onsdag den 31. december 2014

RÆVEDAMENS NYTÅRSTALE 2O14

Nogle gange, så går tiden ikke bare. Den løber, flyver skide hurtigt og brækker sig ud over hele årets kalender af dage, nætter, alene timer, scener foran publikummer, morgenbusser med sprutånde og tunge øjne, blandt hverdagssoldater og små piger på vej i skole med alt for store skoletasker og rottehaler. Og når du så lander, for det gør du, hårdt og lige på røven i enden af året, med blade og cigaretskodder i håret, hostende på årets sidste eftermiddag med ordene -"Hold da fucking kæft, mand!" fuldstændig vindblæst med sår på knæene og værdigheden, som var du tilbage i flyverdragten bagerst i børnehaven med alle drengene, for slet ikke at glemme regningen på livet, som du for længst lovede at betale på den lokale, er der ikke mere tilbage, end at skrige med et glimt i dit øje -"EN GANG TIL!" imens du hilser med hatten til folk på gaden og endnu en gang skåler dig ind i natten, mod det nye år som stensikkert bliver ENDNU en tatovering på dit lår. Og der var nogen der døde, og der var nogen der blev født, og det var sørgeligt og det var smukt, og vi var nogle der blev skøre imens Carl han stadig står og synger sine sange på Nørreport. Vi blev forelskede, vi blev rasende og politikerne har stadig den samme pladderromantiske apati for de svageste. Selv rygeloven er helt ude i torvene, men sådan er det med årene der går sin gang, og det ender sikkert med at vi engang skal bo på en anden planet ved samme navn som det ualmindeligt dårlige band, B-52' der sang Love Schack, men det passer vel egentligt meget godt, til flyvende og kosmiske bluetooth boliger og spaghetti lavet af månestøv og bittersøde drømme fra karrieremænd. Men så længe vi ved at Floss flytter med, skal det hele nok blive okay. Tak for i år, tak for begyndende mavesår, tak til nye venskaber og for at vågne op hos rockstjerner. Tak for jazzen, de duggede fadøl og dansen. Tak fordi i kom og tak fordi i gik. Tak for mad, damer og herrer og min tomme pung. Tak til læserne, bookerne, og musikerne. Tak til Bobi Bar for at huse mig. Tak til familie, venner og veninder, de fremtidige ekskærester og diskussioner med togkontrollører. Tak for en-to-tre-fire-fem-seks-SYV festivaller, trods jeg aldrig skulle afsted. Tak for at trække mig op når jeg går ned. Tak for forelsket graffiti og sort kaffe med whisky. Tak for hele lortet og tak for at ordene stadig pryder tastaturet! 
Og som Prinsgemalen siger, vil jeg have næste år -"TIL KANTEN TAK!"
(ps. så burde der hér, have været noget om Grønland, men jeg var der kun som 13 årig, og jeg hadede det, for min mor havde glemt at skrive under på min rygetilladelse)
Så imens vi sidder her og venter på revolutionen og fyrværkeriet, gutter og gutinder. Tak for i år, og lad der blive mange flere!


SKÅL!

onsdag den 10. december 2014

Jeg så min forfaldne generation
fra fjerde salens altan
cykelbeklædte og kyssende
højlydt grinende
imens de forevigede deres lykke
på en oplyst smart phone
og jeg stod i kulden
med gløder og gnister
uden for ikke-ryger lejligheden
Jeg så dem slæbe sig selv
ud af døren mandag formiddag
med café latte klister i mundvigen
for at læse humanistisk-medie-cand.mag
runde briller og neon trenchcoat
fixie bikes og et remixet soundtrack
fra Pulp Fiction
Jeg så min generation drukne
i Ikea møbler og retro dedikationer
jeg så dem diskutere Islam
og Metrobyggeriets larm
jeg så dem spille billard
og invadere os
for To For Femogtyve
bag de gule gardiner
Jeg så dem med blæk i huden
som fortidens sømænd
sejlede uden redningsvest
jeg så dem hylde kreativitet
ad libitum som stegt flæsk
på Rio Bravo i Vester Voldgade 86
Jeg så min generation ikke give en fuck
vælte langs gaderne fredag og lørdag nat
imens de stadig sendte følgerne en Snapchat
Jeg så dem abortere og konkludere
jeg så dem sniffe coke på de beskidte toiletter
og jeg så dem kapitulere
Jeg så min generation tjekke ind
i den perfekte krop
vælte ind og ud af glutenfrie
workshops og rygestop
KØD ER MORD
men min burger går nok
Jeg så min generations frygt
for alt vi ikke kender
jeg så dem diskutere Illuminati
Kanye West og Anarki
i ungdomshuset og politi
korruptionen af staten
Jeg så dem i natbussen
jeg så dem slikke kussen
jeg så dem i regnen af regninger
relativt erigerede i sommervarmen
med dåsebajer og ghettoblaster
Jeg så min generation blive forelsket
i den udødelige og for evigt online samhørighed
af ensomhedens uendelige likes og delinger
som tropperne under Vietnamkrigen
gik under trods frihedsbevægelsen
Jeg så dem kalde sig feminister
gå i høje hæle og danse til monotone rytmer
på diskoteker og i forladte fabriksbygninger
Jeg så min forfaldne generation
fra fjerde salens altan
med højdeskræk og en låst dør
Glemt et sted i kulden, i Charlottenlund.

