onsdag den 29. januar 2014

PSYKOLOG #1

Psykolog: "Jeg synes at vi skal starte med at snakke om dit forhold til mænd, idag. Er det fint med dig, Maja?"

Maja: "Mænd? ... Der findes mange typer af dem. Og jeg vil gerne indrømme, at jeg kender et par stykker af dem. Nogle kalder det et faderkompleks. Andre kalder det mangel på bekræftelse. En psykolog kaldte det engang en god appetit. Jeg ved det sgu ikke rigtigt, det har bare altid været sådan. Så de konklusioner og teorier kan du godt droppe i din journal. Men kan vi gemme min far, til en anden dag?."

Psykolog: " Okay.. bare begynd."

Maja: "Det startede tilbage i børnehaven for mig. Min mor fandt mig altid bagerst i børnehaven, sammen med alle drengene, helt mudret ind og med ridser på knæene. Jeg husker ikke meget selv, men jeg husker en dag, og at det var efterår. Jeg husker hvordan flyverdragten sad stramt om knæene når jeg sad på hug. Jeg husker næsen var kold og fugtig, og jeg husker hvordan vores små og beskidte hænder gravede i jorden. Jeg husker lyden og den kolde fornemmelse når neglene rev op i jorden og roden af græsset blev revet med. Det var mig og to drenge. Den ene hed vidst Rasmus. Vi fandt en regnorm bag legehuset. Vi snakkede om, hvilken ende der var hovedet og hvor mon øjnene sad. Rasmus havde hentet en skovl fra sandkassen og prøvede at hakke regnormen midt over. Regnormen vred sig febrilsk og jeg fik tics i overlæben fordi at det var klamt. Rasmus hakkede og hakkede. Hans helt glatte og blonde hår hoppede op og ned i takt med stødende fra skovlen. Vi sad alle tre på hug i en lille rundkreds helt foroverbøjede og iagttog Rasmus's arbejde med skovlen. Da Rasmus var færdig kiggede han op og pustede de blonde lokker væk fra panden og sagde: " Så er der en til os hver, hvem tør at spise en?" Den anden dreng kiggede op på Rasmus og nikkede, for derefter at kigge over på mig. "Nej, det tør hun ikke, hun er en pige." sagde Rasmus til drengen. Jeg kiggede på de tre regnorme dele der lå på jorden med afsky. "Jo, jeg tør så" fremstammede jeg imens jeg kiggede ned, uden øjenkontakt og pillede barken af en kvist. Vi spiste alle tre hver vores del af regnormen og blandede spyt i vores hænder. For nu, var vi ægte venner. Og så gik vi ind og spiste frugt på mariehøne-stuen med efterårsrøde kinder."

Psykolog: "Hmmm..."

