tirsdag den 31. december 2013

GODT NYTÅR FRA RÆVEDAMEN

Fra anlægget flyder Jimi Hendrix ud over væggene og gulvet i den lille etværelses, i Nordvest. Solen står ind af vinduet, så støvpartikler og røgen fra cigaretten lyser op som det lysshow, der vil pryde himlen i nat, når klokken slår 00.00 og vi vil skrive år 2014.
Nytårsaften står for døren. Ja. Faktisk, står det svin og tripper lige udenfor min hovedør. Det er vildt stressende. Og jeg har som altid, ikke styr på noget som helst. Min lejlighed roder, jeg ved ikke hvad jeg skal have på eller hvad jeg skal drikke. Veninder og venner har inviteret mig til middag, velvidende om at jeg er dybt kaotisk og rent faktisk stadig har en form for tømmermænd fra julefrokosten i fredags, der vel at mærke, først sluttede for mig i søndags. Og jeg kan ærligt talt, ikke huske hvornår jeg skal være til middag i aften. Præcis som det skal være. Efter bogen.
Åh, Nytårsaften - Sidste år drak jeg en flaske whiskey og havde sex med en ekskæreste, for at gå hjem til min veninde, stadig i kjole den 2 januar, da jeg på dette tidspunkt var hjemløs. Jeg gik over krydset ved Dronning Louises Bro og min ene hæl faldt af, så jeg haltede i kjole hele vejen til Østerbro. Så, jeg kan dog allerede forsikre mig selv om, at dette år kun kan begynde, en anelse mere classy i år, håber jeg. 7-9-13.
Nytårsaften er dagen hvor man åbenbart ser tilbage på året der gik. Fortæller om hvad man har opnået, mistet og ens håb og drømme for det næste år. Det gider jeg som sådan ikke at gå så meget ind i, men vel at mærke har jeg utroligt meget at takke for, så jeg gør det fandme alligevel, da jeg må indrømme at jeg har haft et helt vildt år.

- Udgav min første undergrunds digtsamling, Tagsten Som Tangenter i 113 eksemplarer - UDSOLGT
- Slæbt mig selv op på en scene igen for første gang, efter 3 års pause.(Stadig sceneskræk, men jeg gør det)
- Optrådt så mange gange nu, at jeg ikke længere gider at tælle. blandt andet på, Det Kongelige Teater, Kulturlogen i Kolding - støttet af Statens Kunstråd, Galore Festival, La Fontaine, Café Flisen, Spillestedet Stengade, Christianias Jazz klub, Råhuset til Onkel Dannys Joint, Råhuset til Dubstep (!) til elektronisk festival, Huset i Magstræde, og lidt her og lidt der.
- Lavet poesi til musik, af 4 flotte og dygtige musiker mænd og de har holdt hovedet koldt, trods mine manglende evner for koordination, men dog utroligt gode evner indenfor spontanitet og kaosteori. Tak.
- 31.000 læsere på min blog.
- Læst digte højt i Radio 24syv.
- Optrådt sammen med en masse andre dygtige mennesker af ord. Tak til alle dem og arrangørende.
- Holdt foredrag for en KVUC klasse om digtning, en mandag morgen med tømmermænd.
- Optrådt med Mystery Men, på Christianias Børneteater. (Tak!)
- Begyndt projekt med "NATTEFUGL" EP. 3 numre med spokenword og 3 numre med sang.
- Skrevet 82 sider på kommende roman/novellesamling.
- Skrevet  ca. 21 digte til den kommende digtsamling "ÅBEN".

2013 var et fantastisk år af ord, med blåmærker, lange nætter, kriser og Floss. 2013 var tømmermænd og paranoia. 2013 var mænd og ridser fra gulvbrædder. 2013 var nomadevandring igennem byen på den der, bodega-boheme kinda way. 2013 var sommer i Thy. 2013 var fosterstilling i NV. 2013 var fyldt med en blanding af begær, synd, syrerock, jazz og en smule kærlighed. 2013 var fri og flyvende. 2013 var så mange cigaretter, at jeg ikke ved hvor man skulle gøre af alle de skodder, i hvert fald ikke uden at skatten skulle blive højere. 2013 var backstage og rock n' roll. 2013 handlede det om ikke at miste galskaben. 2013, var lort lige ned i halsen fra politikerne. 2013 var året jeg tog coke på toiletbrættet. 2013 var ménage á trois. 2013, året hvor min mor blev ansat hvor jeg går i aktivering. 2013 en foræret kliché. 2013 Fernet Branca og Gyldnedamer. 2013 var klædt i sort og lugtede nogle gange af lort. 2013 så tragikomisk at det blev smukt. 2013 blev holdt på Københavns Hovedbibliotek. 2013 var Tom Waits med nummeret Goin' Out West. 2013 var latter så inderlig, at det halve havde været nok. 2013 var skønne mænd og kvinder i samtaler over rødvin, ouzo og hvad der nu var råd til og - 2013 var året jeg var i fogedretten. 2013 var året hvor jeg ikke passede nogen steder ind -  men alligevel fik strøget min kind og holdt hånden over mig af dem, der ved hvad det handler om. 2013, hvor de kvindelige digtere skrev om udfoldende lyserøde blomster og snakkede i krogene, imens nogen andre drak og hang med mændene. 2013 kunne også have denne titel, Mænd der opfører sig som Kvinder, og være en bestseller. 2013 var rødvin og tomme lommer. 2013 var on the road i indre by. 2013 var året hvor der blev gjort rent og møget ud. 2013 var Vesterbro, omvendt hestesko og natbussen hjem mindst efter to. 2013, året hvor mine venner fik børn og jeg sad og spiste banan med benene udover Dronning Louises Bro. 2013 var Ulykkeligt Lykkeligt, Underligt Vidunderligt og smuk på sin egen cirkus måde. 2013 var livet på bunden, bunden af byen, bunden af flasken og bunden af lommen - 2013 er brugt og slugt til den alder sidste dråbe. 2013 var en sløv og sexet Cabaret med skæv scenekant. 2013 tog mig 15 par sko at trave ud. 2013 var Charles Bukowski i mit blod. 2013 var mest af alt, utroligt inspirerende.

Tak for året. Tak til min mor, fordi hun støtter mig. Tak til min mormor og morfar, fordi at de altid har været der. Ja, også tak til dig far, fordi at du er så stor en nar, at det inspirere mig.
Tak til de fantastiske personligheder, jeg har lov til at have tæt på mig.
Tak til alle mændene, og også undskyld, til nogle af dem.
Tak til vennerne, veninder og Jazz musikerne, buschaufførerne og taxachaufførene, tak til spillestedangerørne og bookerne, tak til bartenderne og tak til forfatterne, digterne, tak til graffitimalerne, punkerne, rapperne, bodegaerne, stamkunderne, lydsystemerne, spillestederne og tak for alle festerne - OG også tak til haterne.
Tak til jer der var med hele vejen og var med til at dele kagen.
Derudover, vil jeg gerne have lov til at sige tak, til alle dem der følger mig, læser mine tekster og støtter mig som den forfatter jeg er, og er ved at udvikle mig som. Det betyder mere end i ved og hvad jeg kan forklare jer. Og tak til jer, der genkender mig på værtshusene og giver en fattigræv en bajer, den falder et "tørt" sted. /Haarh-haarh) Tak til alle dem der købte Tagsten Som Tangenter, på Sjælland, på Fyn og i Jylland, til shows og på den bedste pusher-måde ved Nørrebro Station.

Ps. Tak til Rolling Stones, John Coltrane, Jimi Hendrix og Tom Waits, for at gøre de lange timer selskab.

Tak for turen!
 Nu vil vi blot vente på at klokken slår 00.00.
- og når den gør det, vil jeg råbe "EEEN GAAANG TIL!!!!"

Jeg er klar.

Skål forhelvede, og GODT NYTÅR!

//Rævekys.

Maja Petrea Fox

onsdag den 11. december 2013

UKENDT TITEL


Kære Liv
Jeg er gadelampen foran din hoveddør
der blinker i mørket
Gør det hele lidt mere uhyggeligt og snørklet
Jeg er den ensomme gynge på legepladsen
der gør dig i tvivl om det paranormale
Jeg er helvedet, sandheden og din røde kind
Fra den lussing livet gav dig engang 
den sidste sommer
Jeg er natten der går på hæld
Jeg er ekko grinet i din opgang
Den tørre gren der skygger for din solopgang
Den hængte mand han synger
Jeg er stjernerne på himlen der går ud
Og månen der knækker midtover
Og falder ned
For jeg er
Splittet imellem dimensioner
Af livet der gør ondt og 
Jeg kan ikke længere
Se det smukke ved dig
Når du kysser min kind
Kære Liv
For helvede brænder over
Når himlen den er fuld
Og det er oftere end den skulle
Men vi skulle ikke bryde ud
Vi skulle bryde sammen
Og for hinanden
Sammen med den chance som vi aldrig fik
Men stadig skulle bruge
BRUGE BRUGE BRUGE
Og suge den sidste dråbe fra
Inden vi tragikomisk
Alligevel skulle herfra
Jeg blev forelsket i dig første gang
Du sang din sang
Men Kære Liv
Nu har jeg mest lyst
Til at synge sidste vers
Trampende i takt
På tværs
Ned af den lange dødsgang
For sidste gang – 
Aller sidste gang
Jeg kan ikke blive her
Men jeg er bange for at forsvinde
Og jeg sidder fast som et skib med sejl
I frosne Decembers havn
Kære Liv & København - 
i tager livet af mig.