mandag den 27. oktober 2014

NOGET OM VANER

Jeg er en vindueskigger, sådan en der slentrer rundt i mørket og lurer ind i alle andres små virkeligheder og hemmeligheder. Det er ikke fordi at jeg er en freak, eller at det tænder mig på nogen måde. Det er faktisk ret uskyldigt. Ligesom når jeg sidder tæt ved lånestationerne på hovedbiblioteket, bare for at se hvad andre mennesker låner. Det er også ret uskyldigt. Indtil mænd feks. genert låner selvhjælpsbøger, med røde kinder og ører - der bliver det underholdene på andres bekostning.  Men helt ærligt, så hader jeg ikke andre mennesker. Jeg behøver bare ikke at være tæt med dem. Hvis jeg sådan RIGTIGT skal hygge mig, så bruger jeg en hel dag på at slentre gennem byen med musik i ørerne. Jeg tager 5A fra Amagerbrogade, da metroen er 2014' svar på det sidste tog mod Auschwitz, og jeg af en eller anden grund har jeg udvilket en form for kampsved, hver eneste gang jeg nærmer mig metrostationen. Så jeg tager bussen, jeg tager bussen til Hovedbanegården og går igennem til Istedgade, så ryger jeg en smøg imens jeg går i modsatte retning, for at støde ind i rådhuspladsen sammen med resten af hele universet. Og jeg brokker mig, jeg brokker mig over alle de mennesker, unge mennesker og gamle mennesker, der ikke ved hvor de skal hen eller kommer fra, jeg brokker mig over turisterne og deres brede kort og bæltetasker, jeg brokker mig over romaerne og deres tiggende blikke og hænder, trods de sikkert ejer mere end mig selv. Jeg brokker mig over damerne med barnevogne, der tror at de ejer hele fortorvet, blot fordi at de har født et andet menneske og derfor har hjulpet endnu et individ til den overbefolkede planet, Moder Jord. Jeg ved ikke om i har set ham, Isbjørnemanden også kaldet Blokfløjtemanden. For et par år siden stod han langs strøget, og var vist også omkring i Nyhavnen, men han blev  smidt væk fra byens café-cancer gader, da han var for irriterende for pøblen. Det var sgu i aviserne og alt muligt. Men hvis i ikke har mødt eller hørt om ham, kan jeg fortælle at Blokfløjtemanden han er en ældre herre iført blå anorak og en Isbjørnehat. Han spiller blokfløjte. Han spiller blokfløjte så vildt, at ingen har kunne forstå det. Vi snakker den samme tone og det samme monotone tempo, og vi snakker i flere timer i træk. Hvis jeg blot kunne nynne det for jer på skrift - "iih iih ihhiii iihhh iihiihi iihh ihh" lyder det. Alle elsker at hade ham, men jeg har dog en konspirations teori, der går ud på at han højt sandsyneligvis er super-intelligent, og han ligesom mig, er vild med at studere mennesker og deres adfærd. Tænk lige over det, det ville være et enormt projekt, og han ville have været igang i flere år. Det skulle ikke undre mig, at der om et års tid eller to, kan købes en bestseller af en bog i Arnold Busck og Bog & Idé, omhandlende lige præcis denne episode. Så husk at i hørte det hér først! Fra Rådhuspladsen lister jeg igennem Pisserenden, da strøget er et farligt sted, og det er kun i absolut bedste humør, at jeg begiver mig ud i det vanvid. Pisserenden er et fristed for alt den slags, eller så at sige - hvis man da ikke skulle være et skarn  og dumpe ind på pisserendens perle, Floss. Det er selvfølgelig en helt anden og meget mere underholdene form for vanvid, end strøget er. Men det kommer selvfølgelig an på hvad klokken er. Hvis klokken er omkring middagstid, så lister jeg blot videre og lige forbi. Man er vel en dame, endnu. Videre fra Pisserenden mod Nørreport, indre by's cancerknude binder hele byen sammen. På Nørreport står Aksel med hans hund, Aksel spiller guitar for døve ører. Men Aksel er en god mand, med fanen højt. Jeg drejer ned af Købmagergade og lister langs væggene, man skulle jo nødigt rende ind i nogen man kender. Det er ikke fordi jeg ikke vil møde nogen jeg kender, jeg har bare travlt med dagens daglige gøren. Og jeg arbejder jo ikke ligefrem fra 9 til 5, eller hvad? Nej, jeg arbejder hele døgnet rundt, hvis man da overhovedet kan kalde det for at arbejde. Egentligt, så laver jeg vel ikke en skid. Sådan ville nogen nok se på det, men det gør mig nu heller ikke så meget. Jeg drejer til højre af Fiolstræde, der ligger Hovedbiblioteket. Der skal jeg ind. Normalt gemmer jeg de bøger jeg læser, inde på biblioteket, da jeg ikke må låne bøger med hjem længere. Det må jeg ikke fordi at jeg hellere vil ryge og drikke, i stedet for at betale min biblioteksbøde. Så lister jeg rundt bag bogreolerne og gemmer bøgerne bag andre bøger, så ingen andre kan låne dem, i hvert fald ikke før at JEG er færdig med at læse dem. Det er pisse selvisk og mig-mig-mig-generations typisk, men jeg elsker det. Jeg morer mig med det. Det eneste minus ved den ordning, det er at jeg ikke kan ryge inde på biblioteket, så jeg er nødt til at pendle mellem min stol og hovedindgangen for mit nikotin-fix, og når jeg så kommer tilbage, så er der en eller anden højpandet gymnasie-nar, der har nakket mit space. Men alt det er ligegyldigt nu, hvor en venlig engel har betalt den forpulede biblioteksbøde. Men altså, der er mange ting at lave på sådan et bibliotek. På anden etage kan man lytte til plader og slænge stænger i en lækker lænestol. Det er sgu da til at arbejde med. Når jeg har hængt på biblioteket i en time eller to, så er der to muligheder. 1) hvis det er onsdag, så slentrer jeg forbi min gode ven Jacob på kaffebaren, hvor han om onsdagen altid sidder og skriver på et eller andet, som han sandsynligvis aldrig bliver færdig med. 2) kaffe på BoBi bar, det eneste sted i byen, hvor man kan få sig et ordenligt skud koffein med tilhørende nikotin. På BoBi bar er der kun ældre herrer på det tidspunkt. Bevares, der er vel nok også en eller to stykker med universitets-knægt. Men så sidder vi der. I ro og mag, pulsende på vores kræftpinde og nyder tilværelsen imens at hele verden går i stå i øjeblikket, til lyden af aviser der bladrer med dedikerede og kælne hænder og "Cheek To Cheek" af Louis A og Ella F. Jeg er sådan en utrolig irriterende digter-type, der render rundt med en notesbog i tasken hele tiden, det er her den kommer på banen. Notesbogen bliver fisket op af det uendelig dyb og så begynder de små og krøllede ord ellers at liste frem på papiret. Det kan være hvad som helst, sidst jeg sad der, der skrev jeg om hvilken fantastisk RO der falder over København når efteråret rammer. Jeg brugte flere halve timer på det skidt, indtil døren gik op og fem stive fodboldfans væltede ind. Ret ironisk. Jeg prøver ofte på, ikke at falde i øllen. Jeg er faktisk ret vild med at være ædru og sober. Så længe jeg er alene. Men det sker jo det skidt, så efter et par kopper kaffe og hvad der ellers hører til, der bliver mig og bartenderen på BoBi ofte enige om, at nu er det vist ved at være lovligt at drikke den søde humle igen, og så stikker hun mig en bajer. Så drikker jeg min bajer, og falder ofte i snak med stamkunderne, der i sig selv kræver endnu en bajer eller to. Så når klokken den slår 18.00 og familierne er skredet hjem for at spise aftensmad og se -hvad der nu end er i fjernsynet - der lister jeg ud på gaden igen. Så er der to veje det kan gå, enten tager jeg hjem og hænger ud i morgenkåbe med benene oppe. Eller også tager jeg på tur. "Turen" går ud på, at jeg starter med at drikke ét sted, og ikke tager hjem, før at jeg har været hele turen igennem. Jeg har flere stamværtshuse, så de "ture" har det med at blive ret lange. Nogengange varer de flere dage. Stamværtshusene strækker sig helt fra hvor jeg bor på Amagerbro, på Lassie Bar der ligger lige om hjørnet,  til Christianshavn hvor Eiffel mama altid er klar på en snak og en bajer på Eiffel bar, til indre by, hvor Floss, BoBi, Rosengården, Moose og Nørreport bodega kender mit navn, og så er der selvfølgelig Jazzen på La Fontaine til Vesterbro, på Jernbanecaféen, der er dyr som en i helvede, men har så meget charme, at man ikke kan lade være, ligesom Freddys bodega, hvor en plade John Mogensen kan gå i hak og folk først opdager det efter et kvarter og så igennem Nørrebrogade, på det rene glas eller forbi spillestedet stengade og helt ud til Nordvestkvarteret hvor mine 24 fædre stadig sidder i de mørke lokaler jeg plejede at være bodega mor i. Så at turene måske bliver lige lovligt lange og måske lige lovligt vanvittige til tider, det er sgu da til at sætte sig ind i. Men det er befriende på den måde, når byen sover og kun meget få er vågne, og man selv kommer slingrende med en bajer i inderlommen og kan se folk putte sig ind til hinanden i sofaen, i skæret af artilleri lysshowet fra fjernsynet der buldrer derud af.  Trods alt det, så vil jeg nu se mig selv, som et ret stille og roligt menneske. Der findes ikke noget bedre, end at hænge i morgenkåben alene derhjemme. Der er der ro! Du kan selv bestemme musikken - og så kan man være ligeså grim som man vil imens. Derfor har jeg også altid rullet gardinet op, hvis der nu skulle komme en vindueskigger, som mig selv, forbi. Også selvom at jeg bor på første sal.  Vi er jo forhelvede bare mennesker, med forskellige vaner. Bevares, det hænder da også, at man bliver inviteret til det ene og det andet, og man af den grund er nødsaget til at forlade morgenkåbe og hoppe i et eller andet stramt, for at se sin vens nye band eller vise sit fjæs til en bogudgivelse. Og alt den jazz. (også selvom at man ikke har lyst) 

