onsdag den 30. oktober 2013

HVILKEN SKAM

Skat, hør her - for fanden man!
dine sko betyder ingenting
Vinden blæste bladende i hvirvelvinde
som 6Aeren kørte mod Bispebjerg
og sirenerne omkring hospitalet tudede
deres daligdags heroiske himmelsang
Skat, forfanden
efteråret gjorde bladende blodrøde
oktober solen skar mig i øjnene
Jeg låste døren bag mig, Skat
og gik ned af trapperne traskende
i den lagune blå opgang i det sociale boligbyggeri
Skat -----
Vinden blæste i træerne og på min cigaret i mundvigen
så ihærdigt og insisterende jeg var nødt til at knibe læberne
ekstra hårdt sammen - Det kan du vel forstå
Skat, -----
 Det var en af de dage der ikke skulle skrives ned
 Det var en af de dage hvor jeg irriterede mig over
at jeg havde en kop med begyndende mug i
stående på mit natbord --
som gammel kærlighed havde drukket kaffe af
i en forbudt ulvetime weekenden tidligere
Jeg vidste jo ikke du ville vise dig, Skat
 Det var en af de dage hvor jeg slæbte mig selv
som slaverne trampede i takt - mod arbejdet
og jeg var kommet for sent ud af døren
Skat, forhelvede --
den morgen havde kaffen smagt frygteligt ligegyldigt
og jeg havde en smule tømmermænd fra den forgående nat
og Skat,  ---
bilerne kørte i sneglefart op og ned af Tagensvej på grund af vejarbejdet
der efterhånden havde indtaget hver eneste bydel af København
Som at byen var under en stor rodebehandling, Skat
Vejarbejdernes arbejde med maskinerne lavede rytmer
og jeg trådte ud på cykelstien
da en børnehave kom damptromlende imod mig
Skat, my baby - det var helt frygteligt
En gammel dame kom haltende og forvirret ud fra hospitalet
og jeg overhalte hende
og et plaster med en gul plet af betændelse, Skat
på en bar plet i baghovedet af hendes - Nordvestkvarters top hat
Jeg tændte en smøg imens jeg ventede på at grønt lys
for det gør jeg, Skat!
Jeg venter altid på grønt lys
så ved du også dét, Skat
En bil med håndværkere dyttede og hujede
jeg krydsede vejen med blikket på min
for evigt og altid COMPUTER
smart phone, Skat
da jeg var udemærket godt klar over dette
for sådan ER de, Skat!
og det ER ikke min skyld, Skat!
Tagstenene på tagene holdte fast
da et vindstød tog fat i håret som efteråret blærede sig
 Klokken var 13.03, Skat
Og pludselig - Så gik du der ---
Og vi havde ikke set hinanden
siden dengang der hos Kommunen, Skat
og det var som om at
cigaretterne smagte som dengang, Skat
jeg kunne dufte tobakken som dengang
nervøst i min skoletaske
i en matematik time i sjette klasse
Den bløde duft af tørrede grene og blade
når jeg fumlede med min unge hænder efter en
Ciggie, som vi kaldte dem, Skat
helt dengang man stadig kunne købe 10 røde Prince
Du gik der bare - og lige imod mig, Skat
i dine grimme sko
Og uret på Stationen gik i stå
Og solen gav genskær
i dit helt normale leverpostejs hår
Og jeg blev tør i munden
Og jeg -- tabte tråden
ligesom dine sko havde gjort
Og bladende stod i tornadoer cirkulerende
Om os to, Skat - Og folk stoppede op og filmede
os med deres smart phones
Som om at vi var et nyfødt trafikuheld
for vi lignede barndomsminder og børn der griner
vi lignede karruseller og frie sommerfugles vinger
Og de gule busser -- standsede
lige så brat, som mit hjerte
Skat ----
Og jeg tror at vi snakkede -
Om hvad vi hver og især, gik og lavede
Om hvordan vi to, vi gik rundt og havde det
Og om, du stadig, og det gjorde du
Skat, jeg blev helt henrivende revet med
af duften af din nakke - da du sagde at du ikke
"ville holde mig længere, for at snakke"
da du gav mig et hurtigt klem
Men skat -- dine sko betyder intet
Du måtte holde mig længere end det
du måtte holde mig igennem alle nætterne
dagene og langt oppe over tagene