onsdag den 4. december 2013

MINE FÆDRES ALVORSORD

Jeg er syg
jeg er syg helt ind til benet
helt ind til atomer og i alle hjerne regioner
Charles Bukowski ligger og håner mig på natbordet
        stor og tyk og tung
ligger han bare der og griner
slår sig selv på maven
         imens han peger
ved siden af flasker og et fyldt askebæger
det eneste der ikke har forladt mig
jeg ér mine tømmermænd
        "come on your damn CUNT
         - get up and get movin' "
ryger et skod og giver ham fingeren
det er tirsdag morgen
og hvis jeg nu lavede noget
som dem der cykler og går ude på gaden
inden solen står op
kunne jeg nå det idag
         "you're a PUSSY
         - why don't just write THAT down"
ryger et skod mere
tredje December og to cigaretter
     tilbage
er himlen mørkeblå
bilerne brøler
blankt word dokument blinker
sirenerne synger
mågerne skriger
- jeg hoster
Tom Waits - siddende i hjørnet af døden
af mit etværelses mareridt
vipper med foden
   ryster på hovedet
         " I think she´s goin' nuts
           but hey man, she has great shoes"
ignorerer ham, sikke en idiot
tjekker monotomt facebook på min telefon
Betina skal til fitness
og julebanko med kæresten
i aften
- jeg kan ikke det her
støtter panden mod hånden
tænder en smøg
jeg ved ikke hvad noget er længere
jeg ved ikke hvor det skal bære hen af
længere -
jeg ved ikke NOGET SOM HELST
længere -
JEG KAN IKKE SKRIVE
mere eller længere -
selv Free Bird på Floss
lyder ikke godt længere
Tom finder guitaren frem fra hjørnet
  "//oh you got to
     hold on, hold on
     you got to...."
Charles spytter billig vin ud over gulvet af grin
          " hahaha, yeah that's gonna help her
             look at her, for fucks sake, shes a mess
             .... it's almost beautiful how pathetic she is"
de griner og Charles skåler
jeg gemmer mig under dynen
mit sengebetræk er røget af
mig selv og de andre
og jeg har taget tilløb siden igår
til at tage det på -
Rejser mig op
til ulvehyl og piften fra Tom
         "That's more like it - 
           STEP RIGHT UP and SMACK IT"
Charles han - - -
kigger på mig med hovedet på skrå
fumler efter en cigaret med sin højre hånd
          " you know, at least you have
                   great tits, hon'! "
jeg smiler og griber ud efter min hat
som de kaster frem og tilbage imellem hinanden
forlader lejligheden
med Dan Turéll i inderlommen
en brummende mumlen
           " Hvorfor går du ikke bare hele vejen?
             GÅ HELE VEJEN, BABY!
             tag den helt derud, hvor de går og drømmer om, baby "
fodrer ham med smørebrød og en kold
bortforklarer med undskyldninger
hvorfor jeg ikke skriver længere
Og han sidder bare der - 10 centimeter høj
med øl i skægget og glor på mig
i 3 minutter inden han begynder at grine
som kun Dan han dybt kunne grine af det
når han spørger om hvordan det går med det
og jeg altid fortæller at det ikke går - godt
Og han griner så elskeligt højt
 - at det kunne have interesseret Freud
              " Ingen grund til at holde her..
              - så baby, lad os bare gå noget mere"
og vi går forbi menneskerne på gaderne
vi går længere og igennem byen og
med ham siddende på skulderen
vi går forbi Strunges vindue
hvori han sidder og vinker
        deroppe
imens vi griner og knipser
        dernede
over alt det som vi overvinder
også denne grå vinter -
indtil han vifter med hatten
og pludselig forsvinder
ud i natten -
Og jeg er alene på Hovedbanegården
Tom er tilbage
står lænet op af muren ved hovedindgangen
          " You want a ciggie, babe?
            - don't think about it "
så står vi der, under halvtaget
halvskøre og helt klædt i sort
     hænger ud
på den der bluesy kinda way
og da jeg slukker cigaretten i min hånd
er mine ben bare og læbestiften mere rød
min fod tramper i takt - mod indre by
og jeg dufter godt
og alt er cool for Tom han er her
og månen den har skræmt solen væk
og den skinner meget mere
og bygningerne bukker
for vores tango ned af strøget i bare tæer
i slidte skos storsmilende melankoli
          " We got a year-end clearance, we got a white sale
           and a smoked-damaged furniture
           you can drive it away TODAY
           Act now, act now! "
jeg falder mod jorden under en halv piruette
ligger i rendestenen med benene oppe
i luften og munden helt åben med krager
lidt for lange og ensomme klapsalver
lister sig imod mig fra gyden i pisserenden
en glød er alt hvad jeg kan se - - -
         "Listen, kiddo' i told you not to write
          not to write poetry
          not to write
          not to make a living out of this crap
          it will drive you mad
         and you are not even a man
         your a god damn woman
         fucking crazy bitch of a whore"
et langsomt grin varmer
en flaske klingrer
overdøver alle de andre indre stemmer
         " there's no way back now kiddo'
           ...go ahead and do it, youre one of us now
            enjoy the pleasures of the damned, babe
                                 Cheers... "
neonlysene smelter over nattehimlen
baren blinker O P E N
kysser grønne giftskyer og tvillinger
bader i boheme blandt bæster
alt snurrer rundt i hit and run
danser gadelamper og det går hurtigere
og hurtigere -
suger kærlighed og lidt knaster
og imens jeg flyver hjem med fugle
bag guitar soloer
skyer af lyserødt candy
synger Jimi Hendrix
om hende der, Foxy Lady
Jeg var syg
jeg var syg helt ind til benet
indtil jeg fik et par alvorsord
og det er dét
rigtige fædre de giver
til deres unge piger

mandag den 2. december 2013

FØRSTE SØNDAG FØRSTE DECEMBER FØRSTE ADVENDT

Er moderne og digitalt hip på Skype, med en meget kær og elsket veninde, som fornyligt er flyttet til Australien sammen med sin store kærlighed. Hun fortæller om hvordan hun surfer ved stranden, arbejder på café, slænger stænger i solen, nyder sommeren, spiser eksotiske retter og bor 10 minutter fra centrum i Melbourne. Og har by the way, lige fået et modeljob, da hun ER super smuk. Et flot, solbrunt og stilrigt liv, med vin til kanten af glasset og britisk accent. Eventyrs-stilen og det er skønt at høre! Det varmer mit hjerte. Men hvad med dig, Maja? Hvad laver du? Hvordan går det? Jeg svarer: Jo, jeg sover ikke længere, og er blevet en stor fed kliché. En såkaldt "forfatter" der ikke skriver og som drikker for meget. Jeg kan blære mig med, at jeg er kommet op på næsten to pakker smøger om dagen. Det mest eksotiske jeg finder heromkring er Kebab-manden om hjørnet og mit største spørgsmål og grund til undren er for tiden, hvorfor jeg ikke har et mavesår? Jeg mænger mig med musikere og flotte mænd, og kommer først hjem næste dag klokken halv fem. Jeg er ude flere dage om ugen, en arbejdsløs-bodega-boheme med guitar soloer uden på tøjet, som altid er sort, så jeg ikke behøver at sortere mit vasketøj. December er lige begyndt og julen rammer os snart, og du ved jeg hader jul. Desuden så forstår jeg ikke, at børnene ikke kan forstå, at det er urealistisk, at møde julemanden på hvert gadehjørne, og nogle gange endda to på samme tid? Men det er vel også, det magiske og smukke ved børn, ikke?
       Hun siger: ...... Så du har det godt?
            Jeg svarer: Ja!

onsdag den 27. november 2013

EN DAG SOM STORBY-RÆV // DAG

Jeg vil de næste 24 timer føre en kamera-dagbog.
Vi starter Onsdag 10.47 hjemme i ræverhulen:






























....... forsættes, efter mørkets frembrud.

