, og fulgte den geniale gruppe af idémagere, der talte højt om Amerika, digtsamlinger og evigheden, en håbløs opgave, og så tog skib til Afrika
og forsvandt ind i vulkaner af fuldtidjobs og efterlod intet, udover skyggen af ​​overalls og lava og aske af poesi spredt i brand et sted i industrikvarteret
der dukkede op igen på Vestkystens undersøgende FBI skæg og shorts med store pacifistiske øjne, dunkende røde og hærgede med et - vi skal tjene til fremtiden, kan du nok forstå
de der brændte cigaret huller i deres arme for at vise sig blandt hinanden, istedet for at protestere narkotisk tobaktåge af kapitalismen,
der distribuere super kommunistiske pamfletter i de udetlte flyers gråd og afklædning, mens sirenerne langs Riget jamrede dem ned, og jamrede ned af Gothersgade og færgen til det tabte utopia jamrede
dem der brød grædende sammen i hvide gymnastiksale, nøgne og skælvende før maskineriet af andre skeletter,
der bed detektiver i nakken og skreg af glæde i politibiler for ikke at have begået nogen forbrydelse, andet ned deres egen vilde madlavning pæderasti og beruselse,
der hylede som ulve på knæ i metroen og blev trukket ned fra taget vinkende med kønsdele og manuskripter,
der lader sig blive kneppet i røven af hellige politikere på Christiansborg, mens de skriger af glæde,
Og de unge, der spillede imorgen om aftenen i rosenhaver og på græsset af offentlige parker og kirkegårde, for at frit sprede deres kusser og sæd til hvem det nu end kunne vedkomme, uanset hvad,
der mistede deres kærlighed til de tre gamle spidsmus skæbner, den enøjede spidsmus af den aseksuelle dollar, den enøjede spidsmus, der blinker nyfødt ud af livmoderen og den enøjede spidsmus, der ikke gør noget, men sidder på hendes røv og klipper intellektuelle guldtråde af håndværker væven.
Jeg så de bedste hjerner af min generation spilde deres frihed på aktuelle skemaer og stillestående universitets grader uden hold i, ligusterhække og onsdags rødvin foran fjernerens evige lysshows artilleri
istedet for at  parre sig ekstatisk og umætteligt med en flaske øl, en kæreste, en pakke cigaretter, et stearinlys og falde ud af sengen, og fortsætte langs gulvet og ud i forgangen og slutte af med besvimelse på væggen, med en vision om den ultimative kusse og have mistet den sidste dråbe af sød bevidsthed,
som et forsødet syn af de brudstykker af en million piger & mænd bæve i solnedgangen, med røde øjne om morgenen, men parate til at forsøde et stykke af solens opgang, af blinkende balder og nøgne kroppe i søen
af København, og bar over med hjerteløs netto papvin og rædsler ad Frederiksberg allé, de jern drømte & snublede til arbejdsløshedsunderstøttelse kontorer af sult og afmagt
De som gik hele natten med blod i deres sko, de skabte store selvmorderiske dramaer på lejlighedens klippeafsats af ​​Radison Blu under før tredjeverdenskrigstidens blå projektørlys af månen & deres hoveder, de skal blive kronet med laurbær i glemsel,
De der spiste gryderet af fantasi eller fordøjet krabbe på den mudrede bund af Christianshavns kanal
Jeg så de bedste hjerner af min generation græde ved romancen af gaderne med deres trækvogne fulde af løg på vej til arbejde og dårlig musik
der skreg hele natten, rock og rullende over ophøjende besværgelser som i den gule morgen var strofer af volapyk -
som kun gik op i økologiske dyr, lunge, hjerte, fødder, hale & tortillas og drømmer om et rent vegetabilsk rige, mens de æder McDonalds fra hus og hjem ved Nørreport stationen midt i natten, berusede, sultne og døve, så hungrende
Og os, der kastede vores ure ud fra taget for at afgive vores stemmeseddel til evigheden og vækkeuret faldt på hovedet hver dag for det næste kommende årti
Dem uden opmærksomhed og vej, de skar deres værdigheds håndled tre gange efter hinanden uden held på nationalt TV i bedste sendetid, opgav og blev tvunget til at åbne sandwich butikker, hvor de troede, de var ved at blive gammel og græd
