onsdag den 25. september 2013

NY HATTEDAME ÆRA

- Om sommeren er det FOR varmt, og der er FOR mange turister. man har FOR lidt tøj på, og så får man FOR meget sol. - det er FOR meget, for mig. MEN. Når efteråret rammer, og kommer, kommer ud og over det hele. Ja, så sker der et eller andet med sindet. Denne rolige, og utroligt bekvemme følelse af vinden der får alt til at danse. Håret flyver til alle sider og laver knuder. Bladende falder og flyver i cirkler sammen med plastic poser og trampet tomt mc donalds emballage. Det bliver mørkere tidligere. Regnen falder tungere - men lettere. Busserne laver karavaner på sædvanelige ruter. fordi at flere folk vælger den. Det er rart. Det er rart at have en lang frakke på. Det er rart at have hænderne i lommerne. Det med at vågne op en mandag morgen, hvor det stadig er mørkt, og du kan høre vinden ruske i træerne og regnen tromme mod vinduerne. Jeg kan lide efteråret. Efteråret kan lide mig. Vi passer umådeligt godt sammen, efteråret og jeg. Det kunne måske gå hen og lyde lidt trist, men det er det ikke. Det er jo ikke ligefrem på den der Kafka måde jeg går rundt og har det, vel? - Næ nej. Jeg er bare vild med efteråret. Det er typisk. Det er mig-typisk. At kunne lide de smukke ting midt i det grimme. Tingene i forfald. Jeg er vild med det. Efteråret er vildt på den der melankolske kinda way. Som det sidste stykke, af et stykke jazz musik. klaver, klaver klaver og - TROMMER- SAX - BASGANG- SAX SAX SAX TROMME - BASGANG.stille sax stille sax stille sax SAX SAX SAX BASGANG TROMMER MERE HIHAT MERE MERE  - HØJERE VILDERE. og ----- slut.  - stilhed. EFTERÅR. jeg er vild med det pis. og så har jeg ikke mere at sige om dét.

Jeg har besluttet af begynde at skrive herinde, få bloggen op at køre igen. stoppe alt den facebook-mani. Jeg har også smidt mit fjernsyn ud. og overvejer at lave min mobiltelefon, til en hjemme telefon. men okay, et skridt af gangen. - jaja. Nå men.......
Jeg kan hverken huske, eller gider at huske hvor jeg slap jer sidst. - så jeg begynder bare.
Jeg hedder stadig Maja. Jeg bor stadig i Nordvest, dog ikke hos en lille hashoman i 30érne, nu bor jeg hos en lidt ældre hashoman som også er alkoholiker. Han er i 50erne. Det ville som sådan normalt ikke gøre mig noget, da jeg også selv er en mand i 50erne - alkoholisk derimod, ville jeg nok ikke sige at jeg var - men det kan vel diskuteres, for jeg KAN jo godt lide en lille en, og gerne en til hver hånd.. og hvert ben... men når manden giver ekko med hovedet i toilettet - brølebrækkende en tirsdag formiddag, så er det bare ikke så satans hyggeligt længere. Det er fint, men det er fandme ikke hyggeligt. Jeg rejste for et par uger siden, hjem til min mormor og morfar for at få styr på tankerne, og da min sambo, der ellers havde været ædru i 4 måneder, valgte at gå på kampdruk i lejligheden virkede det som et perfekt tidspunkt. Jeg skulle tænke. Hvad jeg skulle gøre, hvad jeg ikke skulle gøre -  hvad jeg gerne vil - med det i tankerne; Hvad gør DIG lykkelig Maja? - og jeg nåede frem til: JEG vil hellere, kæmpe, svede, græde, leve af dåsetun og betale hele lortet med sjæl , for at gøre hvad der gør MIG lykkelig - eller lykkelig er måske så meget sagt, men - af disse årsager er jeg, igen droppet ud af skolen. ÅH NEJ. - og jeg er allerede meget mere lykkelig. jeg hader ordet lykkelig. men jeg vil ikke bruge ordet fri. ikke endnu. hverken fri eller lykkelig, men jeg er.. på vej. Jeg er igang med min digtsamling nummer to. Resten er en hemmelighed, som ingen nok får lov til at se før om flere år. Hvem der bare var blevet sygeplejerske... eller.. pædagog.. eller bankrådgiver - (hahahahaha, nej, det mente jeg ikke..)  - Jeg kan ikke tåle tanken om to år, (det er kun to år Maja - DET VIL JEG SKIDE PÅ, TO ÅR ER FUCKING LANG TID!!) hvor jeg skal slæbe mig selv ud af døren, til et umenneskeligt lange dage på Københavns KVUC til enkelt fag, hvor jeg skal sidde som en zombie, med render under øjnene, eksem i armhulerne, tiktak i nakken og blive skolet i ting der ikke siger mig noget som helst, sammen med stupide smilende fisk og aber på sytten år - fra Vejle.  dét nægter jeg. og jeg fryder mig - især over dem her :
Nu har hun fandme også smidt sit TV ud af vinduet. Hun er en slem slem pige. Den Store Stygge Ulv. Tænker ikke over miljøet, glæden i genbrugsguld og det at give væk til dem der mangler. Nej! Hun ér et pragteksemplar af migmigmig-generationen, Dovne Roberts dagdriver kusine, en plage for systemet uden lige. Hun drikker for hurtigt og for meget på hverdage, selvom at hun VED, at det er skyld i de deprimerede dage og hendes dobbelthage. Hun KAN ikke finde ud af at læse faglitteratur og hun ejer fandme heller ikke et vækkeur. Hun gider ikke engang at gå i skole og et arbejde har hun heller ikke! Hun bruger alt sin tid på små ubetydelige linjer og bogstaver, gadehjørner og det at slå igennem som forfatter. Og ikke engang DET kan hun tage sig sammen til at gøre ordenligt. Hun har heller ikke nogen kæreste, hun kan finde på hvad som helst og det er ikke engang det værste!! Hun gør fandme ikke dagens gode gerning, og hun vil ALDRIG tage sig sammen til at blive lidt voksen.  det ER frygteligt. Hvad skal det ikke ende med?        - sagde de ude i stuerne.