og du måtte holde mig i hånden
OG om brysterne
Skat,
Jeg husker dengang - i sommeren
Dagligdags dagdrivende riddere, af bordet
lavede vi gruppe arbejde, i solen
Skat, vi var vist samfunds-tabere
men for mig, var vi vindere -
Og vi snakkede og jeg studerede dig
Og aldrig havde jeg set så grimme sko, Skat
Dine sko var de mest slidte, almindelige
KONDISKO
jeg nogensinde havde set
det var ikke engang Reebok eller
ADIDAS
Men Skat,
Jeg husker også dine øjne
dit krokodille smil
"Du ligner en krokodille"
Sagde jeg til dig
Og du grinte iført dine grimme sko
Og sagde at jeg nok havde ret
Og Skat, det havde jeg
Jeg bliver ikke forelsket
Jeg bliver ikke fuldstændigt og ÅNDSVAGT
forelsket
Det gør jeg ikke, Skat
Og det gjorde jeg heller ikke dengang
Og slet ikke i sådan en som dig, Skat
Forhelvede, og nu er jeg bare SYG
jeg er syg - helt ind til benet
jeg er syg af dig og dine grimme sko
Og jeg kan ikke lave andet
End at høre kærligheds sange og sukke
og Skat, teksterne giver mening
De giver alle sammen mening nu, Skat
Det er frygteligt
Det er absolut frygteligt
men det er ikke engang DET
der er MEST frygteligt, Skat
For jeg kan ikke huske hvad du hedder, eller hvor du ofte kommer
Jeg kan ikke huske om du har en kæreste - eller om du fejler noget
helt psykotisk, som jeg ikke vidste, Skat
Jeg kan ikke huske hvor du bor - eller om du har en bror
Jeg kan kun huske at vi talte sammen, i de 48 dage sammen
Og dit blik idag på gaden
Sagde, at jeg ikke var alene om at mærke
Kærligheden -
Men jeg kan heller ikke finde dig på Facebook
så Skat, hele vores øjeblik
er vel bare
Slut
Og det værste ved det, ik?
jeg er på vej til Vesterbro i nat
i lige så grimme og slidte sko
som dig, min Skat
          ................Hvilken skam









torsdag den 24. oktober 2013

FREMTID & ENDESTATIONER

Fremtiden var her. Bussen talte mekanisk stoppestederne, som de susede udtværede forbi i farten. Fra Nordvestkvarteret, med holdt i Valby, så jeg en fuld grønlænder med gangstativ, stå med åben mund og vente på bussen mod Friheden Station. Jeg kunne ikke lade være med at finde det smukt, at se ham stå der, og bare vente. På friheden. Som om at det hele skulle ende, på endestationen. Imens gik et par med barnevogn forbi, typisk arm i arm og med store dyne jakker. Det var efterår. De drejede rundt om hjørnet, hvor kirkegårdens hegn, begyndene tårnede sig op. Så gik de der, ved siden af døden. Endestationen. Uden at tænke på, at det var der, både de, og eksistensen i barnevognen skulle ende. Og som de drejede, ønskede jeg at se en højresvings ulykke. Det var ikke fordi, at jeg var makaber, eller havde tildens til psykopatiske træk. Jeg ville blot finde det smukt. Nærmest poetisk. Fremtiden var her, og jeg betalte mine cigaretter i kiosken igennem et mekanisk pengesystem. Fremtiden var begyndt at dukke op over alt, og endestationerne lå for vores fødder, lige meget hvor mange skridt vi tog og hvor vi var på vej hen. Jeg skulle på arbejde. Det var min fremtid. Jeg sugede hårdt i min cigaret, smed skoddet på jorden og placerede min sorte støvle hårdt og tværende over cigaretliget, som også var nået til endestationen. Imens at det sidste sug af nikotin forlod min mund med vinden, som blæste mit hår ind foran mit ansigt og min livsgnist i bund. Inden jeg trykkede koden, så de mekaniske, og rene glasdøre åbnede sig, glidende og helt perfekt som svar det åbne arme, sagde jeg sagte til mig selv med munden sammenknebet: "Fucking forpulede røvpis.." og gik ind i den store bygning. Mit arbejde lå i Sydhavnen. En stor og firkantet bygning i industrikvarteret. Udefra lignede den faktisk lidt fogedretten på Frederiksberg, jeg havde været inde i for