onsdag den 24. september 2014

UDEN TITEL

Når jeg sidder på kældertrappen
og ser gløden på cigaretten blive lang
stiv og levende midt i mit
københavnerkvarter kan jeg
høre vinden i maskinerne
dufte den søde råd af efteråret
 og livet der går sin gang
Midt i den larmende stilhed
skramler s-toget forbi stationen
 i en stille tango
mere en femhundrede meter fra mig.
Med påført sort-satin
kondisko med reflekser og opsat hår
en slangekrølle driller panden
dufter mine hormoner
i efterårsnatten
Så surt og bittersødt
som hjertet banker
i en ung kvindekrop
Imens jeg restituerer efter lange ture
ser californication, bebrejder mig selv
og studerer facebook billeder af dig
Igen og igen og igen


torsdag den 7. august 2014

KENDER DU TYPEN?

Solen lister ind af vinduet der står på klem. Bruger alle dens kræfter for at bryde igennem de beskidte ruder. I vindueskarmen står to rødvins flasker lavet om til lysestager og slår skygger hen mod en buket visne blomster og de tre udstoppede fugle der minder om natten igår. Højtråbende, berusede og med pjuskede vinger. Reolen er indbygget under vindueskarmen, støvet og i forfald, og spindelvævet beviser at her bor andre. På øverste hylde ligger to gamle kameraer - beviset på en forlist fotografuddannelse, et par sorte og udhungrede notesbøger og en skrivemaskine. På den nederste hylde ligger en pladespiller der gik i stykker sidste vinter og godt og vel, 24 tomme flasker - dem som man ikke kan få pant for. Tøjet hænger på bøjler, linet op - sort  på sort på sort, kun inkluderende habitjakker, kjoler og en enkelt sort pels. På væggen over tøjstativet hænger de sorte hatte, som pokaler står stolt og strålende på kaminhylden i andres hjem. Sengen ligger forladt og roddet, med en krøllet dyne og puder nok til at huse seks hoveder. En nikotingul loftlampe hænger fra loftet og tre flyvende træfugle er bundet halvhjertet fast til det nederste af lampen med fiskesnøre. Når vinden en sjælden gang lister ind i rummet, trods de permanent åbne vinduer, danser fuglene med hinanden og vækker en lyd af barndommen i en morfars have. På væggen over sengen hænger et ræveskind, to indrammede pladecovers, "Dizzy Gillepsie" en sort mand står glad og vinkende med en trompet i hånden. "Duke Ellington, And His Orchestra" i store bogstaver af pink og gul. Flere fotorammer "REVOLUTIONEN ER DØD" med et udklip fra en avis "Og dog" klistret fast under citatet. Billeder af gamle minder, mennesker og et postkort "2450 Kusse og Jazz" fra en fødselsdag et par år tilbage. Et gevir hænger stolt, bærende på smykker og ved siden af, den berømte "Fisker" malet over, så nu piben er en joint og han bærer solbriller - hjemmelavet. Over døren ind til resten af lejligheden står en udstoppet kanin og en brosten med tallet "69" malet på sig med sort maling. To gamle lamper med løvefødder fra  50erne lyser lokalet op, guldbelagte og med frynser. Bogreolen er indbygget i en gammel dør, med en, to tre, fire og fem hylder fyldt op med bøger der ligger hulter til bulter. På den øverste hylde ligger der blandt andet, en stor og tung bog med titlen "Universet", tre bøger om mystikkens verden, "den store bog om whisky", "kvinde kend din krop", "Dansk lyrik", diverse Graffiti bøger og en billedbog med titlen "Nørreport Station". På den anden hylde er bøgerne mere pertentligt placeret, favorit hylden, indeholdene flere værker af: " Hunter S. Thompson, Charles Bukowski, Ernest Hemingway, John Fante, Henry Miller, Allen Ginsberg, Jack Kerouac, Williams S. Burroughs, Dan Turéll, Franz Kafka, Fjordor Dostojevskij og Peter Laugesen. På den tredje hylde står bøger om musik, så som The Rolling Stones, Bob Dylan, Tom Waits, Jonny Cash og Amy Winehouse. Ved siden af et par bøger om Jazz ligger et smeltet ur og viser tiden døgnet rundt, dali-stil. På den fjerde hylde står en endnu en skrivemaskine, et udstoppet egern der holder om en lille fernet branca flaske, to tomme fernet branca flasker og et glas fyldt op med vand og sorte sten samlet ved vestkysten, i et raseri over at sten kun er smukke i vand og et ønske om at de skulle blive forblive sådan.  Resten af bogreolen indeholder danske og udenlandske romaner, opslagsbøger, ordbøger og alt den slags folk ellers har i bogreolen. En gammel og brun kuffert står i hjørnet ved siden af en guitar der mangler E strengen, den sprang i et heftigt rock 'n roll moment til en efterfest af blot to mennesker, der blev holdt i værelset efter en tur i byen, for et par måneder siden. Fire par højhælede og sorte sko står linet op ad væggen, men kun ét par bliver brugt. Et fyldt askebæger står på bordet ved siden af sengen. Så fyldt, at askeregn og et krøllet skod pryder natbordet, som var askebægeret et billede tegnet udenfor stregerne og havde fået en diagnose i børnehaveklassen. "Dit askebæger er desværre sent udviklet!" ville de sige. På de slidte gulvbrædder ligger nøgler, to tallerkener og to kopper af gammel stil med blå mønstre, med indtørret kaffe fra 1800tallet. Fire vinglas, det ene væltet ind under sengen, en børste, en neglefil og tøjet fra igår. Et bevis på at der pendles imellem sengen og skrivebordet. På skrivebordet står computeren tændt, varm og larmende ved siden af den nyindkøbte printer, den eneste ting hun nogensinde har købt fra ny. Et stort stearinlys, en udstoppet krage, to tomme øl dåser og et spejl. I endnu et fyldt askebæger ligger en smøg og ryger sig selv ved siden af en nyplukket og rød blomst i et shotglas med vand. Ved siden af computeren ligger en slidt ordbog, fem små og sorte notesbøger som har set det hele ske, et forældet eksemplar af Politiken og en vandflaske står og damper indenvendigt i solen, drukket dehydreret til sidste dråbe. Over skrivebordet hænger en plakat "Surrealismen i Danmark, 1930-1950" står der under et billede malet af Wilhelm Freddie. Ved siden af plakaten hænger stort og sort maleri af en krage.