søndag den 17. november 2013

KOLDING ER DANMARKS VIVA LAS VEGAS

Jeg er opstået af Kolding. Min hjemby. KOLDING. Der hvor solen den ikke skinner, der hvor kragerne allerede er vendt og der, hvor der er 48 timer i døgnet. Kolding. Faktisk opstod Klamydia også i Kolding. De er den by i landet, der har den største procent for opdagede tilfælde, af Klamydia. Og alle har enten dét, eller kræft, i Kolding. Jeg kender to med kræft. De er fra Kolding. Kraftige knuder af Cancer binder byen sammen. Og kun de stærkeste overlever, og bliver ved med at bo, i Kolding. Jeg tog til Kolding en torsdag, for at læse digte højt, støttet af Statens Kunstråd. Vendte hjem en sen lørdag og tilbage til Floss, fattigere end lort og med et stort sår på mit venstre skinneben. Så var det pludselig søndag og mine dage lå spredt ud over hele Kolding. For det gør Kolding ved dig. Kolding river din kalender i stykker og tramper på de efterladte sider af dage. Faktisk slæber Kolding, din kalender ned af fortovet, liderligt fremvisende, hvor mange, dage og penge, du skal snydes for denne gang, og så endda med et smørret smil. Kolding er Danmarks Viva Las Vegas. Hvor stamkunden på det gamle StamVærtshus, er en høj og lang håret grønlænder, der hører dødsmetal og har to forskelligt farvede øjne. De kalder ham Teddy. Sådan beskrives Kolding. Kolding lærte mig, at gå langs jernbanen med en pind på stakittet, rytmer indeni en ung graffitimaler, i barnlige gummistøvler og med en ræv i snor. Kolding lærte mig så meget, at jeg var nødt til at gå på 1-2-3-4-5-SEKS forskellige skoler! Kolding stjal min ene fortand og min ungdom. Kolding gjorde mig til digter. Kolding fortalte mig sandheden om elendigheden. I Kolding mistede jeg min mødom - og stjal selv et par stykker, tilbage igen. Og Kolding vil aldrig helt forlade mig. Jeg ved i hvert fald, at jeg stadig står i RKI, for en af de lejligheder, jeg havde, i Kolding. I Kolding der daler de dårlige stoffer fra himlen - og månen, er altid og konsekvent, helt fuld. Sådan er Kolding. I de unge dage inden København-æraen, fik jeg tæsk af fem tøser og listede, rundt i byen for at de ikke skulle støde ind i mig, eller møde mig, i flere år. Jeg fik tæsk da byen fik besøg af et tivoli, jeg fik tæsk nede i kvickly og bag ved netto. Jeg fik tæsk i skolegården. Jeg fik tæsk af og i og på alle, teenage-årene. Om natten løb vi rundt og malede på alle murene og togene. Det gik tiden med i Kolding. Folkeskolen, i Kolding. Blev til Folkeskolerne i flertal. Og lærerne sagde, at jeg ikke gad og at jeg altid var et HELT andet sted -  til skolehjem-samtalerne. Og min mor skældte dem ud, og sagde at de ikke kunne forstå, min særligt-sensitive-kreative-sjæl, og at de var nogle firkantede traditions-nazister. Jeg fandt engang to krager på loftet, i Kolding. Jeg satte dem fri af loftsvinduet. Faktisk, er jeg født i Haderslev. Men der boede jeg kun i syv år, så det gælder ikke og jeg kan ikke rigtigt huske noget fra dengang. Udover, at min bedste ven hed Folmer. Han var en gammel alkoholiker som boede ved siden af. Han duftede altid af jul, og i hans hus havde han en fritgående høne. Den hed også Maja. Men både Folmer og hønen Maja, er med garanti døde nu. Såeh.  Kolding er min hjemby. Kolding er min onde tvillingesøster, i lange stilletter. selv Tom Waits, ville fælde en dråbe og en tåre af benzin, i Kolding. Kolding er kærlighed og ondskab. Kolding burde have sin egen stat, sin egen tidszone og Kolding burde have en lås på døren, så ville det aldrig gå så galt. Som det gør i Kolding. Det går galt. Helt banalt, men aldrig analt. Kolding går i blodet på dig, og den forpester fantastisk hele din krop. Så du ender med at sidde en søndag, med nyfødte menstruationssmerter, fordi at, Kolding også fuckede DEN cyklus op. Og du var så fuld da du .. tre dage forsinket, forlod Kolding, at du tog videre efter togturen - da du vidst nok kyssede med en mand midt i baren som, Allerede, er i et forhold, så du på Facebook, da du fandt hans visit-kort. Sådan er Kolding. Det gør Kolding ved dig. Så mine damer og Herrer, Jeg gav op. Jeg holdt ikke til det. Jeg kastede det hvide håndklæde i ringen, og flyttede fra Kolding. Men dem - som bor i Kolding, er et sjældent folkefærd. De har nosser på størrelse med planeterne, og de hænger bare der imellem deres ben. Og de går med bøjet ryg, af de massive nossers vægt, i den grå by. Kolding. Og det har jeg respekt for.  Så hvis jeg til tider opfører mig, en anelse uanstændigt - så bare husk på, at jeg er en Post-Koldingenser på prøveløsladelse i København. Og det er næsten den eneste ting, der er værre end, at være den, der bor i Kolding. Selv.

tirsdag den 12. november 2013

TVIVL

Jeg tvivler. Jeg tvivler på netto's åbningstider. Jeg tvivler på ordet tvivl, som bliver mere og mere sær, jo flere gange du siger og skriver det. Jeg tvivler, på eksistensens grundlag og jeg tvivler især på denne her søndag. Jeg tvivler på, at kvoten for tømmermænd, nogen ende vil tage. Jeg tvivler på mine egne evner, når jeg ser på andres. Jeg tvivler når jeg går over gaden og jeg tvivler på at jeg når det, inden tiden, den går sin vej. Jeg tvivler på, at tastaturets taster, taster rigtigt. Og jeg tvivler på rigtigt og forkert. Jeg tvivler på havet. Jeg tvivler på politikerne, grønthandlerne, de hjemløse og Dronningen. Jeg tvivler på rygeloven. Jeg tvivler på det der står, på plakaterne. Jeg tvivler på min gasovn og jeg tvivler ISÆR på min smart phone. Jeg tvivler på emballagen omkring frysepizzaen. Jeg tvivler på solen, planeten og den næste kantsten. Jeg tvivler på de mange valg. Jeg tvivler på dårlige valgmuligheder. Jeg tvivler på rød, grøn og blå. Jeg tvivler på børn i flyverdragter. Jeg tvivler på fremmedes cigaretter. Jeg tvivler på, at folk tvivler på, at jeg tvivler. Jeg tvivler på, at andre tvivler. Jeg tvivler på december og vinter jakker. Jeg tvivler, på at tage elevatorer. Jeg tvivler på mine slidte sko. Jeg tvivler på livet, jeg tvivler på døden og jeg tvivler på alt det imellem. Jeg tvivler på det næste måltid og den næste omgang. Jeg tvivler på, at du skal købe det idag. Jeg tvivler på mennesker. Jeg tvivler på taxametret. Jeg tvivler i garderoben og entreen. Jeg tvivler på kokain. Jeg er i tvivl, om tvivlen og resten. Og det vel egentligt helt ok. Tror jeg nok. Måske..........

DET ER SGU DA SJOVT

Sjovt. Det ene sekund læser du Burroughs i morgenkåben i Nordvestkvarteret. Det andet sekund sidder du i bussen med skjorten knappet og håret opsat til lyden af en deprimeret sydstats guitar på vej til ARBEJDE. I det tredje sekund hænger du med balkjole oppe i lysekronerne med coke ud af næsen, imens du svinger fra side til side og skriger NU - NU - NU - indtil du i det fjerde sekund bestialsk sælger hurtigere bredbånds forbindelser til damer på 83 i Sydhavnen. Så er du pludselig til Jazz koncert i indre by og en mand med hat vil give dig et glas rødvin, men du har slet ikke LYST til rødvin, eller følgerne af dette flydende glas med denne ellers yderst mørkerøde og søde drue. så du tager til PUNK koncert i ungdomshuset, og i det sekund går det op for dig, at du tog dine piercinger ud for flere år siden og du skulle have været hjemme for flere timer siden, for du skal se BROEN på DR1- men i stedet for ender du til et foredrag af to ældre herrer på en bodega om Pibens Opstandelse - Og det er nærmest HELLIGT, da du ligger på Rådhuspladsen en fredag nat og kigger på neonlys og stjerner og du er ikke alene og du tænker på at din bror lige er blevet konfirmeret og så begynder det at REGNE for det gjorde det også den dag, og Steen Jørgensen står pludseligt foran dig med en paraply, og du puster røgen ud i en sky. Og du er MIDT i en storby. OG du er ikke født her, men du ER sikker på at du skal dø her. I dét sekund vågner du op i armene på noget mandligt, og det er hyggeligt, og i gør det efterhånden RET tit, men det er muligt at DU ligsom ikke er helt klar til at.. og.. nej. så du går inden hanen har galt. Så sælger du TV til en Århusiansk Moské, Fast telefoni til en dame med to tvillinger på 10 - og i snakker om tvillinger, og dem kender du også lidt til. Dem har du i hvert fald krydset af på listen, af ting du skal nå at gøre inden du skal dø. OG MED ET OOP BOP SH'BAM så gik resten af dagen. Og hele natten bliver spillet af et Brass Band. Feel like funkin it up. Imens Tom Waits griner STEP RIGHT UP inden du igen skal samle dit band, og rejse til din hjemby og optræde med det som du end går og laver, men du ved ikke helt selv hvad du går og laver, men du ved at du laver NOGET, for din mor fortæller dig at hun er stolt af dig. Og fuglene de skriger i træerne og det ER efterår. Og du har absolut ingen idé om hvad der foregår. Det er sgu da sjovt.