et par uger siden, for at skrive under på, at jeg ejede absolut ingenting. Bygningen bestod af en underetage, med koder på dørene og hvide læder møbler. I den afdeling sad der altid kun en dame i receptionen, i stramt sort tøj, og af og til forlod en mand eller to stedet, i store sorte biler og iført habitter. I loftet hang der et stort hvidt sejlskib, med fire store og hvide sejl, så skide triumferende. På anden etagen så det anderledes ud, det var min endestation, i hvert fald de næste mange timer. Fremtiden var her. Jeg bippede mig ind med en mekanisk og sort chip, og gik ind i lokalet imens at stemmerne ramte mig. De første stemmer forstod jeg ikke en skid af, det var folk fra Finland, Holland, Sverige og Norge - jeg har aldrig fattet noget af, hvad hverken svenskere eller nordmænd siger, også selvom at jeg er dansker. De tog sig af support på fremmedsprog. Lokalet var fyldt med borde, computere, ledninger, modems, kasseapparater, fjernsyn - MEKANISK - og det var som at gå ad dødsgangen mod den elektriske stol, hver gang jeg bevægede mig mod min plads. Endestationen. Fremtiden var her, og det skete ofte at jeg fik fat, i enten et dødsbo eller en efterladt. Jeg slap aldrig for døden. Ikke engang når jeg solgte internet abonnementer. Fremtiden var her, men gik i slowmotion som timerne og telefonstemmerne rendte ud. Jeg var ikke en sælgertype, hverken på den ene eller anden måde. Men fremtiden var her, og jeg slæbte mig afsted på arbejdet hver dag, selvom at jeg overvejede at melde mig syg eller at udeblive, helt til det sidste sekund inden, at jeg trådte ind i bygningen. Så var jeg der jo alligevel. Fremtiden var her, og jeg drømte hver eneste nat, om verdens undergang. Jeg drømte, at bygningerne kollapsede omkring mig, at flodbølgerne skvulpede mod Dronning Louises bro. Jeg så  realistisk, mennesker flygte, løbe og dø. Meteorregn, i et sort univers hvor stanken af benzin sved i næseborene, sort klædte eksistenser der marcherede i takt, oplyst af atombombens padehatte lys, skreg i kor. Jeg drømte at verden den brændte. Jeg drømte at det hele endte, hver nat. Og jeg vågnede først op, svedig og med et hjerte i galop, ét sekund fra at det hele ville være forsent. Jeg led som barn af Pavor Nocturnus, Natte terror, og det gjorde jeg tildels stadigvæk. Jeg sov aldrig mange timer. Fremtiden ville ikke overraske mig. For den var der hele tiden. og drømmene ville ingen ende tage. Medmindre at jeg havde drukket. Og det havde jeg højst sandsyneligvis ofte, da det var den eneste måde at dæmpe den natlige dommedag. Fremtiden var her, og jeg iagttog menneskerne, der vandrede på gaderne midt i efterårs bladende. Når det regnede, faldt bladene hurtigere af træerne. Jeg stod i ly for regnen og så på dråbe artilleriet danse for gadelampen, imens at bladene dalede mod jorden. Det hele dalede mod jorden. Den jord som vi alle sammen ville ende i. Endestationen. Og lige meget hvor mange planer, menneskene, og jeg, skrev ned i kalderen og aftalte i fremtiden, havde alle og én, den samme fremtid. Og solen den var stor og rund, selvom at det var Oktober. Og den varmede min ryg igennem vinduet om formiddagen, så jeg skød ryg, fik stive brystvorter, kuldegysninger fra nakke til lænd, imens at vinduet stod på klem. Og det hele var så melankolsk og smukt i mol på klaveret, at jeg til tider havde svært ved at blive i virkeligheden. Hvis jeg da i virkeligheden vidste, hvad virkeligheden, i virkeligheden var. Fremtiden var her, og jeg havde kun tre cigaretter tilbage - som i fremtiden, nok også ville sende mig mod endestationen. Jeg var ikke bange, jeg var dybt betaget, af verdens og livets tragikomiske grundlag.