Og der sidder hun, foran skrivebordet. Med vanvid i øjnene, en smøg i kæften og rodet hår. En stille lyd af jazz lister igennem rummet og fra det åbne vindue kan man høre børnene i gården lege. 
Der sidder hun, med poser under poserne, under øjnene. Med hele livet skrigende i kroppen og med konstante og insisterende tømmermænd, tatoveringer fra halsen til lårene og blå mærker fra vilde eventyr i storbyens maskine, med kærligheden og nuet i hjertet og hele den rene og triumferende galskab galloperende gennem boldårerne. Imens folket vandrer hverdagene, fra 9-7 job til supermarkederne, sidder hun der, ved skrivebordet og ryger den ene smøg efter den anden og drømmer om hele sandheden og hun ved at  alt er tilladt, så længe hun ved at, alt kunne være væk imorgen. 

Kender du typen? 

lørdag den 2. august 2014

Det var den sommer, hvor vi levede det hele ud og gik linedans på kanten af verden.
Det var den sommer, hvor de varme dage ingen ende ville tage og vores pander og rygge konstant glinsede af sved og vi dampede i nattens kælne og halvhjertede mørke med tunge og sultne øjne.
Det var den sommer, hvor vi smed tøjet på stranden og hoppede nøgne og berusede i bølgernes bløde omfavnelse med en flaske vin flydende i vandkanten, for at stå op, rynkede, nyfødte og generte imens vi kyssede bladene af træerne og krøllede skyerne ned i cigaretterne med sjov tobak.
Det var den sommer, hvor vi flygtede og kørte ud af byen i flok, for at danse på en mark i et, fire dage langt fra storbyen-virvar af glødende og kulørte lamper, monotont musik, strå og græs i håret, insektbid og en uendelig kærlighedsrus skabt af livets lallende liderlighed og eufori.
Det var den sommer, hvor vi svedte vores tømmermænd ud og op og ned ad hinanden i skyggen af betonbyens majestætiske atmosfære i en kontinuerlig dominoeffekt.
Det var den sommer, hvor cigaretterne smagte som dengang de lå i skoletasken i folkeskolen og vi gik caminoen langs stenbroen indtil vi endte helt ude i lufthavnen, med blødende fødder og en uslukkelig ild i øjnene.
Det var den sommer, hvor vi var udødelige og gik i blinde, langs mørke skovstier hånd i hånd, for at ende til en ulovlig fest i ingenmandsland, fyldt med messende bongotrommer og et pulserende heartbeat af sjæl og liv, der først sluttede når og hvis politiet fandt os.
Det var den sommer, hvor vi ikke huskede navnene på dem vi kyssede under stjernerne igår og det var den sommer, vi lå som dunkende og nøgne lyserøde fabeldyr under lagnerne som vi kravlede ind under huden på hinanden.
Det var den sommer, hvor regndråberne var lavet af syre og festivalerne faste greb hev os ned, under overfladen af virkeligheden og vi i et psykedelisk øjeblik, tungekyssede med lygtepælene langs s-togs stationerne.
Det var den sommer hvor vi satte det hele til salg og solgte det inden dagen imorgen imens vi svingede vores sultne og vibrerende kroppe i lysekronerne og skreg -"NU NU NU!" med ild i fingerspidserne og neonfarvede, rytmiske og brostensbelagte bølger løbende igennem blodårerne.
Det var den sommer, hvor vi vågnede med guitarsoloerne udenpå tøjet og smed vores ejendele ud fra femtesalen og grinte af det imens vi satte ild til fremtidens frembrusende flow.
Det var den sommer, hvor dagene blev til late night jazz og nætterne hældte sig selv ned i halsen i indre by, og det var den sommer, hvor nyhavns skibe klukkede af grin i morgentimerne imens lastbiler og fejemaskiner slettede sporene af livet der gik af i takt som champagnepropper.
Det var den sommer, vi så det hele nøgent, vi åd det hele med skrald på, drak det hele næsten inden vi fik proppen af flasken og kneppede det hele uden kondom og dødsangsten sniffede vi i en lang bane i baglokalet af den brune bar.
Det var den sommer, vi lugtede af brændt kød i solen og spyttede ud fra toppen af taget på forladte fabriksbygninger til lyden af Art Blakey fra en genert telefonhøjtaler.
Det var den sommer grafittien smeltede ned langs facaderne og gaderne de var uendelige og fyldt så meget op til kanten, at storbyens eventyr flød over og vi blot lænte os pænt opad hjørnerne imens flodbølgen slog andre mennesker omkuld.
Det var den sommer, vi løftede rundt på småmønter, sang så højt at vores ører gav op og, boede i lasede lejligheder, betalte huslejen med dårlige nerver, brølede op som saxofoner og savannens løver, dansede som trommer tordner, sad på gulvet i rodet og ballancerede flasker på vores fingrer, forstuvede arme og fødder og ikke spiste andet end kopnudler.
Det var den sommer, trods huller i hukommelse og strømpebukser, stadig følte os som konger og dronninger.