onsdag den 30. oktober 2013

HVILKEN SKAM

Skat, hør her - for fanden man!
dine sko betyder ingenting
Vinden blæste bladende i hvirvelvinde
som 6Aeren kørte mod Bispebjerg
og sirenerne omkring hospitalet tudede
deres daligdags heroiske himmelsang
Skat, forfanden
efteråret gjorde bladende blodrøde
oktober solen skar mig i øjnene
Jeg låste døren bag mig, Skat
og gik ned af trapperne traskende
i den lagune blå opgang i det sociale boligbyggeri
Skat -----
Vinden blæste i træerne og på min cigaret i mundvigen
så ihærdigt og insisterende jeg var nødt til at knibe læberne
ekstra hårdt sammen - Det kan du vel forstå
Skat, -----
 Det var en af de dage der ikke skulle skrives ned
 Det var en af de dage hvor jeg irriterede mig over
at jeg havde en kop med begyndende mug i
stående på mit natbord --
som gammel kærlighed havde drukket kaffe af
i en forbudt ulvetime weekenden tidligere
Jeg vidste jo ikke du ville vise dig, Skat
 Det var en af de dage hvor jeg slæbte mig selv
som slaverne trampede i takt - mod arbejdet
og jeg var kommet for sent ud af døren
Skat, forhelvede --
den morgen havde kaffen smagt frygteligt ligegyldigt
og jeg havde en smule tømmermænd fra den forgående nat
og Skat,  ---
bilerne kørte i sneglefart op og ned af Tagensvej på grund af vejarbejdet
der efterhånden havde indtaget hver eneste bydel af København
Som at byen var under en stor rodebehandling, Skat
Vejarbejdernes arbejde med maskinerne lavede rytmer
og jeg trådte ud på cykelstien
da en børnehave kom damptromlende imod mig
Skat, my baby - det var helt frygteligt
En gammel dame kom haltende og forvirret ud fra hospitalet
og jeg overhalte hende
og et plaster med en gul plet af betændelse, Skat
på en bar plet i baghovedet af hendes - Nordvestkvarters top hat
Jeg tændte en smøg imens jeg ventede på at grønt lys
for det gør jeg, Skat!
Jeg venter altid på grønt lys
så ved du også dét, Skat
En bil med håndværkere dyttede og hujede
jeg krydsede vejen med blikket på min
for evigt og altid COMPUTER
smart phone, Skat
da jeg var udemærket godt klar over dette
for sådan ER de, Skat!
og det ER ikke min skyld, Skat!
Tagstenene på tagene holdte fast
da et vindstød tog fat i håret som efteråret blærede sig
 Klokken var 13.03, Skat
Og pludselig - Så gik du der ---
Og vi havde ikke set hinanden
siden dengang der hos Kommunen, Skat
og det var som om at
cigaretterne smagte som dengang, Skat
jeg kunne dufte tobakken som dengang
nervøst i min skoletaske
i en matematik time i sjette klasse
Den bløde duft af tørrede grene og blade
når jeg fumlede med min unge hænder efter en
Ciggie, som vi kaldte dem, Skat
helt dengang man stadig kunne købe 10 røde Prince
Du gik der bare - og lige imod mig, Skat
i dine grimme sko
Og uret på Stationen gik i stå
Og solen gav genskær
i dit helt normale leverpostejs hår
Og jeg blev tør i munden
Og jeg -- tabte tråden
ligesom dine sko havde gjort
Og bladende stod i tornadoer cirkulerende
Om os to, Skat - Og folk stoppede op og filmede
os med deres smart phones
Som om at vi var et nyfødt trafikuheld
for vi lignede barndomsminder og børn der griner
vi lignede karruseller og frie sommerfugles vinger
Og de gule busser -- standsede
lige så brat, som mit hjerte
Skat ----
Og jeg tror at vi snakkede -
Om hvad vi hver og især, gik og lavede
Om hvordan vi to, vi gik rundt og havde det
Og om, du stadig, og det gjorde du
Skat, jeg blev helt henrivende revet med
af duften af din nakke - da du sagde at du ikke
"ville holde mig længere, for at snakke"
da du gav mig et hurtigt klem
Men skat -- dine sko betyder intet
Du måtte holde mig længere end det
du måtte holde mig igennem alle nætterne
dagene og langt oppe over tagene
og du måtte holde mig i hånden
OG om brysterne
Skat,
Jeg husker dengang - i sommeren
Dagligdags dagdrivende riddere, af bordet
lavede vi gruppe arbejde, i solen
Skat, vi var vist samfunds-tabere
men for mig, var vi vindere -
Og vi snakkede og jeg studerede dig
Og aldrig havde jeg set så grimme sko, Skat
Dine sko var de mest slidte, almindelige
KONDISKO
jeg nogensinde havde set
det var ikke engang Reebok eller
ADIDAS
Men Skat,
Jeg husker også dine øjne
dit krokodille smil
"Du ligner en krokodille"
Sagde jeg til dig
Og du grinte iført dine grimme sko
Og sagde at jeg nok havde ret
Og Skat, det havde jeg
Jeg bliver ikke forelsket
Jeg bliver ikke fuldstændigt og ÅNDSVAGT
forelsket
Det gør jeg ikke, Skat
Og det gjorde jeg heller ikke dengang
Og slet ikke i sådan en som dig, Skat
Forhelvede, og nu er jeg bare SYG
jeg er syg - helt ind til benet
jeg er syg af dig og dine grimme sko
Og jeg kan ikke lave andet
End at høre kærligheds sange og sukke
og Skat, teksterne giver mening
De giver alle sammen mening nu, Skat
Det er frygteligt
Det er absolut frygteligt
men det er ikke engang DET
der er MEST frygteligt, Skat
For jeg kan ikke huske hvad du hedder, eller hvor du ofte kommer
Jeg kan ikke huske om du har en kæreste - eller om du fejler noget
helt psykotisk, som jeg ikke vidste, Skat
Jeg kan ikke huske hvor du bor - eller om du har en bror
Jeg kan kun huske at vi talte sammen, i de 48 dage sammen
Og dit blik idag på gaden
Sagde, at jeg ikke var alene om at mærke
Kærligheden -
Men jeg kan heller ikke finde dig på Facebook
så Skat, hele vores øjeblik
er vel bare
Slut
Og det værste ved det, ik?
jeg er på vej til Vesterbro i nat
i lige så grimme og slidte sko
som dig, min Skat
          ................Hvilken skam









torsdag den 24. oktober 2013

FREMTID & ENDESTATIONER

Fremtiden var her. Bussen talte mekanisk stoppestederne, som de susede udtværede forbi i farten. Fra Nordvestkvarteret, med holdt i Valby, så jeg en fuld grønlænder med gangstativ, stå med åben mund og vente på bussen mod Friheden Station. Jeg kunne ikke lade være med at finde det smukt, at se ham stå der, og bare vente. På friheden. Som om at det hele skulle ende, på endestationen. Imens gik et par med barnevogn forbi, typisk arm i arm og med store dyne jakker. Det var efterår. De drejede rundt om hjørnet, hvor kirkegårdens hegn, begyndene tårnede sig op. Så gik de der, ved siden af døden. Endestationen. Uden at tænke på, at det var der, både de, og eksistensen i barnevognen skulle ende. Og som de drejede, ønskede jeg at se en højresvings ulykke. Det var ikke fordi, at jeg var makaber, eller havde tildens til psykopatiske træk. Jeg ville blot finde det smukt. Nærmest poetisk. Fremtiden var her, og jeg betalte mine cigaretter i kiosken igennem et mekanisk pengesystem. Fremtiden var begyndt at dukke op over alt, og endestationerne lå for vores fødder, lige meget hvor mange skridt vi tog og hvor vi var på vej hen. Jeg skulle på arbejde. Det var min fremtid. Jeg sugede hårdt i min cigaret, smed skoddet på jorden og placerede min sorte støvle hårdt og tværende over cigaretliget, som også var nået til endestationen. Imens at det sidste sug af nikotin forlod min mund med vinden, som blæste mit hår ind foran mit ansigt og min livsgnist i bund. Inden jeg trykkede koden, så de mekaniske, og rene glasdøre åbnede sig, glidende og helt perfekt som svar det åbne arme, sagde jeg sagte til mig selv med munden sammenknebet: "Fucking forpulede røvpis.." og gik ind i den store bygning. Mit arbejde lå i Sydhavnen. En stor og firkantet bygning i industrikvarteret. Udefra lignede den faktisk lidt fogedretten på Frederiksberg, jeg havde været inde i for et par uger siden, for at skrive under på, at jeg ejede absolut ingenting. Bygningen bestod af en underetage, med koder på dørene og hvide læder møbler. I den afdeling sad der altid kun en dame i receptionen, i stramt sort tøj, og af og til forlod en mand eller to stedet, i store sorte biler og iført habitter. I loftet hang der et stort hvidt sejlskib, med fire store og hvide sejl, så skide triumferende. På anden etagen så det anderledes ud, det var min endestation, i hvert fald de næste mange timer. Fremtiden var her. Jeg bippede mig ind med en mekanisk og sort chip, og gik ind i lokalet imens at stemmerne ramte mig. De første stemmer forstod jeg ikke en skid af, det var folk fra Finland, Holland, Sverige og Norge - jeg har aldrig fattet noget af, hvad hverken svenskere eller nordmænd siger, også selvom at jeg er dansker. De tog sig af support på fremmedsprog. Lokalet var fyldt med borde, computere, ledninger, modems, kasseapparater, fjernsyn - MEKANISK - og det var som at gå ad dødsgangen mod den elektriske stol, hver gang jeg bevægede mig mod min plads. Endestationen. Fremtiden var her, og det skete ofte at jeg fik fat, i enten et dødsbo eller en efterladt. Jeg slap aldrig for døden. Ikke engang når jeg solgte internet abonnementer. Fremtiden var her, men gik i slowmotion som timerne og telefonstemmerne rendte ud. Jeg var ikke en sælgertype, hverken på den ene eller anden måde. Men fremtiden var her, og jeg slæbte mig afsted på arbejdet hver dag, selvom at jeg overvejede at melde mig syg eller at udeblive, helt til det sidste sekund inden, at jeg trådte ind i bygningen. Så var jeg der jo alligevel. Fremtiden var her, og jeg drømte hver eneste nat, om verdens undergang. Jeg drømte, at bygningerne kollapsede omkring mig, at flodbølgerne skvulpede mod Dronning Louises bro. Jeg så  realistisk, mennesker flygte, løbe og dø. Meteorregn, i et sort univers hvor stanken af benzin sved i næseborene, sort klædte eksistenser der marcherede i takt, oplyst af atombombens padehatte lys, skreg i kor. Jeg drømte at verden den brændte. Jeg drømte at det hele endte, hver nat. Og jeg vågnede først op, svedig og med et hjerte i galop, ét sekund fra at det hele ville være forsent. Jeg led som barn af Pavor Nocturnus, Natte terror, og det gjorde jeg tildels stadigvæk. Jeg sov aldrig mange timer. Fremtiden ville ikke overraske mig. For den var der hele tiden. og drømmene ville ingen ende tage. Medmindre at jeg havde drukket. Og det havde jeg højst sandsyneligvis ofte, da det var den eneste måde at dæmpe den natlige dommedag. Fremtiden var her, og jeg iagttog menneskerne, der vandrede på gaderne midt i efterårs bladende. Når det regnede, faldt bladene hurtigere af træerne. Jeg stod i ly for regnen og så på dråbe artilleriet danse for gadelampen, imens at bladene dalede mod jorden. Det hele dalede mod jorden. Den jord som vi alle sammen ville ende i. Endestationen. Og lige meget hvor mange planer, menneskene, og jeg, skrev ned i kalderen og aftalte i fremtiden, havde alle og én, den samme fremtid. Og solen den var stor og rund, selvom at det var Oktober. Og den varmede min ryg igennem vinduet om formiddagen, så jeg skød ryg, fik stive brystvorter, kuldegysninger fra nakke til lænd, imens at vinduet stod på klem. Og det hele var så melankolsk og smukt i mol på klaveret, at jeg til tider havde svært ved at blive i virkeligheden. Hvis jeg da i virkeligheden vidste, hvad virkeligheden, i virkeligheden var. Fremtiden var her, og jeg havde kun tre cigaretter tilbage - som i fremtiden, nok også ville sende mig mod endestationen. Jeg var ikke bange, jeg var dybt betaget, af verdens og livets tragikomiske grundlag.