tirsdag den 15. oktober 2013

TID


Jeg var som besat.
Denne absurde og obskure besættelse af tid.
Altid.
Tiden den tikkede og takkede, og jeg nåede aldrig, enten at neje eller bukke, eller at sige selv tak, til tiden.
Vi betalte hverken med penge eller kredit, når vi ved fælles indsats prøvede, at tørlægge en stribe brune buler i indre by.
Vi betalte med timer af vores eget liv.
Vi var alle prostituerede, ludere, gigolos, af tid, der solgte deres krop, for en lille følelse af frihed.
Det handlede om provision, penge og pik og patter.
Sådan var tiden.
Vi var midt i den.
Og den blev ved.
Menneskedyrene stemplede ind, til digital optælling, på sekundet, i minuttet før det næste, af forskelligt forældet urværk.
Imens vi arbejdede på de små kontorer, tællede vi tiden ned til friheden igen startede, og når friheden meldte sig, talte vi timerne ned til vi atter skulle stemple ind på sekundet, i minuttet.
Vi talte hver time og hvert minut, vendte hver en ører og provision på papiret, for at en højere magt skulle tælle tallene, timerne og minutterne igennem, og skærer i dem, for de minutter vi havde været på toilettet, for at pisse og skide dårligdommen ud af os selv, inden vi igen smurte smilet på ansigtet, blot to minutter forsinket.
Som døden.
Sådan var tiden.
Det var typisk tiden.
Det var tidstypisk.
En øl kostede os fem minutter af vores liv, imens at ild i cigaretten, kostede os en dag eller to, for slet ikke at snakke om risikoen, af muligheden, for at blive kørt ned på vej til arbejdet, efter udstigning af bussen, for at tjene tid, til tiden.
Talte timer, blev til lange skridt, og menneskene stod i klumper ved Nørreport.
Som myrerne patetisk slæbte og sled. Forvirrede, over vejarbejde, som fugle der fløj ind i glasfacader - med smart phones, altid online og med klokkeslaget udenpå tøjet og digitale HD tal, tatoveret på hovedpulsåren.
Travle.
Mod nye destinationer, imens at rådhusklokkerne ringede endnu en ny time ned, og afsluttet.
Og dagene gik.
Timerne gik.
Menneskene gik, eller cyklede, boede i små kasser, som var sat ovenpå hinanden, og hvis de havde talt virkeligt mange timer, kørte de helt sikkert store og sorte fede biler, og boede i store fede lejligheder, med sofagrupper og drak Merlot Anno 74 - 
Og sådan var tiden. 
Tiden var talt. 
Timerne var talt, minutterne var talt og sekunderne var i millisekunder, VED at blive talt, imens at jeg skrev dette. 
Menneskene var talte, i munden på hinanden.
Vi var allesammen skrevet ind som cifre og numre i systemet - 
et stort ildelugtende klokkeværk, af tid.
Og jeg havde lyst til at sparke lavt.