Ja, hvad skal det ikke ende med? Jeg ved godt hvad det ikke skal ende med - det samme. det er hvad jeg ved. Resten har jeg absolut ingen anelse om. Jeg ved bare.. at solen varmede min næse på strøget idag. jeg ved at posten kommer imorgen. Jeg ved at jeg skal skrive videre på min bog resten af natten. Jeg ved at jeg skal ned efter smøger - nu . Jeg ved at Abdul står i Kiosken indtil klokken 23.00. Jeg ved at bussen måske kommer for sent imorgen. Jeg ved at der kommer sne inden for de næste tre-fire måneder.  Jeg ved at jeg er lidt små forelsket. . Jeg ved at.. Jeg ved absolut ingenting. og dét er sgu da en start. Jeg vil så nødigt vågne op og være 50 og ærgre mig, ærgre mig over alt det som jeg slet ikke nåede. Ærgre mig over at jeg glemte at drømme, glemte alle drømmene - tabte dem ned i kasserne, og puttede låg på, inden det hele bare pludseligt - var for sent?  for dét, ville være det mest sørgelige - "FOR SENT" - og lige nu - er intet for sent. og sådan skal dét være. (sagde hun med svidende øjne på grund af smøgen i mundvigen, da hun smilte kækt til sig selv, uden at have nogen som helst idé om hvad hun lige havde sagt) -  skide godt Maja.

For at køre bloggen (jeg hader at kalde det en blog, jeg er ikke blogger.. men vi kan godt lege det.. lidt) FOR AT KØRE BLOGGEN TILBAGE PÅ SAMME SPOR - Jeg ligger ikke flere digte ud herinde, for sig selv - før at min samling er færdig. jo måske, men ikke i samme omfang.
ISTEDET FOR, får i lige min weekend. plus - minus.
Torsdag morgen vågnede jeg op, med et INGEN TØMMERMÆND'S jubel-blik i øjnene, selvom jeg onsdag havde været til noget fødselsdags reception, og selv syntes at jeg var taget tidligt hjem, indtil en kop kaffe senere, hvor jeg gik ned med det hvideflag, da jeg kom i tanke om at min mor kom på besøg om 40 minutter. Så badede jeg i deodorant og børstede mine tænder - to gange, og redte mit hår udenpå, inden jeg åbnede døren med et; Heeeej Mooor, kom indenfor - totalt overskudsagtig. Jeg ER bare en pisse god datter ( hun kunne lugte det, sprutånden, 2 minutter efter) Min kære moder forlod bygningen et par timer senere - Min veninde ringede klokken 15 - jeg smed mit fjersyn ud af vinduet efter nyhederne klokken 16 og klokken 02.15 var jeg, igen, fuld og på vej hjem i seng.

