søndag den 5. marts 2017

Dørene lukker. Dørene åbner. 
Jeg hører. Flyvemaskiner. 
Hvide vægge. Krakelerer.
Som æggeskaller. Spøgelser.
Stille. Som nyfalden sne.
Bedøvet. Berøvet.
Bredt ud som vinger. 
Flyver. Din hånd stryger mit hår. 
Hænderne. Ryster. 
Gløden fra cigaretten. Nynner. 
For at døse hen. 
Hvor er jeg? 
Og hvordan kommer Vi hjem? 





fredag den 20. januar 2017

TÆNK nu hvis vi bare var nogle små bakterier, på et eller andet selvdødt dyr i en vejkant i et eller andet univers, i et HELT andet univers end det vi kender. Eller prøvliieahørher ikk' å', TÆNK engang, hvis vi bare var ligesom lopperne på smedens gamle hund, Edgar. Sådan nogle små parasitter, der byggede huse og hældte asfalterede parasit-veje langs hele ryggen af det stakkels kræ imens vi skændtes om hvem der var den MÆGTIGSTE parasit, uden at skænke en tanke, om hvornår Edgar ville give los for det venstre bagben og klø the fuck ud af os alle sammen, og så ville terror, småborgelighed og artilleri TV'et og dets skræmmekampagner betyde INGENTING.
GIV LOS, EDGAR! GIV LOS, FOR HEEEELVED!!! så kunne det være at vi begyndte at fatte hvad der EGENTLIGT betyder noget. Såsom faldskærme, og sådan noget.

tirsdag den 13. december 2016

Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg kan ikke engang gå i bad. Jeg kan bare ligge her. Blandt alle disse genfærd af berøringer.

lørdag den 10. december 2016

Du sidder heroisk og redder verden, bag din skærm
Du er ridder af retfærdighed og den politiske korrekthed selv
Du peger fingre, af alt det der ikke skinner,
for du er en skade uden vinger
En bleg og buttet fugleunge
foran det (u)oplyste og fedtfinger-nussede tastatur
Og der sidder du,
foroverbøjet og efterhånden helt krumrygget,
med øjnene hypnotiseret til skærmen, og venter
Venter på den næste brøler,
den næste chance, den næste omgang, og det næste fix!
Om det så handler om Syrien,
kontanthjælpsreformen,
eller et menneskedyr der hoppede på toget uden billet
For alle véd jo,
at alt der står på internettet er SANDT!
Så du har jo travlt!
Og det er jo forståeligt!
De arbejdsløse svin,
kunne jo bare få et arbejde, ikke sandt?
Flygtningene,
kunne jo bare have klaret sig selv, ikke sandt?
Og alle de satans udlændinge,
kunne jo bare tage at lære Dansk, ikke sandt?
For slet ikke at snakke om de hjemløse,
de kunne jo bare have taget nogle bedre valg, ikke sandt?
Og de syge,
de kunne jo bare prøve at blive raske? Ikke sandt?
Og hvis jeg slog hul på hovedet,
så kunne jeg jo bare tage og lade være med at bløde, ikke sandt?
Og hvis jeg fik Roskildesyge,
så kunne jeg bare prøve på ikke at skide så meget? Ikke sandt?
For Fællesskabet!
Jeg skulle tage at lade være med at skide så meget,
for jeg ér jo en del af fællesskabet, ikke sandt?
Hvad skulle vi gøre uden Dig?
Hele landet ville jo være i sænk,
hvis ikke du kom med alle dine gloriske besværgelser!
Ja, vi ville være i en ubrugelig,
værdiløs og hjælpeløs tilstand uden dig
Men gud bevare os alle,
så har du heldigvis formeret dig til det tidobbelte
Allerede igår
så måske er vi alle blevet frelste, om et år?
Men helt ærligt, Hr. Økseskaft,
så er jeg forelsket, og jeg har fået nok
Og så længe du eksisterer
Så går jeg amok
Ja, jeg gider ikke engang
at vende vrangen på min ene sok
Og om dét,

kan du jo skrive en kronik!
Jeg er den politiske ukorretheds G.I Jane, Tak fordi du kom, tak for idag, og SUT MIN PIK!






















mandag den 14. november 2016

Det sitrer i mig. Især om morgenen. Når medicinen virker, og himlen er helt lyserød. Med fugle på. Og jeg sidder, bag lukkede vinduer og stirrer intenst, ud på hele planeten og alle dens frodige spørgsmål, selv om det hele stadig vil være der imorgen. Det er så ligetil. Der ér ikke nogen hemmelig kode. Der er ikke nogen plan, andet en dén som årstiderne beviser. At blomstre for at gå i forådnelse, indtil alt til sidst bliver koldt. Og krystal, smukt. Og indtil da, så sider jeg jo meget godt her, og slår rødder, på stolen, med store sokker på mine bare fødder. De er magiske, de der morgentimer.

fredag den 21. oktober 2016

Man har været heldig med vejret, så længe man kan trække det

tirsdag den 6. september 2016

JEG LEVER 
SÅ LÆNGE
JEG LEVER, 
OG HVIS 
JEG STOPPER 
MED AT LEVE,
SÅ DØR JEG 
FØRST

mandag den 29. august 2016

Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin? Har du glemt at tage din medicin?