tirsdag den 8. oktober 2013

I DE DAGE

"I de dage, havde jeg ingen kontakt til menneskeheden, men alligevel lavede jeg ikke andet, end at tale med dem i telefonen, sidde ved siden af dem i bussen, købe ind sammen med dem, og se på dem lave helt normale ting, midt i et romantisk plot, på den lille skærm i mørket, når tankerne blev for meget. Jeg kunne hverken udstå eller undgå det. Når jeg fik fri, omkring klokken 20.00 i Sydhavnen, og forlod min arbejdsstation, hvor jeg solgte internet og telefoni, som telefon sælger for et stort firma, havde jeg som regel femten eller tyve, ubesvarede opkald og 43 notifikationer på Facebook. Det var for mig, utroligt ironisk, at det fik mig til, at knuge hænderne hårdt af raseri, men stadig føle en smule stolthed, over at folk gerne ville snakke med mig. De fleste af dem ringede for at drikke øl eller vin, fordi at de vidste, at hvis de spurgte på den måde, så skulle jeg nok dukke op. Min mor ringede også flere gange om dagen, selvom at det var under 24 timer siden vi havde snakket med hinanden sidst. Jeg forstod aldrig hvorfor hun blev ved med at ringe. Hvis jeg ikke tog min telefon i over et døgn, så kom hun og bankede på min dør. Jeg ville bare være alene. En af mine, generte og sky veninder, ringede hver eneste gang, hun følte, at det var pinligt, at handle usundt ind i Netto, og hun ringede hver eneste gang hun røg en smøg på hendes altan. Jeg nød mine smøger alene. Jeg røg dem faktisk helst alene, imens jeg hørte musik, og det kunne irritere mig så meget, at hun ringede, at jeg til tider fik hjertebanken og tics i højre side af overlæben, selvom at jeg jo rent faktisk, elskede hende. Min telefon stoppede aldrig med at ringe. Den ringede om morgenen, når de ringede for at spørge om jeg sov, selvom at de fleste godt vidste, at jeg først mødte ind klokken 14. Den ringede om natten, når de var fulde og ville have mig med. Den telefon ringede hele tiden, den stoppede aldrig. Telefonen var blevet en stor og vibrerende kræftknude, og jeg kunne ikke slippe væk - jeg var dødsens syg.
I de dage, følte jeg mig som en single mor, for mig selv. Dette trætte barn, jeg vækkede hende hver morgen og gav hende tøj på og redte hendes hår imens, at hun skabte sig. Så pakkede jeg hende ned i inderlommen og vadede af Tagensvej for at finde os en bus, så vi kunne komme på arbejde, og tjene til huslejen og de cigaretter vi skulle ryge. På toilettet i pauserne, lukkede jeg hende ud, for at få lidt luft inde på toilettet. Så sad vi der på toiletbrættet, med armene rundt om benene, trukket op, hængende med hovederne op ad væggen, imens at uret talte pausen ned. Når jeg arbejdede, lå det trætte barn i inderlommen og talte stjerner i foret af den sorte jakke. Hun tænkte på saxofoner foran Hovedbanegården og hun tænkte på hvordan mon nogen,  nogensinde havde fundet ud af, at man kunne drikke mælk af en koens yver. Nogle gange kunne jeg mærke hende rumstere derinde, selvom at den sorte jakke hang på kontorstolen. Hun eksisterede stadig, og det var for mig, en trøst, imellem opkaldene til Fru. Jensen på 76, der da helt sikkert, havde brug for en dobbelt så stor internet-pakke, selvom at hun hverken vidste hvad hun selv hed, eller hvor hun kom fra. Engang imellem, når vi var ude og ryge, sammen med de andre der arbejdede der, var jeg nødsaget til at tysse på hende, når hendes skrigeri i inderlommen blev for højt - mest af alt på grund af, at hun råbte op om, at jeg da bestemt ikke kunne synes, at chefen på kun 25 år var bare, en smule, tiltrækkende. Jeg forklarede hende, som den single mor jeg var, at man her i livet nogen gangecvar nødt til, at gøre tingene lidt eventyrlige i dårlige situationer. Så rullede hun med øjnene, hostede højt og kastede et cigaretskod efter mig, inden hun igen, stak hovedet ned i inderlommen. Når jeg fik fri, så slap jeg hende også nogle gange fri. Satte hende på bus nr. 10, mod Vesterbro, imens at jeg selv tog en 4A mod hjem. Så hun kunne løbe noget benzin af, selvom at det var mig, der endte med hovedpinen i morgen.