Fredag vågnede jeg før klokken nåede middag, på grund af tømmermænd, både i opgangen og i hovedet. En god ven spurgte om jeg ville med til fernisering på Café Flisen - det ville jeg godt. med sørøverhjerne og solbriller ankom jeg, til fin-på-den-pagne-før-16.00-det-er-OKEY-med-taler-og-ord. Lidt ubekvemt at sidde der, med så fine folk, og så med tømmermænd, og ikke nok med det, væltede Ronni, Kongen af Vesterbro da også lige ind af lågen og satte sig ved siden mig og min ven, der allerede lignede et cirkus i forhold til resten af pøblen. Ronni snakkede herre højt i en tolvhestes brandert og med en joint i munden lige midt under talerne, perfekt - men jeg kunne lide ham, og så havde han de meste grønne øjne jeg i mit liv har set. Ronni Wat, Jason Wat´s storebror - spørgsmålet er så lige hvem af de to man helst ville være.. Jeg ville nok vælge Ronni. Jason er FOR glad, og ligeglad med at sidde i kørestol til at jeg tør at stole på det.  Efter et par glas, havde jeg det godt igen, minglede rundt og snakkede med meget flot mand, som endda også havde meget prægtigt skæg -  og min ven, han havde det endnu bedre, da han havde drukket en dobbelt absinthe-cola-long-drink. Han havde det endda SÅ godt omkring klokken 19 at han dinglede hjemad, til sin hule på Vesterbro.
Jeg selv, jazzede videre mod Nørrebro hvor en af mine andre gode venner havde inviteret på drinks inden vi skulle til koncert med bandet Pachanka, hvori vores fælles veninde synger.
Efter, jeg ved ikke hvor mange drinks, vendte vinyl plder og snakke på altan tog vi en taxa - Så koncert, hoppede, dansede, drak øl og jeg faldt vist nok på et tidspunkt - men det skulle man, fik jeg af vide. Efter koncert tog vi, sammen med veninde og resten af bandet videre på bar ved sankt hans torv - Jeg hader når barer er proppede, derfor går jeg også helst ud på hverdage, men i dagens anledning var jeg nu alligevel endt på en helvedes fyldt bar. Det endte nu alligevel med at jeg sad og drak øl med en tatovør ude på en trappesten foran baren, indtil..." at jeg tog hjem"..

Lørdag sov jeg til klokken 17, en time før at jeg skulle være til fin middag hos en veninde jeg ikke havde set længe. Min 50 årige sambo havde gang i gryderne - det stank besynderligt. lidt heksebryg agtig -  brandenælde somthing.  Så jeg sprugte ham " - Hva, hvad er det lige du laver af mad der?" - "Pot tærte!" sagde han grinende og tog låget af gryden så jeg riiigtigt kunne se godterne.  fy for satan.. Men fred være med det. Jeg havde travlt. Jeg kom selvfølgelig for sent, men jeg havde husket vin. for engang skyld - hun havde lavet italiensk tomatsuppe, det smagte som små engle i paradis synger. Så damede vi den indtil at hun lokkede mig med til en HEAVY METAL koncert i indre by. Jeg går til for få metal koncerter. Det blev min konklusion, på vej til Floss omkring klokken 01.20 alt for tæt på lukketid - Peter, chefen gav en dobbelt rom og cola og så tog jeg hjem. Da jeg drejede nøglerne i døren og åbnede ind til lejligheden kom en vild stank mig i møde. Der lugtede besynderligt, syrligt og brændt. og gryden stod helt sort i håndvasken. jeg tænkte ikke mere over det. og gik i seng.