onsdag den 23. juli 2014

AT VÆRE, ELLER IKKE AT VÆRE, ROCKSTJERNE

Jeg skulle have været rockstjerne. Så havde jeg en undskyldning for min opførsel. Ikke at jeg behøver at undskylde for noget, egentligt. Men min opførsel ville måske være mere velset, hvis jeg var rockstjerne. Jeg tror også rockstjerner tjener flere penge end en fordrukken ung kvindelig digter. Det er jeg forresten heller ikke længere, nu er jeg bare blevet hende den der fordrukne digter.  Der er kommet nyere og mere unge tøser til. Jeg er bare blevet hende dér, i ved. Maja Petrea Fox, rævedamen. Nå, ja hende. Det er faktisk lidt små sørgeligt, når man sidder her på sit værelse på amager med mørklægningsgardinet rullet helt ned, i 40 graders varme, klokken 12 om middagen, med tømmermænd, igen, og det går op for en, at man ikke længere er ung og spændende, men at man er blevet en konstant eksistens i bybilledet. Underlig følelse.
Jeg er er lige stået op, blev vækket af et opkald. Gik ud i køkkenet for at drikke en million liter vand, mødte 50 årig punker roomie i døren til badeværelset -"Mit fucking homo-skæg skal bare fucking af".  Fair nok.
Igår kom jeg til mig selv efter 4 dage på sydfynsk psykedelisk senhippie festival og besluttede mig for at liste ud i de Københavnske gader for at kigge på folket. Jeg har ikke rigtigt været hjemme i en måneds tid.
Jeg er blevet gammel. Jeg føler mig gammel. Er jeg virkelig ved at blive gammel? Og er jeg ved at blive en sær snegl? Der sidder alene derhjemme og ryger hundredevis af cigaretter foran computeren, imens jeg forbander alle imbecile eksistenser? Imens de nye og unge damer nakker alle mændene? Og jeg er ligegald imens de gør det? Jeg tror at svaret er ja. Måske er jeg egentligt ligeglad. Måske er jeg ikke. Jeg elsker mit eget selskab. Jeg er formidabelt god til at være alene. Jeg kommer faktisk kun ud for at drikke. Drikker aldrig alene, jo okay, men det er fandme sjældent og det er kun hvis jeg har tømmermænd og skal et eller andet vigtigt. Fik en besked fra min redaktør igår, jeg skal ud og læse op snart. -"De betaler 1500,- Maja, så ikke for meget alkohol inden!" . Han kender mig. Jeg er ualmindeligt sceneskræk, jeg drikker altid inden. Jeg har et hate/love forhold til at stå på scenen, jeg hader det, men kan heller ikke lade være.
Hang i baren på Floss igår, masser af øl og mennesker. Havde først drukket en liter vin i nyhavn sammen med en veninde. Gik ned på et sømands bodega for at låne toilettet, sagde til bartenderen at jeg nok skulle købe en fernet branca for at låne hans toilet, men han nægtede mig at skulle betale og gik straks om til mig og tog min hånd "Du har hat og sømands-tatoveringer, det hele er på huset!" imens han viste mig vej til toilettet. Blev hængende i baren til et par shots med de gamle sømænd inden jeg slentrede mod floss. Så snart jeg drejede om hjørnet til Larsbjørnsstræde kunne jeg høre en velkendt stemme. Den var den gamle færøer der stod og råbte med udstrakte arme foran Floss. Færøeren han ligner Charles Bukowski af udseende, dog med længere og mere fedtet hår og mere kulør + 1000 smykker og så snakker han et sprog, der for mig lyder lidt som en blanding af dansk og russisk. Hyggelig fætter og fed karakter som har kaldt mig Maria i over et halvt år, så nu hedder jeg det bare, orker ikke at fortælle ham at jeg hedder Maja. At ankomme til Floss sætter The Yardbirds - For Your Love på repeat i hjernen og man får disse "åbenbaringer" hvert fjerde minut såsom -"wow, den eneste grund til at jeg drikker kaffe, det er at jeg på den måde kan få lov til at ryge flere cigaretter, indtil det er præsentabelt at drikke alkohol igen, wow" Det er sådan nogenlunde DET Floss kan. Jeg sad i baren, sidder altid i baren, en øls tid og brokkede mig over at der var mange mennesker. "Det er ferie, så gå dog hjem med jer!". Ingen gik, så det gjorde jeg. Tog til nørrebro for at besøge en veninde, det kan man godt godt klokken to om natten. Drak rødvin og tog hjem. Jeg er pisse negativ for tiden. Igår var jeg ved at korsfæste tre børn til offentligtskue på rådhuspladsen fordi at de pruttede i s-toget. Jeg gider ikke engang mænd længere. Så er det slemt.  Prøvede også at hænge ud på med nogle på min egen alder for et stykke tid siden, det var endnu mere frygteligt. Jeg ved sgu' ikke rigtigt hvad der skal til længere.
Jeg har ingen penge. Som i INGEN penge, jeg har måske 5 og en halv i småmønter, venter på løn fra hovedbiblioteket. Det er alt for varmt, alle steder. Hvornår bliver det vinter?  Faktisk, hvis jeg skal være helt ærligt, så ville jeg helst bare flytte til sydfyn og bo alene i et hus sammen med en stor hund. København ender med at slå mig ihjel. Det er nok derfor, at jeg ikke er rockstjerne. Men så alligevel, idag har jeg lyst til at hænge oppe i lysekronerne med coke ud af næsen, et skydevåben og en flaske portvin i hånden til høj rockmusik, så måske er jeg alligevel en rockstjerne, bare uden et publikum. Jeg ved det ikke, jeg ved ikke en skid. Jeg tager ind til byen. Har fået udskudt min deadline igen og er oppe på 116 sider. Adjø.

Ps. kan man spise en dåse feta til morgenmad?

mandag den 14. juli 2014

IDAG
har idag levet i 8351 dagejeg søgte simpelthen barepå internettet:"how many days have i lived"i stedet for at bruge hjernentil at regne regnestykket selvog det er vel meget sigendefor min generation




onsdag den 9. juli 2014

XXIII

JEG ER IKKE SKØR -  JEG HAR BARE SÅ MEGET SJÆL -  AT DJÆVELEN HADER MIG - nej- nej - buskortet smitter fingrene og en dyrekirkegård giver mig allergi -  min karantæne - kaster sorte regnbuer mod spejlhuset - inficeret fixet virkelighed - vælter i grebet af dagen og jeg er nok yderst tilfreds utilfreds -næste spørgsmål - kopnudler eller anarki  - af den blå tunge der slikker på spejlet og prøver at bringe beatet tilbage -  post-hospitals dronning med fråde om munden, vinker jeg : HEJ MOR! inden jeg hælder mig selv ned i de fireogtyve kister - jeg er den sneblinde vinder - de kravler i tagrenden -  de bløddyr -  imens jeg - JEG IKKE ER SKØR - og vinker fra brostenes koralrev - rendestenen er mit hjem - hvor de uforklarede fugle falder -  døde fra himlen -  i sensommerens sovekammer-stinkende varme - distancen mod den -EKSISTENS -  du er en hund - slentrer langs gaden - JEG BESTIGER DIN TORDEN - danser nøgen - om pælen i mørket - mens skellettet kravler - på domino brikker - FJOLS OG DØD - står på tarokkortene - du er en hund - du er en hund - du er en hund - du er en hund - i baren - du løber som en hund - igennem skoven - djævelen skænker - og flaskerne i baren -stinker og rådner og forældes - maddiker kravler - der er feber  - i dine årer - du er en hund - DU ER EN HUND - skriger hun - du hælder sprutten ind - som var der hul i din kind - en sort hund med flammer - i øjnene indtil - jeg har pillet alt huden af dig - og strikket lange tråde - du er min marionetdukke - druknet og død i fadølsglasset - du er en flydende hund - du er en hund - sat sammen af silke bakterier  - LOWLIFE - ET ANDET LEVEL - PUSTER RØGEN OP I DET CANDYFLOSS - FARVEDE HIMMERIGE - MED KLISTER PÅ HÆNDERNE - BLIVER JEG SÅ HØJ - AT JEG TROR - AT JEG OGSÅ KAN - KYSSE HIMMELEN - SELVOM VERDENEN - MÅSKE IKKE - VIL OVERLEVE NATTEN  - OG NÅR DU SLIKKER MIN HUD - MINE SÅR OG RIDSER - SMAGER DE AF PENGE - VANDALISME OG - DETTE ER IKKE HÆNDERNE - AF EN SMUK PRINSESSE - FOR JEG KNEPPEDE DET VÆK - IGÅR - JEG SATTE TÆNDERNE I DET IGÅR - JEG FRÅDEDE DET - JEG SLUGTE DET - JEG SÅ DET HELE IGÅR - OG JEG - JEG KENDER IKKE MINE BRØDRE - DE VOKSEDE MIG OVER HOVEDET - HURTIGERE END MIN LEVER - SMELTER LANGSOMT I BAREN - MIN FAR ER SOM EN - AKAVET ONKEL JEG SER - HVERT ANDET ÅR - MEN JEG STUDERER STADIG - HANS HÆNDER SÅ INTENST - NÅR DE KAN FJERNBETJENINGEN - UDENAD - AT JEG GRÆDER HVER GANG - HVER GANG JEG SER SOLEN STÅ OP - OG NYHEDERNE IGEN KØRER PÅ SKÆRMEN - ingen søvn - rødt lys - gult lys - grønt lys - gå - over gaden- i vinden - du er en hund - uforklarede elementer og atomer - der ikke kan samarbejde med andre - midsommer - bakspejlet - VI SKAL IKKE DØ IDAG - togskinner under - den ansigtsløse måne - brune væsker og barstole - minder dig om at du har fundet - kærligheden - det er flere år siden - den sidste cigaret - men hvis du lister fingeren - ned i flasken - er der stadig vådt - jeg er en lyserød is - blandet med benzin - men måske er det held - eller ingen af de ovenstående - bliv hængende - som lorten på toiletpapiret - og vi råber CARPE DIEM - men er stadig helt de samme - når vi rammes - og samles i busskuret - af den askegrå storby regn - FOR JEG HAR NOK AT SKUFFE - men jeg er ikke skør - jeg er ikke skør - jeg er ikke skør - jeg har ikke en gul rygrad -  jeg skrev blot -  dette på en selvdestruktiv huskeseddel.