I de dage, skulle jeg ikke prale af, hvordan mit 12 kvadratmeters værelse i Nordvest, så ud. Det var som om at komoden havde brækket sig på gulvet, så tøjet flød som tidevandet overraskede Tyskerne hver eneste sommer ved Vesterhavet. Det skulle heller ikke undre mig, hvis bunken havde taget et menneskeliv eller to. På natbordet stod ting som, en tom rødvins flaske, et par tomme øl flasker, en helt fuld vand flaske, en vase med en trist og vissen blomst - som jeg havde plukket i en brandert, i den tro om at det var den sidste blomst i hele verden, inden vinteren tog fat, fem-seks øl kapsler, en ordbog, et overfyldt askebæger. nedbrændte stearinlys og en tom kop kaffe. Min natbord var ikke særligt stort, tingene balancerede rent faktisk bare, som et spil klodsmajor - for det var jeg. Selvom at mit værelse plejede at være mere, end bare et vendepunkt i historien af dagen, lykkedes det mig ikke at få skrevet det om. Selv de udstoppede fugle var støvede. Jeg brugte timerne efter arbejde, på at skrive og at ryge cigaretter. Hvis jeg da ikke tog ud og drak mig fuld på bar. Det var efterår.
I de dage, gik dagene bare. En dag blev til en af to, en af tre og sådan fortsatte de ud i måneden, imens at månen voksede og skrumpede over tagene. Mit liv begyndte at føles, som en bog der var skrevet i forvejen. Kunne næsten høre Sonnergaard sidde og trykke på tasterne, eller det der var værre, hver gang jeg foretog mig noget. Min 50-årige sambo, en fornyligt fyret pedel, var begyndt at drikke igen. Han sad inde på sit værelse og hørte højt musik, drak Brutalis fra den lokale og når klokken slog over midnat, satte han sig ud på altanen og skreg, indtil solen den stod op, og jeg skulle på job. Sidst jeg forlod lejligheden en lørdag aften, kogte han pot i en gryde, og da jeg kom hjem stank der i hele lejligheden. Manden var faldet i søvn og havde sat ild til hele lortet - det stank i flere uger bagefter. For tiden vidste jeg, at det var morgen, hver gang jeg kunne høre ham brøle brække sig i toilettet. Når jeg kom hjem, stank lejligheden af lodden hud og alkohol der var svedt, hårdt, ud -  og jeg skyndte mig at åbne vinduerne i køkkenet. Det var ikke engang det værste. Når han drak, og blev i godt humør, ville manden meget gerne snakke. Især, når jeg lige var kommet ind af døren. "Sig mig engang Maja, hvad ville du sige, om sådan en fyr som mig, på min alder, hvis du mødte mig på en bar?" kunne han spørge, imens at trak maven ind og stod kækt og ventede på et svar i bar overkrop og utroligt højtaljede cowboybukser. "Tjoeh, jeg ville sgu nok ikke syntes så meget" kunne jeg svare, og gå igang med at smide den dåse jakabov torskerogn ud, han havde spist med en ske og efterladt på køkkenbordet, imens at jeg var væk. "Jeg synes godt, at du kunne tage, at være mere dig selv, Maja - være mere social her, hvor VI bor, du lukker dig inde i din egen lille verden  og.... "  "Jeg er træt.." sagde jeg imens, at jeg tænkte: Ja det tror jeg da fanden, du stinker af rådden humle og så er du en pestilens for menneskeheden. Uintelligente mandsling. Og så snakkede vi ikke mere om det. Der var da dage, hvor overskuddet var større og vi drak en kop kaffe, eller to, sammen og godt kunne tage en snak, men manden, når han var beruset, var ynkelig og gjorde mig til misantrop. Faktisk, havde jeg intet problem med ældre mænd. Jeg kunne endda, bedst lide de ældre mænd. De ældre mænd havde hovedet i orden. Og det fandt jeg sexet som bare fanden. At skulle se mig, med en på min egen alder, faldt hverken mig, eller de som kendte mig, ind. Mine venner sagde altid - Maja og bedstefædrene. Så hævede vi glassene og grinte, trods jeg dog, rent faktisk, aldrig havde været sammen med en bedstefar.