Søndag, havde jeg ingen tømmermænd. overraskende nok. Spurgte 50 årig sambo, hvad fanden der stank sådan i køkkenet. Manden var fandme faldet i søvn med potten kogende i gryden. Fortalte at han var vågnet ved røg i hele lejligheden og ild i hele lortet. - flot. godt at jeg havde lukket døren og der ikke var sket mere....  den mand er umulig...  Gik ind til mig selv imens jeg rystede på hovedet.  Læste lidt bog, røg nogle cigaretter... vaskede op. hørte musik. Gode gamle søndag, inden jeg tog overtøj på og gik ud efterårs blæsten. Min mor og hendes veninde /mand + børn havde inviteret på aftensmad. København er flot om søndagen, især når man ikke har tømmermænd.
Så det var det, dén weekend.

Lige nu, kæderyger jeg, imens at jeg hører Nick Cave og skriver denne her åndssvage "blog" som overspringshandling, da jeg faktisk burde skrive på noget helt andet. slem tøs.
Så farvel. og snart på gensyn jo. åbenbart?

Hold jer muntre. og nyd nu lige alt det flotte udenfor, inden hele lortet rådner. der er blommer og kastanjer og alt muligt shit. det er for fedt. vildt. HEPHEY!

Ps. Jeg har efter flere måneders leden, fundet en ny hat.
Pps. Her stinker stadig, i hele lejligheden.

Skål!! og kindkys.

// Rævedamen.

tirsdag den 24. september 2013

Som flere nætter bliver til dage i storbyen så pisseligegyldigt latterligt lambrusco drikkende eksistens, så fuglene ligner klatterne de selv skider ud
Som tagene på bygningerne trævler op igen og igen af gaderne der er pulserende fyldt med elendighed og endeløse eventyr af lort
Som menneskene cykler rundt og tænker med røvene der løftes over hvert et fremmedlegeme og sten på cykelstierne, bange for begyndelser og hæmorider af livet
Som butiksruderne er ryddet ud for kreativitet og byttet ud med kransekage flettet som flere firkanter i lag på lag på lag på lag
Som underlaget af undergrunden der smelter slimet ned i rendestenen videre ned i afløbet for alt det som det hele overhovedet handlede om
Som det hele startede med så smukt og påpasseligt pisselækkert fyldt af toner og takter der blev til beats af kærlighed og kildefuckingvand
Som nu er gult og grønt og helt skørt ligegyldigt og lallende ungemennesker med cultshaker og rystende røve op af en bartender
Som det er filmet med iphones, som det er tagget på facebook, som en snapchat uden hashtag og endnu en nat som en abelignende akrobat
Som vi jagter kaniner og vælter i buskene og drikker likøren hurtigere og misantropisk misdannende levertal lever op til statistikkerne
Som månen den synger og bilerne hyler heksehyl og storbybrøl i en blender fyldt med overfyldte kollegiefester og bastarder uden belæg
Som ingen længere går op i når der sniksnaksnakkes i krogene af mågerne, så højlydte i havneområderne at selv luderne er skræmt væk
Som Istedgade er fyldt med vejarbejde, rengørelse af gaderne, pacemaker til stræderne tiktak tikkende eskapader afsluttes
Som København bliver sparsom, nøjsom og langsom i metrobyggeriet og Carlsberg bryggerierne de dunker og sprutter flere tusinde øl ud end børnearbejderne i Taiwan drikker vand
Som måske stadig, inde bag de lukkede og vante døre kunne se en smuk ting midt i børnearbejdet selvom de var ulykkelige, bare en ligesålille smule som Lotte fra femte A
Som vokser op midt i kræftknuden af imorgen så sørgeligt og surt travende mod skolerne går vi alle med rygsækkene fyldt med drømme i Tupperware påpasseligt plastik lukket
Som aviserne gemmer nyhederne og medierne skræmmer de ældre og børnene - er du sikker på at det ikke er farligt generationen
Som jeg ryger mine cigaretter hårdt og hurtigt i busstoppestederne bestialsk og vanedannende suger jeg livet ud af mig selv i storbyen susende helt lukket op for sluserne
Som Medina synger kun for mig kun for mig tæsker vi rundt i regnjakker og håber på at intet når os til vores sokkeholder så pisse patetiske private
Som de bange øjne bahbuher når noget tåget kommer for tæt på til at kunne danse tango med livet bare en lille smule inden dagen var omme
Som vi går rundt med hovederne bøjet i elektronisk elefantitis voksende over de hoveder vi startede med at have fået tildelt så specielt og særdeles
Som vinteren trænger sig på hægterne og slægterne pakker gaver ind og ud til julefesterne jublende og just in time
Som vi haster mod S-togene og lukker lågerne når vi kommer hjem til betonbygninger som myrerene bærende på poserne af materialistisk empati
Som pengene brænder i vores hænder, langsomme brandsår stigmata hakuna-matata for dagen imorgen er lovet lidt endnu og vi skal nå det inden den sorte hest kommer
Som traver i takt med krigen der blusser op og ned og op ned af gaderne i demonstrationer for kærlighed, fred og harmoni
Som cigaretten ryger sig selv ensomt ventende på revolutionen der for længst er død og forbi i øjeblikke som disse for evigt uflatterende flaksende krage moments
Som snurrer rundt over vores hoveder, lover at disse ådsler, bløddyr og monstre skal blive deres næste måltid til lyden af dommedags trommer
Som grønthandlerne græder og lejer deres lokaler ud til højere magter
Som pigerne pirrer for tattoos og tasker
Som svarene aldrig bliver givet og fundet
Som dagene går og vi endnu engang er overvundet og forsvundet
Som vi beder om flere sekunder
Som vi er mennesker
Som vi er bæster