torsdag den 26. juni 2014

REJSEDAGBOG #5 - MAJAS MUSIKHISTORISKE MUSEUM

Jeg vil snakke om musik idag. Det bliver langt! For på førstepladsen af grunde til at være i live, står de skrevne ord og musikken fuldstændig lige for mit vedkommende. Dét vil de inkarnerede fnatmider nok syntes, at gøre mig til en middelmådig digter og forfatter, da skriften "altid skal komme i første række" men jeg synes at de to ting hører sammen som pande.... og bacon.

(trommehvirvel)
MAJAS MUSIKHISTORISKE MUSEUM:

Dengang jeg var lille og fik mine første lommepenge i start 90'erne, som andre børn måske ville have brugt på legetøj eller slik, der købte jeg en cd og en plakat med Michael Jackson.(Som jeg ikke kan fordrage idag, men hey, R.I.P.) Jeg var omkring de 5-6 år gammel dengang, desuden handlede den første sang jeg kunne udenad, som en skotte der lavede sin egen whisky, men jeg kan ikke huske hvem der har lavet den


 Årene gik og musikken blev mere og mere vigtig. Jeg husker desværre ikke meget fra min barndom, men jeg husker at min mor havde en plade med Aerosmith, hvor coveret var et piercet ko yver og at hun sang John Mogensen for mig og at jeg lærte Østkyst Hustlers og Rockers By Choice pladerne udenad på mit værelse i smug. Allerede fra en tidlig alder var jeg optaget af rim og den talte poesi.


Jeg husker mig selv stå foran spejlet, med bukserne omvendt på, til dette nummer:



Min mor vækkede mig altid længe før jeg skulle i skole, så jeg havde tid til at høre musik og være mig selv, inden jeg skulle afsted. Jeg har aldrig været god til at gå i skole, eller til at passe ind i de normale kasser. I folkeskolen hørte jeg Lenny Kravitz i de første klasser. Jeg havde alle hans cd'er og havde dem med i skole hver eneste dag. Så lagde jeg dem frem på mit bord, pertentligt og nydeligt og betragtede mit lille alter imens læreren snakkede om anden verdenskrig og jeg drømte om guitarsoloer i slowmotion.


Da jeg var i starten af teenageårene, var det elektronisk og den lidt hårdere rock der hittede. Jeg stod på skateboard med drengene og røg cigaretter i busskurene i frikvarterene, imens de andre piger fra klassen hørte backstreet boys og flettede hinandens hår. Min første smøg var ikke engang en rigtig smøg. Jeg boede ude på landet i en lille landsby ved navn Sdr. Stenderup dengang. Der var en lille købmand og en fodboldbane. En veninde, et par år ældre end mig, vi listede ofte ud på marken og røg strå (?) i smug. Når jeg kom hjem, skyndte jeg mig at børste tænder, så min mor ikke kunne lugte røg. Men min mor har altid røget over en pakke om dagen og kunne højst sandsyneligvis ikke engang lugte hvis der gik ild i hende selv. Jeg blev uvenner med pigerne i landsbyen. Det var dengang internettet og de sociale medier var nyfødte. De skrev hadebreve på et forum der hed "Lunarstorm" - så jeg gjorde selvtægt. Jeg gad ikke det der med computeren, så jeg spadserede alene, stolt og vred op til deres indkørsel med et stykke kridt i hånden og skrev med store og brede bogstaver " FUCK ANNA OG NINA, HILSEN MAJA"  - Det blev der en værre ballade over, men min mor kunne ville ikke skælde mig ud, da jeg jo for fanden havde skrevet under og på den måde stod ved min handling. Det blev også starten på en fin graffiti karriere. Jeg begyndte at hænge med drengene i landsbyen, selvom at jeg gik i skole inde i byen. Det var sommer, da en dreng med briller væltede på skateboard udenfor vores stråtækte hus. Min mor vaskede hans blodige albuer, og det var starten på flere års venskab. Jeg var omrking de 13 år, tror jeg(?). (Jeg bliver så meget dement engang)



Jeg husker tydeligt min discman med støddæmper, som jeg hver morgen i bussen mod byen, hørte musik på, på vej i skole, iført mine hængerøvsbukser og med mit skateboard under armen.

Vores hus brændte ned til grunden da jeg var 13 år og alene hjemme med en veninde. Min mor var til fest inde i Kolding og hendes mand var kørt ind for at hente hende om natten. Jeg husker at det bankede på vinduet. Det var min alkoholiske nabo der stod i underbukser og råbte, at der var ild i stråtaget. Jeg troede ikke på ham, før at der stod en brandmand på mit værelse og sagde at vi skulle ud, og at det skulle være NU. Jeg fik fat i min hund og min kat, og løb udenfor i undertøj med min mobil telefon i hånden, og det eneste jeg ellers husker, var at jeg tænkte på, at min mor ikke måtte finde de øl og cigaretter jeg havde gemt bag spejlet på mit værelse. Vi flyttede fra landsbyen ind til gågaden i midtbyen, i Kolding. Der rendte jeg ind i ret meget ballade, blev smidt ud af et par skoler og fik ret mange tæsk, men det gider jeg ikke at komme videre ind på nu, da det er musikhistorien det handler om. Jeg husker det som en hård tid, og at jeg hørte meget rap. Både udenlandsk og dansk og at jeg var omkring de 14-15 år.



Jeg blev konfirmeret i ottende klasse og jeg brugte alle mine konfirmationspenge på cd'er i Århus på min blå mandag. Og på en Ipod. Ipod var det helt nye dengang. Det var stadig rap, og rock. Min playliste indeholdte blandt andet: 



Jeg ville gerne selv være rapper, og jeg tror at det var der, det dér med poesien startede. Jeg sad på mit værelse og skrev alle teksterne ned flere timer om dagen, indtil jeg kunne dem udenad. Rapperne skrev rim om det hårde liv, på gaden og i byen, og havde stadig hovedet højt. De gjorde en ære ud af at leve det hårde liv, og gjorde de grimme ting til smukke metaforer. Det dragede mig fra en tidlig alder. De engelske rim oversatte jeg til dansk, og de danske skrev jeg bare ned, igen og igen og igen. Jeg var ikke en bogorm da jeg lille, jeg havde ikke ro nok i røven til at sidde og læse en bog, men musikken var som historier for mig.