Maja: "Ja, det ville være guf for Freud, du. Så groede jeg lange lemmer og tabte mine mælketænder, og begyndte i det de kaldte folkeskolen. Jeg stod på skateboard og hang ud med drengene i frikvarteret. Vi havde en hel anden verden i de frikvarterer. En årgang løb vi indenfor på gangene, hvilket var dybt forbudt, da alle skulle være udenfor, sommer eller vinter - det var en privatskole der gik op i at holde en hvis standard og sundhed for eleverne. Vi startede med at mødes ved bagdøren ved pedellens kontor, når klokken ringede ud. Så når alle var der, åbnede vi døren og løb igennem kælderen storgrinende, frie og rebelske, imens vi prøvede at hanke op i hængerøvsbukserne. Vi var en 6-7 stykker på en god dag og der var to gangvagter til at holde øje med at ingen var indenfor på gangene. Nogle gange jagtede gangvagterne os, så vi var nødt til at hoppe ned af trapperne. Vi havde øvet os i at hoppe ned af dem, og kunne efterhånden springe ned af en hel trappe på 8-9 trin. Det gjaldt bare om at holde fast i gelænderet imens man sprang. Jeg faldt engang ned af trappen og landede med hælen lige i fissen. Aldrig har noget gjort så ondt i hele mit liv, gangvagterne fangede mig og sendte mig ned på inspektørens kontor, og det var ligesom slutningen på den æra.
Jeg gik hver dag i en fritidsordning efter skole, fordi at min mor arbejdede sent. Jeg var dybt betaget af pædagogerne, to mænd i tyverne, jeg selv, var vel en 12-13 år. Den ene havde langt hår, spillede guitar og gik i hængerøvsbukser, den anden gik med kasket og malede altid mit navn i graffiti. Desuden var der en rengøringsmand på skolen med helt orange hår og en tyrering i næsen. Vi kom engang fra svømning og en af dem jagtede mig med hans badetøj så vildt, at jeg løb ind i et skab og fik et blåt øje, dagen før min mors bryllup. De tre gutter er faktisk nogle af mine gode venner idag. Vi mødtes flere år efter til en Maj-fest i Kolding, der var det tætteste på Woodstock man kom i 00'erne og provinsen. "Har vi ikke set hinanden før?" sagde den ene af dem med en joint i munden. "Det er godt nok verdens dårligste scorereplik det der.." sagde jeg, inden jeg snuppede jointen ud af munden på ham og forklarede ham, at han og de to andre - derovre, pegede jeg, havde passet mig da jeg var lille.
Sådan startede det. Ja, og så blev jeg jo teenager."

Psykolog: "Ja, nu ved jeg jo at du ikke ryger hash længere, så det vil jeg gå forbi. Hvordan med kærester? Har du haft nogen af dem?"

Maja: "På efterskolen fik jeg min første "rigtige" kæreste. Peter hed han. Peter havde langt mørkt hår, verdens største smil og var over to meter høj, og så spillede han guitar i et punk band. Han gik i tiende og jeg i niende. Vi var forelskede på en helt overdrevent måde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en fuldstændig, uskyldig og ren kærlighed. Vi hang bare sammen. Engang skulle hans klasse på tur og vendte først hjem efter sengetid samme dag, og vi var begge ved at gå til, fordi at vi savnede hinanden endeløst. Jeg husker det som frygteligt. Latterlige teenagere in love. Jeg havde lyst til at kravle ind under hans hud, fordi at jeg ville være tæt på ham hele tiden. Det var næsten en psykotisk tilstand. Peter boede i Odense og jeg boede i Kolding. Vi var stadig sammen, selvom efterskoleåret var slut. Vi så hinanden i weekenderne og var sammen i over to år. Ham stopper jeg nok aldrig med at være forelsket i. 
.. Ja og så har jeg jo mødt et par mænd siden.."

Psykolog: " Et par mænd siden? Hvordan skal det forstås?"

Maja: "Mener du seriøst, at jeg skal sidde her og remse op?"

Psykolog: " Nej, bare sådan overordnet, typer og så videre. Alder, eventuelt?"


( C E N S U R )
 mest for mændenes skyld


Maja: "Men.. Det er egentligt ikke spændende hvor mange, hvor gamle eller hvem. De fleste af mine venner er mænd. Jeg kunne sagtens blive ved med at sidde og remse det ene type forhold op efter det andet, de seksuelle eventyr, store aldersforskelle og engangsknaldene. Og så kunne du sidde og analysere dét. Og jeg ved det alt sammen godt i forvejen. Jeg kan godt lide mænd. - Det er jo ikke fordi ingen mænd vil have mig. Jeg får opkald hele tiden. og beskeder. Og i baren kan jeg fandme ikke sidde alene mere end fem minutter. Men jeg gider dem bare ikke. Medmindre at de har noget ordenligt at byde på. Og her snakker jeg altså deres hoved. Medmindre de har skæg. Jeg vil altid snakke med en mand med skæg. Men nogen gange så.. . Det er simpelthen for nemt. Og hvis det er for nemt, så gider jeg ikke. Forstår du? "

Psykolog: " Ja, det forstår jeg godt. Så det vil sige, at hvis du først får det du gerne vil have, så gider du ikke alligevel?"