De som blev brændt levende i deres uskyldige flannel jakkesæt i Købmagergade midt i sprængninger af blytunge vers & tanket op klapren af jern ligeyldig mode & nitroglycerin skrig af feer for reklame & sennep gas af uhyggelige intelligente redaktører, eller blev kørt, fastspændtt af de berusede taxaer af Absolute Reality,
der sprang ud foran s-toge, og gik væk, ukendt og glemt i den spøgelsesagtige døs af Hellerups måder og brandbiler, ikke engang en gratis øl fik de -
der sang ud af deres vinduer i fortvivlelse, faldt ud af metroens vinduer, sprang i beskidte vandpytter, sprang på negere og ludere, græd over hele gaden, dansede om ødelagte vinglas barfodet, med smadrerede grammofonplader nostalgisk fra det europæiske 1930'er jazz, som en flaske færdig whisky og kastede op stønnende i den blodige toilet
der var den tøndeformede vej ned af motorvejen fra fortiden rejse til colgatesmilets-latterlig-gjorte-ensomheds ur eller La Fontaine's jazz inkarnation hver eneste søndag aften,
der kørte langrends druk i 72 timer til jeg kunne finde ud af, om jeg havde en vision, eller du havde en vision, eller han havde en vision om at kunne finde ud af evigheden
der rejste til København, der døde i København, der kom tilbage til København & ventede forgæves, som vågede over København & rugede & sprang ud i København og endelig rejste væk for at finde ud af  Evigheden, og nu er København ensom for hendes helte,
der faldt på knæ i håbløse katedraler bedende for hinandens frelse og lys og bryster, indtil sjælen belyste sit hår for et sekund
der styrtede ned gennem deres sind i fængsel, ventende umulige kriminelle med gyldne hoveder og charme af virkeligheden i deres hjerter, der sang søde blues i venstre fængsel
Jeg så de bedste hjerner af min generation falde for nyhederne af er-du-sikker-på-det-ikke-er-farligt-generationens radio af hypnose & blev efterladt med deres nyfødte sindssyge & deres hænder og en hængt jury
så vi fik lyst til at kaste kartoffelsalat på radioværter og nyhedsoplæsere af håbløsheden og dadaismen og efterfølgende præsentere os på granit trin i galehuse med barberede hoveder og harlekin taler om selvmord, krævende for øjeblikkelig lobotomi for at tænke anderledes
og dem der blev givet medicin for det konkrete tomrum af antidepressiv, ADHD piller i pingpong eller hydroterapi, psykoterapi, ergoterapi & hukommelsestabet ville aldrig indtræffe på trods
der i humorløs protest væltede kun ét symbolsk pingpong bord, ved et kortvarigt hvile på et brunt bodega
Jeg så de bedste hjerner af mine generation rejse videre i systemet for at tilbagevende flere år senere, kz-lejr skaldede, bortset fra en paryk af blod og tårer og fingre, til den synlige gale mands undergang af afdelingerne i normalitetsbyen i øst - præcis som de ville og havde forudset parcelhusenes fangeskab
og os, endelig ******, og den sidste fantastiske bog blev slynget ud af udlejningsejendoms-vinduet, og de sidste døre lukket efter midnat. og den sidste telefon smækket på væggen i replikken og det sidste møblerede værelse tømt ned til det sidste stykke af mental møbel, en gul papir rose snoet på en bøjle i skabet af rudekuverterne, selv det imaginære, og intet udover en håbefuld lille smule hallucination
ah, Allen, mens du ikke er sikker, er jeg ikke sikker, og nu er du virkelig i den samlede suppdas af tid
og som jeg derfor løber gennem iskolde gader besat med en pludselig flash og brugen af galskabs alkymi
og genskabe syntaks og måling af ringe menneskelig prosa og at stå foran dig målløs og intelligent og ryste med skam afviste endnu ubekendte tekster skudt ud af sjælen,  at være i overensstemmelse med beat i ​​tanken i jeres nøgne og endeløse hoveder
galnings bums og sorthåret engel slås i tiden, ukendt, men alligevel lægger ord ned her, hvad der kan være tilbage at sige i tide, kommer efter døden.
og jeg vil stige tilbage reinkarneret i det spøgelsesagtige tøj af jazz i skyggen af ​​bandet og blæste lidelser, du og Amerikas nøgne sind for kærlighed i en eli eli lamma lamma sabacthani saxofon gråd der vil ryste byerne ned til den sidste tone
med det absolutte hjerte for digtet og livet slagtet ud af min egen krop med nok kød til at spise i et tusinde år