mandag den 9. september 2013

poltetetetetetteteeeeeeee

du kan være så uvirkelig
fucking poltergeist
spøgelser i natten
noget som slet ingen kan se
du kan være så fantasifuld
fucking poltergeist
tilbagevendende monster
holde mit vejr og stilheden
i nat hvor vi slet ikke findes
anarkistisk ild i mit bryst
fatale flammer i dine øjne
du kan være så opfundet
fucking poltergeist
danser med glemte dæmoner
udsprunget og genfundet
du kan være så ligegyldig
fucking poltergeist
blide bittersøde berøringer
så betydningsfuldt fyldig
at min organer springer
selvom at jeg vil holde fast
i din svedige hånd til det sidste
fucking poltergeist






torsdag den 5. september 2013

intet..................
intet intet intet intet

i
n
t
e
t
          InTeT - 1NT3T INTET intet
i
  n
     t
       e
          t


intet
intet
intet
intet

               INTET


intet
 
intet
 
tetni
tetni
tetni
 
INTET

sort type

krænger min sjæl ud af mig selv
river huden itu og fra hinanden
i sørgmodig striptease
så knogler og kød rasler
drypper dybe blodige dråber
og falder for og fra hinanden
med øjenlågene i hænderne
og resten af livet imellem tænderne
i mit kæntrende kranie
føler flænsende flammer så famøst
imens rygraden græder
spinder som en kat på vej i døden
deprimerende og smukt
kaptajn på skibet frosset fast
i elendighedens evige bugt


Alt har forladt mig
dagene har forladt mig
de findes ikke længere
timerne har forladt mig
de går ikke længere
gaderne har forladt mig
de drejer ikke længere
byen har forladt mig
den summer ikke længere
København har forladt mig
den eksisterer ikke længere
Alt har forladt mig
sulten har forladt mig
hungrende og træt
cigaretterne har forladt mig
hostende og askegrå
sprutten har forladt mig
sløret og beruset
musikken har forladt mig
skruet ned og sukkende
Alt har forladt mig
min sjæl har forladt mig
vandret ud af kroppen opgivende
S-toget har forladt mig
på endestationen
rygraden har forladt mig
snor sig langs benene på vej væk
mit blod har forladt mig
ligbleg og svimmel
min tandbørste har forladt mig
griner i spejlbilledet
Alt har forladt mig
min hat har forladt mig
flyver et sted over tagene
efteråret har forladt mig
taber bladene hos andre
mine tatoveringer har forladt mig
flygtende blæk klatter på fortovet
tårerne har forladt mig
indtørrede salt diamanter om halsen
modermærkerne har forladt mig
ikke værdig nok til bære dem
Alt har forladt mig
saxofonen har forladt mig
stilheden rammer hårdt
rytmen har forladt mig
ingen takt
blomsterne har forladt mig
knækket og kortsluttet
gadelamperne har forladt mig
bukket og bøjet
Alt har forladt mig
drømmene har forladt mig
svæver ud i intetheden
ordene har forladt mig
tabt inden de når papiret
depressionen har forladt mig
den findes ikke længere
du har forladt mig
fordi at det manglede
i har forladt mig
fordi at det sker
jeg har forladt mig
og nu er der ikke mere