Men selvom at jeg var til hiphop og det skulle være så gade som muligt, så hang jeg stadig ved de gamle gutter, så som :



Min mor fandt ud af at jeg røg, da jeg var 13, og det var ikke sådan at hun forbød mig det, det kunne hun ikke, hun røg selv. Men som altid, havde jeg heller ingen penge dengang, så hver eneste gang jeg ikke havde råd til smøger og var smøg trængende, så kostede en smøg ét digt. Hun har stadig alle digtene liggende et sted i gemmerne. Nogle bedre end andre. 

Jeg blev sendt på efterskole i 9'ende klasse. Der blev jeg, som altid, hurtigt optaget i drengegruppen. En gruppe punkere fra Odense. Det vendte ligesom op og ned på tingene, og den hårde tid stoppede brat. Efterskolen var en befrielse for mig. Væk fra hverdagen, væk fra tæsk af pigebander, væk fra Jylland og alt det kontinuerlige Kolding lort. Jeg fik min første kæreste på Efterskolen. Jeg havde selvfølgelig haft andre kærester, men ham her, han var min første ægte kæreste. Og jeg har aldrig nogensinde været forelsket i nogen, som jeg var i ham. Og jeg er rent faktisk stadig i tvivl, om jeg nogensinde bliver så forelsket i et andet menneske igen. Det er ikke lykkes endnu. Vi var sammen i 3 år, plus minus og han lød/lyder sådan her: 


Resten af efterskoleåret lød sådan her: (indsæt selv haltende guitarakkorder og bålsang i cirkel)


Da jeg var færdig med efterskolen, begyndte jeg i gymnasiet, der gik jeg i 3 måneder, men droppede ud da jeg blev optaget på fotografskolen i Viborg. Jeg flyttede til Viborg som 16/17 årig, for ung til at få SU, så jeg boede på et skolehjem. Jeg kendte ikke en sjæl, men timerne på fotografskolen var fede, selvom jeg rendte rundt alene det meste af tiden da andre studerende var meget ældre end mig. Musikken var efterhånden meget blandet, det var hiphop, rap, reggae, funk, soul, punk og rock og hvis tingene kunne blive blandet sammen, var det endnu bedre:



Dengang ungeren blev ryddet, rejste vi fra Jylland til København flere gange om måneden. Jeg havde aldrig rigtigt været meget i København. Der er fandme mange gode historier fra den tid. Jeg røg feks. min første joint alene i Folkets hus, til en punk koncert. Jeg var blond og karseklippet og havde piercinger i hele kraniet. Jeg besvimede og blev slæbt udenfor. Jeg røg i det hele taget ret mange joints dengang. Idag kan jeg ikke tåle det. Måske fordi at jeg har røget de joint, som jeg skulle ryge. Det var en tid med gadefester, demonstrationer,anholdelser, fester i parkerings kældere, kirsebær-vin-druk-punk og hjemme-piercinger.  Mig og nogle andre aktivister besatte et hus i vejle til arrangementet BZ DK efter rydningen af ungeren. Hver gang jeg fik en bøde eller blev anholdt betalte min mormor bøden, fordi at hun synes det var godt at vi unge mennesker kæmpede. Når vi var i København sov vi på hovedbanen eller på lasede sofaer, hvor nu end der var plads.  Den tid lød sådan her:



ET LILLE SIDESPRING.
Trods min hang til rap og rock, så hørte jeg også alt muligt andet. Jamiroquai har altid været højt på min liste af musik og er det stadig. Min mor hørte utroligt meget Stevie Wonder og Barry White da jeg var lille, så det hang også ved. Jeg er vild med alt det der swinger. Alt med den der, markante og friske men tunge rytme, den der rytme, som får benene og fødderne til at bevæge sig. Sådan du ved, at du næsten kan mærke det ud i fingerspidserne. De der toner, der gør dig til dronning af verden, så længe nummeret er igang. For musik, det er de der usagte følelser, musik det er smykker til sjælen. I får lige et par stykker af dem her:


Jeg droppede ud af fotografskolen, fordi at jeg ingen penge havde og flyttede tilbage til Kolding. Jeg flyttede hjemmefra lige inden min 17 års fødselsdag, i en lille et værelses lejlighed ovenover en dyrlæge og startede på musiklinjen, på en produktionsskole uden for byen. Jeg kan ikke huske hvordan eller hvornår jeg var begyndt at gå mere over til den hårde musik, jeg var begyndt at hænge med nogle ældre gutter og jeg var lige flyttet hjemmefra, ungeren var blevet ryddet i København og jeg holdte fester hver eneste gang muligheden bød sig. Desuden var det også den tid, hvor jeg begyndte at lade mig tatovere i den lokale tattoo shop, hvor jeg havde hængt ud længe inden min 18 års fødselsdag - Det lød sådan her:




På produktionsskolen begyndte jeg at synge i et band og vi tog på tour i tyskland, vandt nogle konkurrencer og havde det i det hele taget skide sjovt. Jeg drak (også) ret meget dengang, men arbejdede i mellem tiden som telefon sælger hos Jyllandsposten, for at tjene ekstra penge hjem til huslejen og billig bajer fra netto, selvom min mor hjalp med pengene. Det var en vanvittig tid. Vi spillede 80'er rock, blandt andet disse numre:


På produktionsskolen havde vi fire musiklærere, to af dem ses her, fra deres tidligere band, Skagarack!


Min guitarlærer Jan, han blev manden der ændrede hele min verden på det musikalske plan. Jeg havde ført hørt lidt Jimi Hendrix, men det var ikke noget jeg havde hæftet mig videre ved.
En kedelig mandag morgen satte han en nummeret "Purple Haze" på og begyndte at jamme med sin guitar. Og jeg var solgt. Fuldstændigt solgt. På en helt anden måde end jeg nogensinde har været før. Jeg var så fuldstændigt oppe at køre over denne nye genre, at Jan lånte mig en skive med Jimi, jeg husker ikke hvilken, og skiven "Disraeli Gears" med bandet Cream. Som forresten er på min top fem, over de mest vigtige albums i hele verdens historien. Det er det her album:


Efter mit nye spring ind i 70'erne, takket være min musiklærer, lærte jeg alle de typiske bands at kende og dyrkede dem med største stil. Det var en helt ny genre, en helt ny følelse og en helt ny stil. De andre elever på skolen troede faktisk at Jan og mig havde en affære på et tidspunkt, det havde vi dog ikke, vi nørdede bare musik sammen på så højt et plan, at de troede at var forelskede. Det var vi også, vi var bare forelsket i musikken og delte denne glæde. Det var et cool og givende år, hvor jeg lærte at spille trommer, bass og at bruge stemmen. Det var også Jan, der fik mine øjne op for jazzmusikken. Men det kommer jeg til.