Tak. 










torsdag den 13. marts 2014

LIGESÅ RODET SOM SKRIVEBORDET

Jeg tænker, at det er ved at være længe siden at jeg har smidt lidt rod fra skrivebordet op på internettet. Så her, her er der en masse rod, som ikke kommer med i min næste samling. Det lå alligevel bare flød.
God læselyst. Eller, held og lykke med det, skulle man måske hellere sige!
Ps. Jeg har det godt! Den historie får i en anden dag.
___________________________
så suger vi en smøg
sluger en øl
og lader som om
at vi er forelskede
inden sengetid

og kærligheden
skulle være så nem
som at falde i søvn
foran fjernsynet
med hjemmesko på

så kigger du mig kærligt
i øjnene mens jeg
ryger endnu en smøg
cancer kontinuerligt

for kærligheden er
så nem
som at klø sig selv
i røven med højre hånd

og så elsker vi
med hinanden
som disse forårs dage
snyder os til influenza

det er en sygdom
______________________
bybilledet af barndom
med sår på knæene
og madpakken i armen
som fiskerne drikker
bajerne ved havnen
pigger muld af brosten
med tandstikken
den gamle mølle
hænger skævt mod højre
og mågerne trækker tågen
over byens tage
inden nattetimen
atter vil lægge byen øde

det er snart treogtyve år siden
den hvidhårede knægt i børnehaven
spurgte om han måtte se tissekonen
inden kastanjerne skulle samles
kirsebærtræet sprang ud
fra femte sal
og weekenden var uendelig

butiksruderne er tomme
lavet om til lagersalg
men der er intet på lager
udover englebasser
med bare numser
i enten hvidt porcelæn
eller sort skåret træ

værtshusene er fyldte
fra formiddagen
jukeboxen er fra 86'
det samme er nyhederne
du kan læse i den
faldefærdige avis

skibene i havnen vugger
som de altid har gjort
det bliver først underligt
den dag de stopper
"friheden" er lagt på land
men den trængte også til lak

hvis dette var Amerika
spillede jeg banjo
i sydstaterne
 ____________________
højt på himlen stod månen
gul i ansigtet, som på nippet til at sige noget
_____________________

harmonikaen græder i gaden
og bjerget er højt nok heromkring
svimlende system af manglende ilt
det er kun et hul i ozonlaget
jeg tænker på verden
jeg tænker på dig
ingen ved det
og jeg vil aldrig vise det
downtown transit
i de brune buler
hvor røgen svier i sårene
og trompeten er træt
der tænker jeg på dig
og dit lår tæt op ad mit
trubadur fortryllende
rytmer når du er der
og mit hjerte går
tikkie de tik tak tik
så jeg for lyst
til at smadre kraniet
ned i brosten
og bodega borde
dit varme lår
så tæt op ad mit
det er bedre 
end sex

________________

Når alt kommer
til alt

er der ingen
der ser

det

 i enden

vi er
alt og intet

i systemet

og der ér ingen
hjælp at hente

så fuck it, baby
fuck det hele

og jeg hader
at være den

der skal

fortælle dig det, baby

_______________________

København glimter glansbilleder
langs kanalen i Nyhavn
af dansende eksistenser
og berusede dame ben
de farverige lamper hvisker
ørerne af dagen i morgen
pigerne piller etiketter
mændende spiller saxofon
månen er blændet af neon
fra toppen af byen
midnatstimen dufter af bourbon
og lidt brændt af benzin
slingrer i valsen
med hånden om flaskehalsen
opvaskeriet kører i restauranten
imens byens summen
skænker champagnen
Night By Night
går solen ned over Vesterbro
og tændes over Nørrebro's tage
majestætiske bygninger med krøller
fra København K til Bellevue
helt fortryllet ind i
drømmenes by
___________________