I de dage, handlede det mest om, at overleve arbejdstimerne, uden at tænke for meget. Det hjalp mig, at arbejde. Det var for mig, en komplet ligegyldig og hjernedød opgave, mit arbejde - det passede mig godt. Jeg elskede at jeg kunne gøre det så halvhjertet og robot-agtigt som muligt. Jeg brugte de fleste timer i døgnet på at tænke, så de timer på arbejde, var en form for befrielse for mig, trods at lønnen var røv syg. Jeg havde i den periode, svært ved at styrer mit temperament. Ikke fordi at jeg var voldelig. Der har altid skulle meget til, for at kunne pisse mig af. Men i den periode skulle der næsten intet til. Jeg husker en episode, på vej hjem i toget fra Jylland. Jeg havde været til min morfars 70års fødseldagsfest, der i sig selv, havde været mig en prøvelse uden lige. Toget var propfyldt og deres aircondition var gået i stykker. Luften var tyk, og en ældre dame havde pakket en leverpostejsmad med rødbeder ud, og var begyndt at tygge på den. Hendes læber var i slowmotion, og jeg kunne hører hver eneste bid hun tog, hendes gumlen og lugten sved i øjne og hals. Jeg havde kvalme. og det eneste jeg kunne tænke på, var at nikke den ældre dame sådan en skalle at hendes briller ville flyve af, så jeg kunne træde på dem og råbe, at hun kunne spise sin forpulede svinemad et fucking andet sted. Normalt, var jeg et urtoligt høfligt menneske, med stor næstekærlighed. Det kom som en overraskelse for mange af mine venner, at jeg altid var så høflig. Måske var det også derfor, at lortet var ved at kamme over, i den periode. At være smilende og nikkende lå til mig, indtil tingene blev for meget.
I de dage, havde jeg glemt alt om hvad nærvær var. Jeg kunne flyde og flyve væk i et øjeblik, i en overfyldt bus, hvor en manderyg mod min, var det tætteste på sex, jeg havde været i flere uger og måneder. Bussens bump og drejen, var en del af legen. Det var kælent og frygteligt på samme tid. Det var ikke fordi, at jeg ikke havde muligheden, for at have sex. Det var bare for nemt - og jeg havde det med, at ville have alt det jeg enten, skulle jagte, eller aldrig nogensinde ville kunne få. Det var blevet en slags hobby, midt i det hele. Nogle dage var værre end andre. Der var dage hvor jeg slet ikke ikke tænke på andet. End mænd. Og sex. Jeg tog nogle gange mig selv i, at flirte med en mannequin, i butiks ruderne på strøget. Dagdrømme om svedige kroppe og skarpe skægstubbe, ridsende op af halsen. Det var mest omkring fuldmånen, at det gik op i desperation. Selv mine lyster ændrede sig. Under fuldmånen.