Jeg begyndte på HF efter produktionsskolen. Det var hårdt at starte i skole igen, efter disse år hvor det kun handlede om frihed og at dyrke musikken. Når jeg husker tilbage, så var det egentligt ret okay at gå på HF. Lærerene var fine og jeg var utroligt gode venner med kantinedame Gurli. Jeg havde valgt musiklinjen, og spillede sammen med drengene når muligheden bød sig. Jeg spillede nogle gange trommer og sang samtidigt, men bedst af alt, lavede vi et Rage Against the Machine coverband, hvor jeg fik lov til at hoppe rundt og skrige. Vi optrådte flere gange på gymnasiet med numre som disse, og jeg kan dem stadig udenad :


På HF dumpede jeg førsteårs eksamen, mest af alt fordi at jeg er en spasser til matematik og fysik, men også fordi at jeg på det tidspunkt var hjemløs og boede på min venindes sofa. Jeg fik dog lov til at gå videre til andet år, da mine egenskaber i Dansk og Samfundsfag var godt nok til, at matematikken og naturfagene ikke ville trække mig ned, trods at jeg var dumpet i stor stil. Anden års HF gik derudaf, jeg spillede satan i en musical og drak bajer i fredagsbaren, som alle andre normale HF'ere. Jeg begyndte at arbejde som bartender på byens in-sted, Pitstop som 18årig, samtidigt med at jeg gik i skole. Jeg arbejde torsdag, fredag og lørdag, lavede lektier (nogle gange) søndag og gik så meget i skole som jeg kunne. Det var hårdt, især fordi at jeg på jobbet drak ligeså meget, som de mennesker der var i byen. Men det gik, indtil jeg droppede ud af HF, to måneder inden vi fik studenterhatten. Jeg var blevet syg. I skallen. Dyb depression mente de. Og lægen gav mig en helvedes masse antidepressiv, som jeg tog i et halvt år, men stoppede med efterfølgende, da jeg ikke kunne mærke en skid. Jeg gad fandme ikke engang at onanere, så hellere føle hele lortet.

På Pitstop fik jeg tilsnusket mig titlen som DJ i en på bar på stedet kaldt Pornobaren. Der måtte der ryges cigaretter. Jeg var begyndt at hive fat i rap, hiphop og det elektroniske igen i takt med at min vennekreds ændrede sig. Men rappen og hiphoppen blandede sig sammen med det elektroniske på det psykedeliske plan. Jeg havde igen, opdaget en ny genre. Denne gang kaldet Dubstep, og hold nu kæft hvor jeg dyrkede den dubstep. Jeg gik i Adidas-suits, sneaks, guldkæder og med kasket og stod foroverbøjet over den mixer hver eneste weekend. I hverdagen malede vi graffiti og hvis jeg troede at jeg drak meget før, så skulle jeg tro om igen. Livet stod på at være så fucked og blæst som muligt, og ikke kun med alkohol og helst så det passede til musikken og det konstante stetoskoplys.  Det lød sådan her:


Jeg husker ikke så meget fra den tid, sjovt nok, men jeg flyttede hjem til min mor igen da galskaben blev for meget. Der gik tiden med at prøve at blive rask i skallen og at skitse. Jeg lavede ikke meget andet, end at gå til psykolog, nægte at tage medicin og at selvmedicinere mig selv når muligheden bød sig, på den lokale bar Knuds Garage hvor vi alle var en stor familie. Der var ikke mere at gøre i Kolding, jeg var blevet fyret fra jobbet som bartender og DJ fordi at jeg drak for meget og jeg havde set alt der var at se i Kolding.
Jeg tog til København for at besøge en veninde, og vendte aldrig rigtigt tilbage igen.

Sådan flyttede jeg til København.
København startede ud med at hænge med graffiti drengene, rapshows, undergrund og bartender jobs. Jeg startede på teknisk skole for at blive bogbinder og grafisk teknikker. Sådan gik det ikke.

Jeg fik hurtigt venner i København. Det har jeg altid været god til. Det hele gik stærkt og jeg begyndte at lege med skriften igen. Det kom sig af, at jeg begyndte at anmelde hiphop som skribent på Word On The Streets, en godt besøgt hiphop hjemmeside. Min første anmeldelse var af Rhymesayers touren der ramte Vega. Hvor flere af mine store idoler skulle optræde. Jeg var ved at pisse i bukserne af skræk, selvom at jeg vidste hvad jeg snakkede om, med næsten et helt livs hiphopkultur i baglommen. Det var disse flotte herrer :



Og eftersom jeg fik flere venner, der lavede deres egne ting. Enten rappede, spillede eller skrev, begyndte jeg selv at få nosser nok, til pusle rundt med teksterne, som var blevet min ting.
Min hjerne blev større og min depression mindre, i takt med at jeg levede min egen drøm ud. Man behøver ikke at blive sygeplejerske, blive journalist, få en studenterhue eller at liste ud i nyttejob. Der er masser af muligheder og veje. Så jeg slappede af. Listede rundt i København og duftede til storbyen.

Jeg fik et job som bodega mor i Nordvest, det gik der et årstid med. Det var der jeg for alvor begyndte at skrive. Stamkundernes samtaler var henrivende og jeg havde utallige timer til at tænke og åbne deres øl.
Sådan opdagede jeg også Tom Waits.  En af stamkunderne, Jim hed han, han kom altid før de andre, så vi havde masser af tid til at nørde musik sammen, han spillede Ol' 55 for mig og så begyndte vanviddet!.
-  Når jeg besøger bodegaen idag, er det som at se familiemedlemmer.

Efter den nyopdagede Tom Waits, tog jeg fat i jazzen igen. Jazzen har dog altid været der, på en eller anden måde. Trods rap, rock og punk. Meget hiphop har selvfølgelig også jazz i sig, så det var nok sådan det startede.

Jeg begyndte at læse bøger igen, jo mere jeg selv skrev og blev utroligt betaget af den såkaldte Beatgeneration. Beatgenerationen mindede mig om de rappere og musikere jeg tidligere i livet havde dyrket. Det der med, at gøre det andre mennesker måske syntes værende grimt, til noget ubegribeligt smukt.

Jeg dj'ede også lidt i København i starten, det var mest Electro-swing jeg gjorde mig i. Det lød sådan her:



En aften var jeg DJ på Loppen, til deres fødselsdag med gypsie tema.  Der mødte jeg en mand ved navn Claus Høxbroe, han var beatpoet. Jeg havde hørt om ham før, og havde været med til at hyre ham. Han fortalte mig om de åbne scener rundt omkring i byen, hvor man kunne befri sine tekster. (Tak!)

Det tog mig dog næsten to år, før jeg turde at stille mig op på scenen, men så gik det fandme også stærkt.

Så nu sidder jeg her idag, 23 år gammel, med forlag og nummer to digtsamling på vej, efter optrædender på Det Kongelige Teater, Hovedbiblioteket, utallige spillesteder, jazzkluber og barer, enten alene eller med band og består nogenlunde pt. af nedenstående toner (trods jeg sikkert har glemt en masse) - imens livet bare glider videre, lige præcis som livet skal! Og det er sgu' egentligt meget frækt.

Og klap dig selv på skulderen, hvis du har læst hele dette blogindlæg!