tirsdag den 15. oktober 2013

TID


Jeg var som besat.
Denne absurde og obskure besættelse af tid.
Altid.
Tiden den tikkede og takkede, og jeg nåede aldrig, enten at neje eller bukke, eller at sige selv tak, til tiden.
Vi betalte hverken med penge eller kredit, når vi ved fælles indsats prøvede, at tørlægge en stribe brune buler i indre by.
Vi betalte med timer af vores eget liv.
Vi var alle prostituerede, ludere, gigolos, af tid, der solgte deres krop, for en lille følelse af frihed.
Det handlede om provision, penge og pik og patter.
Sådan var tiden.
Vi var midt i den.
Og den blev ved.
Menneskedyrene stemplede ind, til digital optælling, på sekundet, i minuttet før det næste, af forskelligt forældet urværk.
Imens vi arbejdede på de små kontorer, tællede vi tiden ned til friheden igen startede, og når friheden meldte sig, talte vi timerne ned til vi atter skulle stemple ind på sekundet, i minuttet.
Vi talte hver time og hvert minut, vendte hver en ører og provision på papiret, for at en højere magt skulle tælle tallene, timerne og minutterne igennem, og skærer i dem, for de minutter vi havde været på toilettet, for at pisse og skide dårligdommen ud af os selv, inden vi igen smurte smilet på ansigtet, blot to minutter forsinket.
Som døden.
Sådan var tiden.
Det var typisk tiden.
Det var tidstypisk.
En øl kostede os fem minutter af vores liv, imens at ild i cigaretten, kostede os en dag eller to, for slet ikke at snakke om risikoen, af muligheden, for at blive kørt ned på vej til arbejdet, efter udstigning af bussen, for at tjene tid, til tiden.
Talte timer, blev til lange skridt, og menneskene stod i klumper ved Nørreport.
Som myrerne patetisk slæbte og sled. Forvirrede, over vejarbejde, som fugle der fløj ind i glasfacader - med smart phones, altid online og med klokkeslaget udenpå tøjet og digitale HD tal, tatoveret på hovedpulsåren.
Travle.
Mod nye destinationer, imens at rådhusklokkerne ringede endnu en ny time ned, og afsluttet.
Og dagene gik.
Timerne gik.
Menneskene gik, eller cyklede, boede i små kasser, som var sat ovenpå hinanden, og hvis de havde talt virkeligt mange timer, kørte de helt sikkert store og sorte fede biler, og boede i store fede lejligheder, med sofagrupper og drak Merlot Anno 74 - 
Og sådan var tiden. 
Tiden var talt. 
Timerne var talt, minutterne var talt og sekunderne var i millisekunder, VED at blive talt, imens at jeg skrev dette. 
Menneskene var talte, i munden på hinanden.
Vi var allesammen skrevet ind som cifre og numre i systemet - 
et stort ildelugtende klokkeværk, af tid.
Og jeg havde lyst til at sparke lavt.