Maja: " Måske. Jeg bliver ikke forelsket længere, det er i hvert fald længe siden. jeg bliver blot betaget af typerne, og jagten. Jeg er en enspænder, det har jeg altid været. Og jeg har det bedst sådan. Og det er vel også lovligt?
Jeg lyder kræftedeme som den der forpulede Whitesnake sang.. Hvad er det nu den hedder?
Nå. nevermind -  Nogle gange er mine veninder nødt til at forklare mændene jeg har set, at jeg bare ér sådan, og at det ikke er noget personligt....
Here I go again, hedder den. Godt så. Hvor kom jeg fra?
-  Og at de, veninderne, heller ikke altid kan få fat i mig når de vil. For sådan er jeg.  Jeg tror heller ikke rigtigt på den der, umiddelbare og uskyldige kærlighed længere......... I hvert fald ikke før jeg ser den igen"

Psykolog:" Så du er ikke forelsket lige nu?"

Maja: "Jo meget.. er du ikke? "

Psykolog: "Jeg er gift. Det er en anden slags kærlighed. Jeg ikke helt sikker på hvad du mener?"

Maja: "Det er dét jeg mener!"

Psykolog: " ?????"

Maja: " Ja, det er også noget indviklet noget. Kærlighed er smukt, og kærligheden driver verden rundt. Kærligheden er livet. Jeg ville da heller ikke have noget imod, det at finde mig en mand. Jeg gider bare ikke tæmmes og smides ned i en boks af parforhold, suppesteg og is og fællesøkonomi, selvom fællesøkonomi lyder ret cool, egentligt. Men der er ret mange ting jeg hellere vil fokusere på, end at finde mig en mand og slå mig ned, som alle åbenbart er så enige om er skide vigtigt. Jeg lever for at skrive lige nu, jeg har krudt i røven forhelvede. Jeg lever boheme. Jeg ved ikke hvad der sker imorgen."

Psykolog: " Du er jo også stadig så ung, Maja."

Maja: " Det ér jeg nemlig, kære hjernedoktor. Men også dét, kan være svært. Når jeg opfører mig og tænker, som en mand i 50'erne..... Der var faktisk et bøssepar der gættede på at jeg var 36 den anden dag..."

Psykolog: " Ja det gør du, egentligt. Tiden er ved at løbe ud...Vi må hellere..."

Maja: " Du vil ikke lige høre historien med bøsserne?"

Psykolog: " Nej, den må vi gemme til en anden dag.. Skal vi snakke om alkohol forbruget næste gang? "

Maja: " VI SEEEEES!"

Psykolog: " NÆSTE ONSDAG, MAJA. 13.45 - HUSK DET!"


lørdag den 25. januar 2014

TRETTEN IDIOTISKE TING, MÆND HAR SAGT TIL MIG, JANUAR 2014:

1) "Du ligner en, der skulle have nogen smæk..."
2) "Jeg ved da godt, hvem ham Hemingway er -  fed bog..."
3) "Jeg er rask, nu.."
4) "Du betaler den første, så giver jeg den næste..."
5) "Du skylder mig 25 kroner"
6) "Nej."
7) "Jeg leder efter noget mere, forholds-agtigt"
8) "Tænker på dig (kl. 04.56)"
9) "Vil du have et glas vin?"
10) "Jimi Hendrix, ja, jeg har hørt navnet før"
11) "Du er da sådan lidt, Goth typen?"
12) "Bor du her på Østerbro?"
13) "Nåeh, ligesom ham der Yahya?"