I de dage, hvor jeg fik fri fra arbejde, og dagen efter havde en hel fridag, gik jeg i byen. Dagen startede i ritualer. Jeg stod op og satte mig ved skrivebordet, tændte for musikken og røg tre cigaretter, imens at vandet til kaffen kogte. Så drak jeg kaffe, og røg flere cigaretter. Læste de nyheds artikler, jeg fandt interessante, på internettet, og flere cigaretter. Depoterne skulle fyldes op. Jeg trak altid tiden helt ud, til sidste minut, inden jeg skulle begynde at gøre mig klar til, at gå ud af døren. Hellere drive den af så længe som muligt, og løbe i stress mod bussen, for at nå det på et hængende hår - end at sidde klar flere timer før. Jeg vidste ikke hvorfor det var sådan, det føltes bare.. Rigtigt. Efter arbejde, tog jeg mod indre by. Hævede penge og gik i høje hæle mod min stam-bar, Floss. Der var altid nogen man kendte på Floss. Peter, som var boss derinde, havde det med at virke, gnaven og arrogant på andre mennesker - mig kunne han godt lide. Mest af alt,, fordi at jeg altid bare satte mig i baren, stille og roligt, og ventede på at det blev min tur imens, at jeg røg en cigaret eller to. han kom dog altid hurtigt hen og spurgte hvordan det gik og satte det sædvanelige foran mig, imens at han blinkede og smilte skævt. Jeg kunne godt lide Peter - som mig, var det ikke så pis med ham, bare man vidste hvordan man skulle håndtere ham. I den forreste del af baren sad de gamle drengerøve. De havde siddet der siden firserne. Kim Trampe, en afdanket rock n' roller, sad der hver dag, altid som den første. Han havde tatoveringer op og ned af armene og ringe på hver eneste finger. Hans stemme var rusten og rå. Man vidste, at hvis man kom imellem 18 og 20 så sad Kim på stolen og sov, vippede frem og tilbage. Det gjorde andre folk nervøse. Vi vidste, at han ville holde balancen. Selvom, at han til tider tog faldet, og vågnede op med et brag på det hårde stengulv. Rydung, var en ældre og tynd herre helt klædt i sort, med kridhvidt og endnu tyndere hår. Hans tænder var rådne og han drak af den grund, altid the med citron, de første par timer han var der - inden han slog over til rødvin. Rydung, var kendt for sine digte og skriverier, om unge piger og luderne i Istedgade. Jeg kunne godt lide Rydung, og tog gerne lange snakke med ham i baren ved lejlighed. Han var en klog ældre herre, selvom at man skulle dreje næsen væk, når han snakkede, på grund af den søde lugt af råd og citron, der sivede ud af hans mund, når han snakkede. Rydung vidste godt, at jeg aldrig ville være sammen med ham, han nød bare snakkene. Han viste mig ofte billeder på sin telefon, af unge piger der flashede patter på toilettet. Rydung havde min digtsamling stående i sin bogreol, ved siden af en anden digtsamling, en pige som havde begået selvmord havde skrevet. Floss, var om dagen et stille og roligt sted, det kunne jeg lide. Om aftenen efter 20.00 var Floss et slum cirkus, indtil de lukkede klokken 02.00, og alle vores skæbner igen, var op til natten i København. Nogle dinglede hjem med hinanden, andre tog coke på nærmeste flade genstand, for at holde natten ud. Folk spredtes  i gaderne af ekko og lange skygger af gadelamper. Mit valg, var forskelligt, gang for gang. Endte tit i diskussioner om livet, over en Gyldendame og en Fernet Branca, på nærmeste åbne værtshus, sammen med et par mænd. Andre gange tog jeg med nogle hjem, hørte plader og drak rødvin til solen stod op. I taglejligheder i Istedgade, kælderlejligheder omkring søerne, faldefærdige et værelses lejligheder på Nørrebro. Somme tider forlod vi slet ikke Pisserrenden, men endte i et atelier eller en lille lejlighed, med guitar, sprut og stoffer nok, til de næste mange dage. Og så tog jeg hjem med morgenbussen, sammen med lønslaverne, der marcherede mod deres højborge. Jeg sov indtil vækkeuret ringede mig mod arbejde - og så startede hele dagen forfra igen. Bare med nye cifre.
I de dage, havde dagene, dagen igår´s døde lig, med på slæb."



søndag den 6. oktober 2013

jeg havde hverken
et blodigt blik
på døden
eller en
bittersød belysning
på kærligheden
jeg så bare
sandet der
i slowmotion
strømmede igennem
timeglasset