tirsdag den 8. oktober 2013

I DE DAGE

"I de dage, havde jeg ingen kontakt til menneskeheden, men alligevel lavede jeg ikke andet, end at tale med dem i telefonen, sidde ved siden af dem i bussen, købe ind sammen med dem, og se på dem lave helt normale ting, midt i et romantisk plot, på den lille skærm i mørket, når tankerne blev for meget. Jeg kunne hverken udstå eller undgå det. Når jeg fik fri, omkring klokken 20.00 i Sydhavnen, og forlod min arbejdsstation, hvor jeg solgte internet og telefoni, som telefon sælger for et stort firma, havde jeg som regel femten eller tyve, ubesvarede opkald og 43 notifikationer på Facebook. Det var for mig, utroligt ironisk, at det fik mig til, at knuge hænderne hårdt af raseri, men stadig føle en smule stolthed, over at folk gerne ville snakke med mig. De fleste af dem ringede for at drikke øl eller vin, fordi at de vidste, at hvis de spurgte på den måde, så skulle jeg nok dukke op. Min mor ringede også flere gange om dagen, selvom at det var under 24 timer siden vi havde snakket med hinanden sidst. Jeg forstod aldrig hvorfor hun blev ved med at ringe. Hvis jeg ikke tog min telefon i over et døgn, så kom hun og bankede på min dør. Jeg ville bare være alene. En af mine, generte og sky veninder, ringede hver eneste gang, hun følte, at det var pinligt, at handle usundt ind i Netto, og hun ringede hver eneste gang hun røg en smøg på hendes altan. Jeg nød mine smøger alene. Jeg røg dem faktisk helst alene, imens jeg hørte musik, og det kunne irritere mig så meget, at hun ringede, at jeg til tider fik hjertebanken og tics i højre side af overlæben, selvom at jeg jo rent faktisk, elskede hende. Min telefon stoppede aldrig med at ringe. Den ringede om morgenen, når de ringede for at spørge om jeg sov, selvom at de fleste godt vidste, at jeg først mødte ind klokken 14. Den ringede om natten, når de var fulde og ville have mig med. Den telefon ringede hele tiden, den stoppede aldrig. Telefonen var blevet en stor og vibrerende kræftknude, og jeg kunne ikke slippe væk - jeg var dødsens syg.
I de dage, følte jeg mig som en single mor, for mig selv. Dette trætte barn, jeg vækkede hende hver morgen og gav hende tøj på og redte hendes hår imens, at hun skabte sig. Så pakkede jeg hende ned i inderlommen og vadede af Tagensvej for at finde os en bus, så vi kunne komme på arbejde, og tjene til huslejen og de cigaretter vi skulle ryge. På toilettet i pauserne, lukkede jeg hende ud, for at få lidt luft inde på toilettet. Så sad vi der på toiletbrættet, med armene rundt om benene, trukket op, hængende med hovederne op ad væggen, imens at uret talte pausen ned. Når jeg arbejdede, lå det trætte barn i inderlommen og talte stjerner i foret af den sorte jakke. Hun tænkte på saxofoner foran Hovedbanegården og hun tænkte på hvordan mon nogen,  nogensinde havde fundet ud af, at man kunne drikke mælk af en koens yver. Nogle gange kunne jeg mærke hende rumstere derinde, selvom at den sorte jakke hang på kontorstolen. Hun eksisterede stadig, og det var for mig, en trøst, imellem opkaldene til Fru. Jensen på 76, der da helt sikkert, havde brug for en dobbelt så stor internet-pakke, selvom at hun hverken vidste hvad hun selv hed, eller hvor hun kom fra. Engang imellem, når vi var ude og ryge, sammen med de andre der arbejdede der, var jeg nødsaget til at tysse på hende, når hendes skrigeri i inderlommen blev for højt - mest af alt på grund af, at hun råbte op om, at jeg da bestemt ikke kunne synes, at chefen på kun 25 år var bare, en smule, tiltrækkende. Jeg forklarede hende, som den single mor jeg var, at man her i livet nogen gangecvar nødt til, at gøre tingene lidt eventyrlige i dårlige situationer. Så rullede hun med øjnene, hostede højt og kastede et cigaretskod efter mig, inden hun igen, stak hovedet ned i inderlommen. Når jeg fik fri, så slap jeg hende også nogle gange fri. Satte hende på bus nr. 10, mod Vesterbro, imens at jeg selv tog en 4A mod hjem. Så hun kunne løbe noget benzin af, selvom at det var mig, der endte med hovedpinen i morgen.
I de dage, skulle jeg ikke prale af, hvordan mit 12 kvadratmeters værelse i Nordvest, så ud. Det var som om at komoden havde brækket sig på gulvet, så tøjet flød som tidevandet overraskede Tyskerne hver eneste sommer ved Vesterhavet. Det skulle heller ikke undre mig, hvis bunken havde taget et menneskeliv eller to. På natbordet stod ting som, en tom rødvins flaske, et par tomme øl flasker, en helt fuld vand flaske, en vase med en trist og vissen blomst - som jeg havde plukket i en brandert, i den tro om at det var den sidste blomst i hele verden, inden vinteren tog fat, fem-seks øl kapsler, en ordbog, et overfyldt askebæger. nedbrændte stearinlys og en tom kop kaffe. Min natbord var ikke særligt stort, tingene balancerede rent faktisk bare, som et spil klodsmajor - for det var jeg. Selvom at mit værelse plejede at være mere, end bare et vendepunkt i historien af dagen, lykkedes det mig ikke at få skrevet det om. Selv de udstoppede fugle var støvede. Jeg brugte timerne efter arbejde, på at skrive og at ryge cigaretter. Hvis jeg da ikke tog ud og drak mig fuld på bar. Det var efterår.
I de dage, gik dagene bare. En dag blev til en af to, en af tre og sådan fortsatte de ud i måneden, imens at månen voksede og skrumpede over tagene. Mit liv begyndte at føles, som en bog der var skrevet i forvejen. Kunne næsten høre Sonnergaard sidde og trykke på tasterne, eller det der var værre, hver gang jeg foretog mig noget. Min 50-årige sambo, en fornyligt fyret pedel, var begyndt at drikke igen. Han sad inde på sit værelse og hørte højt musik, drak Brutalis fra den lokale og når klokken slog over midnat, satte han sig ud på altanen og skreg, indtil solen den stod op, og jeg skulle på job. Sidst jeg forlod lejligheden en lørdag aften, kogte han pot i en gryde, og da jeg kom hjem stank der i hele lejligheden. Manden var faldet i søvn og havde sat ild til hele lortet - det stank i flere uger bagefter. For tiden vidste jeg, at det var morgen, hver gang jeg kunne høre ham brøle brække sig i toilettet. Når jeg kom hjem, stank lejligheden af lodden hud og alkohol der var svedt, hårdt, ud -  og jeg skyndte mig at åbne vinduerne i køkkenet. Det var ikke engang det værste. Når han drak, og blev i godt humør, ville manden meget gerne snakke. Især, når jeg lige var kommet ind af døren. "Sig mig engang Maja, hvad ville du sige, om sådan en fyr som mig, på min alder, hvis du mødte mig på en bar?" kunne han spørge, imens at trak maven ind og stod kækt og ventede på et svar i bar overkrop og utroligt højtaljede cowboybukser. "Tjoeh, jeg ville sgu nok ikke syntes så meget" kunne jeg svare, og gå igang med at smide den dåse jakabov torskerogn ud, han havde spist med en ske og efterladt på køkkenbordet, imens at jeg var væk. "Jeg synes godt, at du kunne tage, at være mere dig selv, Maja - være mere social her, hvor VI bor, du lukker dig inde i din egen lille verden  og.... "  "Jeg er træt.." sagde jeg imens, at jeg tænkte: Ja det tror jeg da fanden, du stinker af rådden humle og så er du en pestilens for menneskeheden. Uintelligente mandsling. Og så snakkede vi ikke mere om det. Der var da dage, hvor overskuddet var større og vi drak en kop kaffe, eller to, sammen og godt kunne tage en snak, men manden, når han var beruset, var ynkelig og gjorde mig til misantrop. Faktisk, havde jeg intet problem med ældre mænd. Jeg kunne endda, bedst lide de ældre mænd. De ældre mænd havde hovedet i orden. Og det fandt jeg sexet som bare fanden. At skulle se mig, med en på min egen alder, faldt hverken mig, eller de som kendte mig, ind. Mine venner sagde altid - Maja og bedstefædrene. Så hævede vi glassene og grinte, trods jeg dog, rent faktisk, aldrig havde været sammen med en bedstefar.
I de dage, handlede det mest om, at overleve arbejdstimerne, uden at tænke for meget. Det hjalp mig, at arbejde. Det var for mig, en komplet ligegyldig og hjernedød opgave, mit arbejde - det passede mig godt. Jeg elskede at jeg kunne gøre det så halvhjertet og robot-agtigt som muligt. Jeg brugte de fleste timer i døgnet på at tænke, så de timer på arbejde, var en form for befrielse for mig, trods at lønnen var røv syg. Jeg havde i den periode, svært ved at styrer mit temperament. Ikke fordi at jeg var voldelig. Der har altid skulle meget til, for at kunne pisse mig af. Men i den periode skulle der næsten intet til. Jeg husker en episode, på vej hjem i toget fra Jylland. Jeg havde været til min morfars 70års fødseldagsfest, der i sig selv, havde været mig en prøvelse uden lige. Toget var propfyldt og deres aircondition var gået i stykker. Luften var tyk, og en ældre dame havde pakket en leverpostejsmad med rødbeder ud, og var begyndt at tygge på den. Hendes læber var i slowmotion, og jeg kunne hører hver eneste bid hun tog, hendes gumlen og lugten sved i øjne og hals. Jeg havde kvalme. og det eneste jeg kunne tænke på, var at nikke den ældre dame sådan en skalle at hendes briller ville flyve af, så jeg kunne træde på dem og råbe, at hun kunne spise sin forpulede svinemad et fucking andet sted. Normalt, var jeg et urtoligt høfligt menneske, med stor næstekærlighed. Det kom som en overraskelse for mange af mine venner, at jeg altid var så høflig. Måske var det også derfor, at lortet var ved at kamme over, i den periode. At være smilende og nikkende lå til mig, indtil tingene blev for meget.
I de dage, havde jeg glemt alt om hvad nærvær var. Jeg kunne flyde og flyve væk i et øjeblik, i en overfyldt bus, hvor en manderyg mod min, var det tætteste på sex, jeg havde været i flere uger og måneder. Bussens bump og drejen, var en del af legen. Det var kælent og frygteligt på samme tid. Det var ikke fordi, at jeg ikke havde muligheden, for at have sex. Det var bare for nemt - og jeg havde det med, at ville have alt det jeg enten, skulle jagte, eller aldrig nogensinde ville kunne få. Det var blevet en slags hobby, midt i det hele. Nogle dage var værre end andre. Der var dage hvor jeg slet ikke ikke tænke på andet. End mænd. Og sex. Jeg tog nogle gange mig selv i, at flirte med en mannequin, i butiks ruderne på strøget. Dagdrømme om svedige kroppe og skarpe skægstubbe, ridsende op af halsen. Det var mest omkring fuldmånen, at det gik op i desperation. Selv mine lyster ændrede sig. Under fuldmånen.
I de dage, hvor jeg fik fri fra arbejde, og dagen efter havde en hel fridag, gik jeg i byen. Dagen startede i ritualer. Jeg stod op og satte mig ved skrivebordet, tændte for musikken og røg tre cigaretter, imens at vandet til kaffen kogte. Så drak jeg kaffe, og røg flere cigaretter. Læste de nyheds artikler, jeg fandt interessante, på internettet, og flere cigaretter. Depoterne skulle fyldes op. Jeg trak altid tiden helt ud, til sidste minut, inden jeg skulle begynde at gøre mig klar til, at gå ud af døren. Hellere drive den af så længe som muligt, og løbe i stress mod bussen, for at nå det på et hængende hår - end at sidde klar flere timer før. Jeg vidste ikke hvorfor det var sådan, det føltes bare.. Rigtigt. Efter arbejde, tog jeg mod indre by. Hævede penge og gik i høje hæle mod min stam-bar, Floss. Der var altid nogen man kendte på Floss. Peter, som var boss derinde, havde det med at virke, gnaven og arrogant på andre mennesker - mig kunne han godt lide. Mest af alt,, fordi at jeg altid bare satte mig i baren, stille og roligt, og ventede på at det blev min tur imens, at jeg røg en cigaret eller to. han kom dog altid hurtigt hen og spurgte hvordan det gik og satte det sædvanelige foran mig, imens at han blinkede og smilte skævt. Jeg kunne godt lide Peter - som mig, var det ikke så pis med ham, bare man vidste hvordan man skulle håndtere ham. I den forreste del af baren sad de gamle drengerøve. De havde siddet der siden firserne. Kim Trampe, en afdanket rock n' roller, sad der hver dag, altid som den første. Han havde tatoveringer op og ned af armene og ringe på hver eneste finger. Hans stemme var rusten og rå. Man vidste, at hvis man kom imellem 18 og 20 så sad Kim på stolen og sov, vippede frem og tilbage. Det gjorde andre folk nervøse. Vi vidste, at han ville holde balancen. Selvom, at han til tider tog faldet, og vågnede op med et brag på det hårde stengulv. Rydung, var en ældre og tynd herre helt klædt i sort, med kridhvidt og endnu tyndere hår. Hans tænder var rådne og han drak af den grund, altid the med citron, de første par timer han var der - inden han slog over til rødvin. Rydung, var kendt for sine digte og skriverier, om unge piger og luderne i Istedgade. Jeg kunne godt lide Rydung, og tog gerne lange snakke med ham i baren ved lejlighed. Han var en klog ældre herre, selvom at man skulle dreje næsen væk, når han snakkede, på grund af den søde lugt af råd og citron, der sivede ud af hans mund, når han snakkede. Rydung vidste godt, at jeg aldrig ville være sammen med ham, han nød bare snakkene. Han viste mig ofte billeder på sin telefon, af unge piger der flashede patter på toilettet. Rydung havde min digtsamling stående i sin bogreol, ved siden af en anden digtsamling, en pige som havde begået selvmord havde skrevet. Floss, var om dagen et stille og roligt sted, det kunne jeg lide. Om aftenen efter 20.00 var Floss et slum cirkus, indtil de lukkede klokken 02.00, og alle vores skæbner igen, var op til natten i København. Nogle dinglede hjem med hinanden, andre tog coke på nærmeste flade genstand, for at holde natten ud. Folk spredtes  i gaderne af ekko og lange skygger af gadelamper. Mit valg, var forskelligt, gang for gang. Endte tit i diskussioner om livet, over en Gyldendame og en Fernet Branca, på nærmeste åbne værtshus, sammen med et par mænd. Andre gange tog jeg med nogle hjem, hørte plader og drak rødvin til solen stod op. I taglejligheder i Istedgade, kælderlejligheder omkring søerne, faldefærdige et værelses lejligheder på Nørrebro. Somme tider forlod vi slet ikke Pisserrenden, men endte i et atelier eller en lille lejlighed, med guitar, sprut og stoffer nok, til de næste mange dage. Og så tog jeg hjem med morgenbussen, sammen med lønslaverne, der marcherede mod deres højborge. Jeg sov indtil vækkeuret ringede mig mod arbejde - og så startede hele dagen forfra igen. Bare med nye cifre.
I de dage, havde dagene, dagen igår´s døde lig, med på slæb."