GODT NYTÅR

onsdag den 22. januar 2014

HVOR JEG BOR

Jeg kan lide at studere beboerne i mit kvarter. Menneskene i bygningerne omkring mig. Jeg kan se alt fra mit vindue. Kvinden der bor oven over mig, spiller klaver og synger, men kun når hun er helt alene. Pedalen ændrer længden af tonerne, der går lige ned igennem gulvet, som er mit loft. Det lyder dejligt. Ikke professionelt, men dejligt, mest fordi at hun prøver og går op i det i smug, når mand og barn er ude af døren. Hendes helt eget private rum. Jeg forestiller mig at lejligheden er fyldt med træmøbler, potteplanter og ved siden af klaveret, står der måske en gyngestol med lammeuld, lidt tilsmudset, fra dengang barnet var mindre.
Om aftenen, når mørket har lagt sig over Bispebjerg's bakken, ryger jeg cigaretten ud af vinduet. Puster røgen ud i den kolde luft imens jeg kan høre byens summen. Der er mange lejligheder i det socialeboligbyggeri. Bispebjerg Hospital og Psykiatrisk ligger lige i min baghave, de konstante sirener minder mig om, de tragikomiske livsvilkår vi er sat i verden med. Fuglene skriger i træet udenfor mit vinduet.
Hvis jeg lader mit blik falde til højre er der 24 vinduer. Køkkener siger meget om menneskerne i lejlighederne. Bor de alene? Hvornår laver de mad? Er der planter? Hvilken belysning? Det siger alt sammen mere end man skulle tro. Der står nogen gangen en fyr ude på altanen til en af lejlighederne. Han står der bare. Og kigger på ingenting. Han ryger ikke engang. Tager ofte mig selv i at tænke "Så spring dog! Spring!"
Selvom at jeg ikke ved en skid om, at det overhovedet skulle være hans intention.
Under mig bor en ældre dame. Hun må være omkring de 75. Jeg kan ikke huske hvad der står på hendes navneskilt, men det interessere mig heller ikke. Hun er altid meget stille. Jeg hører aldrig en lyd fra hende. Men møderne i opgangen med hende er også nok. Hun dufter af en blanding af støv og parfume fra Tyskland. Ham jeg bor med, en 50 årig alkoholiker, er ofte nede ved hende. Så kommer han nogen gange op for at tage et bad og siger "Det er fedt at hænge ud med en kvinde hvor der bare SLET ikke er nogen intentioner om samleje, Maja!" Ja, det siger han fandme, og så går han i bad, hvilket han ellers ikke gør sig så meget i, og tager ned til hende igen. Det forholder jeg mig dog en anelse mistroisk til. Han er en underlig mandsling, ham min sambo. Han kan være ædru i et par uger, så er han rent faktisk til at holde ud. Så går han på druk i et par uger, så hele lejligheden stinker af lodden hud og sød sprutånde. Jeg vendte engang hjem til et køkken der lugtede af død, fordi at han ville koge pot og faldt i søvn på sofaen. Han åbner ikke engang vinduet efter han har kastet op som en vild i toilettet. Det vækker mig faktisk nogengange, det der med når han brækker sig. Jeg bliver ofte nervøs. Mest fordi at jeg arbejdede på et værtshus i Nordvest, hvor jeg har hørt lige præcis dén lyd, flere gange end jeg ville ønske. Hvis den lyd kom fra toilettet på værtshuset, så skulle jeg løbe ud på herretoilettet og samle en af stamkunderne op fra hans eget bræk, give ham et glas vand og klappe ham på ryggen. Hvis den var helt gal, det var det dog sjældent, så skulle jeg ringe efter en ambulance. En af mine yndlings lejligheder at studere, er den arabiske familie til venstre. Der er altid liv. Selv når de har det sjovt, lyder det som om at de skændes. Det tror jeg egentligt oftest, at de gør. Men så griner de. Jeg forstår heller ikke hvordan de får presset så mange familiemedlemmer