Deliruim Decendens

den afrevne glød
sætter ild til resterne
af efteråret
på betongulvet
tørt og knirkende
fra kælderens nedgang
synes månen gemt
af de krøllede træer
omfavnende hænder
begriber at jeg aldrig
vil kunne nå

humle haven blomstrer
igennem gaden
så lige som muligt
langs kanalen
med medusa tungen
lige i munden
busstoppestedet
er flygtet

øjenlågets eufori
af dansende dæmoner
spiller lidt op til lir
køleskabet skriger
da loftet drypper
koldsved på panden
helst til den er
mellemstegt
rosa

bossanova rytmer
helt skæv i ansigtet
jeg er en fisk
i akvariets
halvfærdige
hjertesygdomme

jeg kalder det
den dekadente time
________________________

Du er fyrværkeri
nytårsaften
over Rådhuspladsen
helt skudt af
af unge indvandre lømler
Du er de syv sekunder
en nyfødt er ren
Du er månen i natten 
til den fjerde juli
Du er min mand
min kriger og elsker
Du er forårsblomster
der skyder op
langs pisserendens
asfalterede brosten
Du er en strike
af flasker i bodegaen
efter lukketid
Du er gadelamperne
der tænder på præcis
det der rigtige interval
af timer og minutter
Du er min fiskekutter
der brummer og larmer
så mit hjerte det hamrer
i flere kamre end de plejer
For baby, du er stjernerne
der kollapser og giver gnister
Du er universet der falder
om og om igen
som en ældre mand
på vej igennem sneen
med sin rollator og et
halv dårligt ben
Du er min forfærdelige fryd
min afhængighed i al evighed
For baby, du er smuk
helt fra mikroskopet
til hårsækken
mod menisken i dit knæ
Du er en tornado
der smadre mit hjem
når mit hoved er
under vand
og jeg stadig trækker vejret
helt fint
Du er min slutning
og min begyndelse
Du er min muse
min rhythm n' blues
Du er min patetiske
paraflili
og min varme kop the
Og selvom at jeg taber
så er jeg en vinder
For du giver mig lyst
til at råbe Oh My God
ud fra en bjergtop
Jeg tror snart
at jeg dør af et hjertestop
Baby, for fanden -
du gør mig fucked up
Som et barn til fastelavn
klædt ud som klovn
med en 200 kilo dinosaurus
pakket pertentligt
ned i en barnevogn
Selv mine ord er flygtige
det er så frygteligt og useriøst
Hey baby, forfanden
jeg vil ikke bare
dyrke sex
Jeg vil dele mit kodeord
til Netflix
_________________________

dette skulle være skrevet i skråskrift
lange snørklede linjer
på krøllet papir
i stearinlysets skær
ville være en løgn
i de haltende blink fra en hængt elpære
over de skrå gulvbrædder
 sammenkogt
og smeltet sammen med væggen
måske er hun virkelig gal -
skyggerne løber hende i hælene
ånder hende sensuelt psykotisk i nakken
haler ind
og når hun vender sig
er de væk igen
måske er hun virkelig gal -
for hun hører alle lydene
det ødelagte klaver
knirkende døre og fodtrin
refleksionerne i vinduerne
skræmmer hende
måske er hun virkelig gal -
for hun kan ikke holde
de andre mennesker
ud ud ud
hun kan ligge i sin seng
bevæge sig mindre i flere dage end
kræftpatienter
og folk med muskelsvind
måske er hun virkelig gal -
for hun kan ikke se det gode ved konceptet
i m o r g e n
din nye barnevogn
eller vintertågen
måske er hun virkelig gal -
og slet ikke så speciel
måske er hun virkelig gal -
sover en time af gangen
og vågner op halvkvalt
tilbagevendende mareridt
hver nat
måske er hun virkelig gal -
hendes fingre søger
orgasmer i bølger
for lidt endorfiner
måske er hun virkelig gal -
for hun drikker
mere end du aner
og kan det virkeligt være
SÅ svært at svare
på ét telefon opkald?