søndag den 6. oktober 2013

jeg havde hverken
et blodigt blik
på døden
eller en
bittersød belysning
på kærligheden
jeg så bare
sandet der
i slowmotion
strømmede igennem
timeglasset




onsdag den 25. september 2013

NY HATTEDAME ÆRA

- Om sommeren er det FOR varmt, og der er FOR mange turister. man har FOR lidt tøj på, og så får man FOR meget sol. - det er FOR meget, for mig. MEN. Når efteråret rammer, og kommer, kommer ud og over det hele. Ja, så sker der et eller andet med sindet. Denne rolige, og utroligt bekvemme følelse af vinden der får alt til at danse. Håret flyver til alle sider og laver knuder. Bladende falder og flyver i cirkler sammen med plastic poser og trampet tomt mc donalds emballage. Det bliver mørkere tidligere. Regnen falder tungere - men lettere. Busserne laver karavaner på sædvanelige ruter. fordi at flere folk vælger den. Det er rart. Det er rart at have en lang frakke på. Det er rart at have hænderne i lommerne. Det med at vågne op en mandag morgen, hvor det stadig er mørkt, og du kan høre vinden ruske i træerne og regnen tromme mod vinduerne. Jeg kan lide efteråret. Efteråret kan lide mig. Vi passer umådeligt godt sammen, efteråret og jeg. Det kunne måske gå hen og lyde lidt trist, men det er det ikke. Det er jo ikke ligefrem på den der Kafka måde jeg går rundt og har det, vel? - Næ nej. Jeg er bare vild med efteråret. Det er typisk. Det er mig-typisk. At kunne lide de smukke ting midt i det grimme. Tingene i forfald. Jeg er vild med det. Efteråret er vildt på den der melankolske kinda way. Som det sidste stykke, af et stykke jazz musik. klaver, klaver klaver og - TROMMER- SAX - BASGANG- SAX SAX SAX TROMME - BASGANG.stille sax stille sax stille sax SAX SAX SAX BASGANG TROMMER MERE HIHAT MERE MERE  - HØJERE VILDERE. og ----- slut.  - stilhed. EFTERÅR. jeg er vild med det pis. og så har jeg ikke mere at sige om dét.

Jeg har besluttet af begynde at skrive herinde, få bloggen op at køre igen. stoppe alt den facebook-mani. Jeg har også smidt mit fjernsyn ud. og overvejer at lave min mobiltelefon, til en hjemme telefon. men okay, et skridt af gangen. - jaja. Nå men.......
Jeg kan hverken huske, eller gider at huske hvor jeg slap jer sidst. - så jeg begynder bare.
Jeg hedder stadig Maja. Jeg bor stadig i Nordvest, dog ikke hos en lille hashoman i 30érne, nu bor jeg hos en lidt ældre hashoman som også er alkoholiker. Han er i 50erne. Det ville som sådan normalt ikke gøre mig noget, da jeg også selv er en mand i 50erne - alkoholisk derimod, ville jeg nok ikke sige at jeg var - men det kan vel diskuteres, for jeg KAN jo godt lide en lille en, og gerne en til hver hånd.. og hvert ben... men når manden giver ekko med hovedet i toilettet - brølebrækkende en tirsdag formiddag, så er det bare ikke så satans hyggeligt længere. Det er fint, men det er fandme ikke hyggeligt. Jeg rejste for et par uger siden, hjem til min mormor og morfar for at få styr på tankerne, og da min sambo, der ellers havde været ædru i 4 måneder, valgte at gå på kampdruk i lejligheden virkede det som et perfekt tidspunkt. Jeg skulle tænke. Hvad jeg skulle gøre, hvad jeg ikke skulle gøre -  hvad jeg gerne vil - med det i tankerne; Hvad gør DIG lykkelig Maja? - og jeg nåede frem til: JEG vil hellere, kæmpe, svede, græde, leve af dåsetun og betale hele lortet med sjæl , for at gøre hvad der gør MIG lykkelig - eller lykkelig er måske så meget sagt, men - af disse årsager er jeg, igen droppet ud af skolen. ÅH NEJ. - og jeg er allerede meget mere lykkelig. jeg hader ordet lykkelig. men jeg vil ikke bruge ordet fri. ikke endnu. hverken fri eller lykkelig, men jeg er.. på vej. Jeg er igang med min digtsamling nummer to. Resten er en hemmelighed, som ingen nok får lov til at se før om flere år. Hvem der bare var blevet sygeplejerske... eller.. pædagog.. eller bankrådgiver - (hahahahaha, nej, det mente jeg ikke..)  - Jeg kan ikke tåle tanken om to år, (det er kun to år Maja - DET VIL JEG SKIDE PÅ, TO ÅR ER FUCKING LANG TID!!) hvor jeg skal slæbe mig selv ud af døren, til et umenneskeligt lange dage på Københavns KVUC til enkelt fag, hvor jeg skal sidde som en zombie, med render under øjnene, eksem i armhulerne, tiktak i nakken og blive skolet i ting der ikke siger mig noget som helst, sammen med stupide smilende fisk og aber på sytten år - fra Vejle.  dét nægter jeg. og jeg fryder mig - især over dem her :
Nu har hun fandme også smidt sit TV ud af vinduet. Hun er en slem slem pige. Den Store Stygge Ulv. Tænker ikke over miljøet, glæden i genbrugsguld og det at give væk til dem der mangler. Nej! Hun ér et pragteksemplar af migmigmig-generationen, Dovne Roberts dagdriver kusine, en plage for systemet uden lige. Hun drikker for hurtigt og for meget på hverdage, selvom at hun VED, at det er skyld i de deprimerede dage og hendes dobbelthage. Hun KAN ikke finde ud af at læse faglitteratur og hun ejer fandme heller ikke et vækkeur. Hun gider ikke engang at gå i skole og et arbejde har hun heller ikke! Hun bruger alt sin tid på små ubetydelige linjer og bogstaver, gadehjørner og det at slå igennem som forfatter. Og ikke engang DET kan hun tage sig sammen til at gøre ordenligt. Hun har heller ikke nogen kæreste, hun kan finde på hvad som helst og det er ikke engang det værste!! Hun gør fandme ikke dagens gode gerning, og hun vil ALDRIG tage sig sammen til at blive lidt voksen.  det ER frygteligt. Hvad skal det ikke ende med?        - sagde de ude i stuerne.

Ja, hvad skal det ikke ende med? Jeg ved godt hvad det ikke skal ende med - det samme. det er hvad jeg ved. Resten har jeg absolut ingen anelse om. Jeg ved bare.. at solen varmede min næse på strøget idag. jeg ved at posten kommer imorgen. Jeg ved at jeg skal skrive videre på min bog resten af natten. Jeg ved at jeg skal ned efter smøger - nu . Jeg ved at Abdul står i Kiosken indtil klokken 23.00. Jeg ved at bussen måske kommer for sent imorgen. Jeg ved at der kommer sne inden for de næste tre-fire måneder.  Jeg ved at jeg er lidt små forelsket. . Jeg ved at.. Jeg ved absolut ingenting. og dét er sgu da en start. Jeg vil så nødigt vågne op og være 50 og ærgre mig, ærgre mig over alt det som jeg slet ikke nåede. Ærgre mig over at jeg glemte at drømme, glemte alle drømmene - tabte dem ned i kasserne, og puttede låg på, inden det hele bare pludseligt - var for sent?  for dét, ville være det mest sørgelige - "FOR SENT" - og lige nu - er intet for sent. og sådan skal dét være. (sagde hun med svidende øjne på grund af smøgen i mundvigen, da hun smilte kækt til sig selv, uden at have nogen som helst idé om hvad hun lige havde sagt) -  skide godt Maja.

For at køre bloggen (jeg hader at kalde det en blog, jeg er ikke blogger.. men vi kan godt lege det.. lidt) FOR AT KØRE BLOGGEN TILBAGE PÅ SAMME SPOR - Jeg ligger ikke flere digte ud herinde, for sig selv - før at min samling er færdig. jo måske, men ikke i samme omfang.
ISTEDET FOR, får i lige min weekend. plus - minus.
Torsdag morgen vågnede jeg op, med et INGEN TØMMERMÆND'S jubel-blik i øjnene, selvom jeg onsdag havde været til noget fødselsdags reception, og selv syntes at jeg var taget tidligt hjem, indtil en kop kaffe senere, hvor jeg gik ned med det hvideflag, da jeg kom i tanke om at min mor kom på besøg om 40 minutter. Så badede jeg i deodorant og børstede mine tænder - to gange, og redte mit hår udenpå, inden jeg åbnede døren med et; Heeeej Mooor, kom indenfor - totalt overskudsagtig. Jeg ER bare en pisse god datter ( hun kunne lugte det, sprutånden, 2 minutter efter) Min kære moder forlod bygningen et par timer senere - Min veninde ringede klokken 15 - jeg smed mit fjersyn ud af vinduet efter nyhederne klokken 16 og klokken 02.15 var jeg, igen, fuld og på vej hjem i seng.