ind i de små lejligheder som vi nu faktisk bor i. Men jeg er lidt misundelig, over at jeg ikke kan være med. Jeg vil også snakke højt og drikke the, ryge vandpibe og vifte med mine hænderne for at understøtte mine argumenter. Ved siden af mig bor der en ung fyr, jeg tror at han er på min alder. Han bor der helt alene. En dag da jeg var på vej i kiosken åbnede han døren. Så nikkede vi til hinanden, inden han gik ned af trapperne og holdt døren for mig på vej ud. Jeg nåede at få et glimt af hvordan han boede. Meget klinisk. Hvidt skab, hvide hylder og sko på lange lige rækker. Måske har han OCD? Eller også, så er han bare yderst konservativ. Jeg tror også at han går med polo, faktisk. Han arbejder sikkert som et eller andet "Security manager 3000-TopHat" i en eller anden sports butik. Og spiller golf med sin far én gang i ugen.Ellers bor der et par børnefamilier, et par grønlændere og resten er enten kærestepar eller ældre mennesker. Bispebjerg er ok sted at bo.
Det er i hvert fald bedre, end der hvor jeg boede sidste år, i Kantorparken. Der boede der fandme nogle typer. For slet ikke at snakke om ham jeg lejede et værelse hos. En lille mand, mødte ham på Stengade.  Jeg havde ikke noget sted at bo, så jeg sagde straks ja, da han tilbød mig, at jeg kunne leje et værelse hos ham. Havde dog ikke regnet med at jeg også skulle agere stuepige. Den tid, hvor jeg boede der, var det mest slum-agtige jeg nogensinde har været ude for. Køkkenet lignede noget fra en gyserfilm og det undrer mig stadig den dag idag, at køkkenet ikke løb sin vej.  Han røg meget hash. En joint i timen eller sådan noget. Engang spiste jeg en hashcookie med ham, da han havde lokket mig med ud på staden. Det kunne jeg slet ikke tåle. Han havde dog en lækker ven boende en overgang, som jeg ofte drak øl med når han var ude af huset, jeg fandt dog ud af, at den lækre ven var gammel narkoman. Ved siden af os boede en psykisksyg mand, jeg havde værelse op af hans stue. Han sad altid og råbte derinde. Min gamle roomie plejede at invitere ham ind på kaffe og spurgte oftest om jeg ville have en kop med. Så sad vi der. En lille mandsling, med munden der kørte rundt i ansigtet på ham, en psykisksyg med helt hvidt hår, vilde øjne og nervøst rystende hænder... og mig. Og prøvede at være sociale midt i alt rodet og med et køkken fyldt med mug og udefinerbare dyr i håndvasken. Det var kraftedeme et cirkus. Den gang jeg boede hos ham, havde jeg en kæreste. Vi var nede med noget skrald omkring den tid jeg flyttede ind. Det var sommer og en lille dame i Christiania T-shirt åbnede døren og hilste. Jeg husker det, fordi at jeg aldrig har set hende siden. Så hende ikke i et par uger. Så gik der en måned eller to og døren til lejligheden stod åben. Det gjorde den i lang tid. Så begyndte det at lugte og tingene bliv lidt underlige. Så en dag, da min roomie havde besøg og lige havde røget en ordenlig joint besluttede han sig for at ringe til politiet og fortælle dem om situationen. Jeg forklarede ham og hans ven, at det måske ikke ligefrem var en skide smart idé, da hele lejligheden lugtede af tung røg og at de var pisse skæve. Han havde allerede ringet, sagde han. OG så gik der paranoia i dem. Jeg hjalp dem med at lufte ud og serverede kaffe for dem. Det endte med at jeg måtte snakke med politiet for dem.
Min mor spurgte mig igår, om jeg ville flytte i en treværelses lejlighed med hende i halvandet års tid, så kunne jeg overtage lejligheden når hun flyttede tilbage til Jylland.
Jeg sagde pænt nej tak.