_________________

Sort Kaffe
Sort og solbrun fantasi
en Sort krage konge
Sort begravelse
Sort sol
af magisk kvinde
mælkehvid nakke
Sort skov
blot fordi

_____________________

Under København
pulserende blodbaner
ridder vi skinnerne
langs graffitiens suk
Under København
lækker rørene
drypstens huler
i indre by
Under København
hvor mørket
omringer kroppen
forpester og forelsker
omdirigerer
dit sind
Under København
hænger vi ud
i krogene
på kanten
kaster skæve
silhuetter
lyser op af
cigaretgløder
Under København
sammen
med resten
af byens skrald
rotter - vi os
sammen
knipser
Under København
danser vi
på bordene
med ridserne
væltede glas
for en sidste vals
Under København
hvor neonlyset
ikke skinner
hvor sirenerne
ikke trænger
under uden
Under København
gælder imorgen ikke
før vi kan mærke
den indtræffe
Under København
buldrende blues
jazzy vingesus
endnu en sjus
lige rundt om
mareridts hjørnet
Under København
hvor alle gæster venter
på at se hvor det er
den rigtige action
ER
Under København
hvor den næste drøm
er lige om hjørnet
som den næste taxa
Under København
hvor midnatstimen
og vi - hyler
mod månen
som bilerne brøler
over os
Under København
rumsterer vi bare rundt
og venter på noget
- smukt

_______________________

Der sidder han og sipper til sin kaffe
helt uden problemer
udover mig
 _________________________

det gjaldt ikke om
hvorvidt vi fightede
kyssede eller drak
i gaderne under byen
det gjaldt om ikke
at miste galskaben
imens vi gjorde det
 ___________________________

Det er ikke ligegyldigt baby. Det betyder ikke mere end hvad du gør det til. Du skal ikke gøre mere end hvad du har lyst til eller hvad du kan nå eller du kan kapere, baby. For du kan mærke solen og dens varme, lige dér, udenfor de beskidte by ruder, baby. Og du kan drikke din kaffe med sukker, hvis du har lyst til det idag, baby! og DET er fandme ikke ligegyldigt. BABY, FORHELVEDE!
 ______________________

Kræften i ham var stærk
så den skaldede isse glinsede
hans hævede øjenbryn gjorde intet
for de var ikke eksisterende
tatoveringer på hans hals hang
af flere tusinde tabte kilo
hængt op i kroge som svin
i en slagterhal
ventende på at få skåret halsen
livets eksamen
som en genert femten årig
med rystende hænder
slanger
i krop og sind
fastmonteret til maskiner
lå han der
med døden i øjnene
Han var en klam fyr
et dyr
udnyttede ofte at man var fuld
havde sex med min venindes mor
kyssede mig nytårs morgen 2009
drak bitter imens han rørte ved dit lår
Han havde satan tatoveret på sin mave
Kræften i ham var stærk
jeg så ham på gaden
efter en af operationerne -
de skar ham op fra mave til hals
og de smed kræftknuden i et glas
Nu er han buddhist
og dyrker vidst auraer
ret tit
Kræften i ham var stærk
indtil at han blev rask
Nu er han blot en regnorm.
 ______________________

November solen skinner
slentrer ad fortorvet
går rytmisk fremad
uden at se mig tilbage
November solen skinner
imens veninder
viser mig
musikvideoer
på youtube
fyldt med ekskærester
går rytmisk fremad
uden at se mig tilbage
November solen skinner
på trapperne ved Nørreport
slalom imellem børn
på lange linjer
ridder på s-togets blodbaner
igennem byen
går rytmisk fremad
uden at se mig tilbage
November solen skinner
ånder det ind
puster det ud
går rytmisk fremad
uden at se mig tilbage


GÅR FREMAD
UDEN AT SE MIG TILBAGE
ÅNDER DET IND
PUSTER DET UD
VENINDER
VISER MIG
MUSIKVIDEOER
PÅ YOUTUBE
FYLDT MED
EKS KÆRESTER
JEG
HÆNGER
MED DRENGENE
AF GADEN
OG THE ROLLING STONES
I LARSBJØRNSSTRÆDE
HVOR SNEEN DALER
GRATIS FRA HIMLEN
INDEN DECEMBER
BODEGA BOHEME
BLANDT BRUNE
BASTARDER
ER JEG - 
FORFATTER?