Fredag vågnede jeg før klokken nåede middag, på grund af tømmermænd, både i opgangen og i hovedet. En god ven spurgte om jeg ville med til fernisering på Café Flisen - det ville jeg godt. med sørøverhjerne og solbriller ankom jeg, til fin-på-den-pagne-før-16.00-det-er-OKEY-med-taler-og-ord. Lidt ubekvemt at sidde der, med så fine folk, og så med tømmermænd, og ikke nok med det, væltede Ronni, Kongen af Vesterbro da også lige ind af lågen og satte sig ved siden mig og min ven, der allerede lignede et cirkus i forhold til resten af pøblen. Ronni snakkede herre højt i en tolvhestes brandert og med en joint i munden lige midt under talerne, perfekt - men jeg kunne lide ham, og så havde han de meste grønne øjne jeg i mit liv har set. Ronni Wat, Jason Wat´s storebror - spørgsmålet er så lige hvem af de to man helst ville være.. Jeg ville nok vælge Ronni. Jason er FOR glad, og ligeglad med at sidde i kørestol til at jeg tør at stole på det.  Efter et par glas, havde jeg det godt igen, minglede rundt og snakkede med meget flot mand, som endda også havde meget prægtigt skæg -  og min ven, han havde det endnu bedre, da han havde drukket en dobbelt absinthe-cola-long-drink. Han havde det endda SÅ godt omkring klokken 19 at han dinglede hjemad, til sin hule på Vesterbro.
Jeg selv, jazzede videre mod Nørrebro hvor en af mine andre gode venner havde inviteret på drinks inden vi skulle til koncert med bandet Pachanka, hvori vores fælles veninde synger.
Efter, jeg ved ikke hvor mange drinks, vendte vinyl plder og snakke på altan tog vi en taxa - Så koncert, hoppede, dansede, drak øl og jeg faldt vist nok på et tidspunkt - men det skulle man, fik jeg af vide. Efter koncert tog vi, sammen med veninde og resten af bandet videre på bar ved sankt hans torv - Jeg hader når barer er proppede, derfor går jeg også helst ud på hverdage, men i dagens anledning var jeg nu alligevel endt på en helvedes fyldt bar. Det endte nu alligevel med at jeg sad og drak øl med en tatovør ude på en trappesten foran baren, indtil..." at jeg tog hjem"..

Lørdag sov jeg til klokken 17, en time før at jeg skulle være til fin middag hos en veninde jeg ikke havde set længe. Min 50 årige sambo havde gang i gryderne - det stank besynderligt. lidt heksebryg agtig -  brandenælde somthing.  Så jeg sprugte ham " - Hva, hvad er det lige du laver af mad der?" - "Pot tærte!" sagde han grinende og tog låget af gryden så jeg riiigtigt kunne se godterne.  fy for satan.. Men fred være med det. Jeg havde travlt. Jeg kom selvfølgelig for sent, men jeg havde husket vin. for engang skyld - hun havde lavet italiensk tomatsuppe, det smagte som små engle i paradis synger. Så damede vi den indtil at hun lokkede mig med til en HEAVY METAL koncert i indre by. Jeg går til for få metal koncerter. Det blev min konklusion, på vej til Floss omkring klokken 01.20 alt for tæt på lukketid - Peter, chefen gav en dobbelt rom og cola og så tog jeg hjem. Da jeg drejede nøglerne i døren og åbnede ind til lejligheden kom en vild stank mig i møde. Der lugtede besynderligt, syrligt og brændt. og gryden stod helt sort i håndvasken. jeg tænkte ikke mere over det. og gik i seng.

Søndag, havde jeg ingen tømmermænd. overraskende nok. Spurgte 50 årig sambo, hvad fanden der stank sådan i køkkenet. Manden var fandme faldet i søvn med potten kogende i gryden. Fortalte at han var vågnet ved røg i hele lejligheden og ild i hele lortet. - flot. godt at jeg havde lukket døren og der ikke var sket mere....  den mand er umulig...  Gik ind til mig selv imens jeg rystede på hovedet.  Læste lidt bog, røg nogle cigaretter... vaskede op. hørte musik. Gode gamle søndag, inden jeg tog overtøj på og gik ud efterårs blæsten. Min mor og hendes veninde /mand + børn havde inviteret på aftensmad. København er flot om søndagen, især når man ikke har tømmermænd.
Så det var det, dén weekend.

Lige nu, kæderyger jeg, imens at jeg hører Nick Cave og skriver denne her åndssvage "blog" som overspringshandling, da jeg faktisk burde skrive på noget helt andet. slem tøs.
Så farvel. og snart på gensyn jo. åbenbart?

Hold jer muntre. og nyd nu lige alt det flotte udenfor, inden hele lortet rådner. der er blommer og kastanjer og alt muligt shit. det er for fedt. vildt. HEPHEY!

Ps. Jeg har efter flere måneders leden, fundet en ny hat.
Pps. Her stinker stadig, i hele lejligheden.

Skål!! og kindkys.

// Rævedamen.

tirsdag den 24. september 2013

Som flere nætter bliver til dage i storbyen så pisseligegyldigt latterligt lambrusco drikkende eksistens, så fuglene ligner klatterne de selv skider ud
Som tagene på bygningerne trævler op igen og igen af gaderne der er pulserende fyldt med elendighed og endeløse eventyr af lort
Som menneskene cykler rundt og tænker med røvene der løftes over hvert et fremmedlegeme og sten på cykelstierne, bange for begyndelser og hæmorider af livet
Som butiksruderne er ryddet ud for kreativitet og byttet ud med kransekage flettet som flere firkanter i lag på lag på lag på lag
Som underlaget af undergrunden der smelter slimet ned i rendestenen videre ned i afløbet for alt det som det hele overhovedet handlede om
Som det hele startede med så smukt og påpasseligt pisselækkert fyldt af toner og takter der blev til beats af kærlighed og kildefuckingvand
Som nu er gult og grønt og helt skørt ligegyldigt og lallende ungemennesker med cultshaker og rystende røve op af en bartender
Som det er filmet med iphones, som det er tagget på facebook, som en snapchat uden hashtag og endnu en nat som en abelignende akrobat
Som vi jagter kaniner og vælter i buskene og drikker likøren hurtigere og misantropisk misdannende levertal lever op til statistikkerne
Som månen den synger og bilerne hyler heksehyl og storbybrøl i en blender fyldt med overfyldte kollegiefester og bastarder uden belæg
Som ingen længere går op i når der sniksnaksnakkes i krogene af mågerne, så højlydte i havneområderne at selv luderne er skræmt væk
Som Istedgade er fyldt med vejarbejde, rengørelse af gaderne, pacemaker til stræderne tiktak tikkende eskapader afsluttes
Som København bliver sparsom, nøjsom og langsom i metrobyggeriet og Carlsberg bryggerierne de dunker og sprutter flere tusinde øl ud end børnearbejderne i Taiwan drikker vand
Som måske stadig, inde bag de lukkede og vante døre kunne se en smuk ting midt i børnearbejdet selvom de var ulykkelige, bare en ligesålille smule som Lotte fra femte A
Som vokser op midt i kræftknuden af imorgen så sørgeligt og surt travende mod skolerne går vi alle med rygsækkene fyldt med drømme i Tupperware påpasseligt plastik lukket
Som aviserne gemmer nyhederne og medierne skræmmer de ældre og børnene - er du sikker på at det ikke er farligt generationen
Som jeg ryger mine cigaretter hårdt og hurtigt i busstoppestederne bestialsk og vanedannende suger jeg livet ud af mig selv i storbyen susende helt lukket op for sluserne
Som Medina synger kun for mig kun for mig tæsker vi rundt i regnjakker og håber på at intet når os til vores sokkeholder så pisse patetiske private
Som de bange øjne bahbuher når noget tåget kommer for tæt på til at kunne danse tango med livet bare en lille smule inden dagen var omme
Som vi går rundt med hovederne bøjet i elektronisk elefantitis voksende over de hoveder vi startede med at have fået tildelt så specielt og særdeles
Som vinteren trænger sig på hægterne og slægterne pakker gaver ind og ud til julefesterne jublende og just in time
Som vi haster mod S-togene og lukker lågerne når vi kommer hjem til betonbygninger som myrerene bærende på poserne af materialistisk empati
Som pengene brænder i vores hænder, langsomme brandsår stigmata hakuna-matata for dagen imorgen er lovet lidt endnu og vi skal nå det inden den sorte hest kommer
Som traver i takt med krigen der blusser op og ned og op ned af gaderne i demonstrationer for kærlighed, fred og harmoni
Som cigaretten ryger sig selv ensomt ventende på revolutionen der for længst er død og forbi i øjeblikke som disse for evigt uflatterende flaksende krage moments
Som snurrer rundt over vores hoveder, lover at disse ådsler, bløddyr og monstre skal blive deres næste måltid til lyden af dommedags trommer
Som grønthandlerne græder og lejer deres lokaler ud til højere magter
Som pigerne pirrer for tattoos og tasker
Som svarene aldrig bliver givet og fundet
Som dagene går og vi endnu engang er overvundet og forsvundet
Som vi beder om flere sekunder
Som vi er mennesker
Som vi er bæster

mandag den 9. september 2013

poltetetetetetteteeeeeeee

du kan være så uvirkelig
fucking poltergeist
spøgelser i natten
noget som slet ingen kan se
du kan være så fantasifuld
fucking poltergeist
tilbagevendende monster
holde mit vejr og stilheden
i nat hvor vi slet ikke findes
anarkistisk ild i mit bryst
fatale flammer i dine øjne
du kan være så opfundet
fucking poltergeist
danser med glemte dæmoner
udsprunget og genfundet
du kan være så ligegyldig
fucking poltergeist
blide bittersøde berøringer
så betydningsfuldt fyldig
at min organer springer
selvom at jeg vil holde fast
i din svedige hånd til det sidste
fucking poltergeist