torsdag den 2. juni 2016

2 JUNI

Jeg flyver over
de gader jeg kender
og alt hvad jeg plejede at se
er væk og borte



tirsdag den 31. maj 2016

31 MAJ 2O15

Jeg spiste fattigmandsheroinen. Små orange kapsler fyldt med smertestillende pulver. Åh, opiater! Jeg havde fået dem efter operationen, på recept og det hele. Egentligt gjorde det ikke ondt længere, så jeg behøvede slet ikke pillerne, men jeg kunne lide dem. Der var kun et par stykker tilbage endnu, så de skulle bruges med omhu. Afleveres på apoteket skulle de fandme ikke! Fattigmandsheroin, morfin, opiaterne var det nye sort! Eller, det var det sådan set ikke, da det nu var over otte måneder siden jeg var begyndt på de lidt svagere præparater - men dem måtte jeg ikke få længere, så nu var der kun de stærke tilbage, og morfin-abstinenserne var alligevel så småt begyndt at kilde mig under fødderne. Jeg vidste af erfaring, at der ville gå omrking tre dage, før de rigtigt ville vise sig. Derfor tog jeg fattigmandsheroinen. Bare én eller to om dagen. Én om morgenen, men først når hænderne begyndte at dirre, og Én sent om aftenen, når søvnen alligevel ikke ville melde sig frivilligt. I starten blev jeg så skæv af pillerne, at jeg blev rar. Det er den bedste måde jeg kan beskrive det for dig på. Så ualmindeligt rar var jeg. Smilende. På en kløvermark i sprudlende Maj - selvom det var enten November eller December. Jeg kan faktisk slet ikke huske hvad jeg lavede i de måneder. Jo, jeg lå ned. Jeg lå ned og var rar, imens jeg stirrede enten ind i væggen, på computerskærmen eller ud af vinduet. Det gik der flere måneder med. Engang imellem kom jeg dog ud. Når jeg skulle til lægen, eller når jeg tog en taxa hen til et værtshus. Men når jeg så endelig fik noget at drikke, så græd jeg. Jeg græd og græd og græd og græd. Jeg ved ikke om det var hele min invalide situation inden min operation, eller om det rent faktisk bare var fordi jeg endelig kom lidt ud. Det var nok det hele. Men så skar de et stykke af min rygrad, og jeg kunne pludseligt gå.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Gå og gå og gå. Og jeg har tænkt mig at skrive det hele ned også.
Men først tager jeg ud og køber en sovepose.

Chin-chin!
Frøken Ræv

søndag den 17. april 2016

-"Jeg forlader ikke dette dokument, før jeg har bare ET eller andet!" Sagde hun og tjekkede facebook. Kløede sig på halsen, pillede en sårskorpe og faldt i staver over en tændt cigaret, hun ikke længere havde styr på det daglige antal af. Hun drak mælk af kartonen og rendte rundt i bar røv, for det kunne hun. Hvorfor ikke gøre hvad der passede hende? Hvorfor ikke skide højt og helligt på forventninger og moraler, om feks. at tage bukser på, eller samfundets insisterende pegefinger, uendeligt rettet mod panden som en seksløber i blinkende neon fra de outdatede stripklubber, der kun lige hang fast med neglene i Vesterbro's hipstersmarte nyrenovering. Ikke engang en ordenlig sviner  på morgenværtshusene kunne man få sig længere. Menneskedyrene var blevet for høflige. For økologiske. For selvforsynende, selvhøjtidlige og selvfølgelige. Der ville ikke gå mange år, før selv narkomanerne, ville begynde at dyrke biodynamiske kanylerensningsanlæg i baggårdene, hvor der allerede hang skilte med "rygning forbudt" udenfor. Så hvad fanden skulle hun egentligt skrive for? Og endnu værre, til hvem? Og hvor? Ingen gad at købe bøger længere, og bøgerne skrev ikke sig selv, og for at kunne sælge bøger, så skulle skriften markedsføres, og det skulle man bruge knaster til, og knasterne skulle komme fra de bøger, som ingen gad at købe, og bøgerne skulle skrives af dem der ingen knaster havde, så de kunne få nogle knaster, så for at få skriften ud, måtte den lægges op på det eneste medie, som menneskedyrene rent faktisk gad at følge med i; Facebook. Og så ville skriften flyde rundt blandt brunchtallerkener og alverdens babybilleder, i et gigantisk virvar af politiskeholdninger og synspunkter, spartlet til i revnerne med fitness-indtjekninger og unddannelseplaner og topkarakterer, for slet ikke at snakke om alle de rejsebilleder, der nærmest var sjæleligt-kræftfremkaldende - Lige dér, skulle skriften placeres og senere drive ud i intetheden sammen med farmville anmodninger og dagens horoskoper. Skriften var som en analfabet på privatskole.  Eller hende den skæggede dame i cirkus, som på en dårlig dag glemte at lime de stride hår ordenligt fast på hagen, og i et begejstret spotlight-øjeblik, tabte både skæg og børnenes glædelige illusion. om fabler og eventyr, hårdt på gulvet. En anden mulighed var selvfølglelig, at være noget ekstraordinært. Minoritetsanarkist, lesbisk musilm, mangle begge ben, eller skrive ordene med menstruationsblod. Eller bare være Yahya Hassan. Og der lå alt for meget arbejde og alt for mange operationer i at blive til Yahya Hassan, så det kunne hun alligevel ikke overskue. Næ, misantropi og autobiografiske slyngelfortællinger var ikke nok i sig selv, heller ikke med en bragende diskusprolaps på ottende måned. Nej, det var kliché. Især for en kvinde. Det var typisk tiden. Det var tidstypisk. Sådan en omgang feministisk propaganda, havde alle både set og hørt før. Den sidste mulighed var, at slå et andet menneske ihjel. Hun havde overvejet det. Forfatter-drabet, ville der stå i aviserne. "Ung kvindelig digter går amok med maskinpistol" - dét ville sælge bøger. Men nu lå landet sådan, at hun allerede havde været i fængsel de sidste otte måneder, så lige præcis dén plan, måtte i hvert fald udskydes. Desuden, så lå der ofte en mand og en hund og snorkede om kap i hendes soveværelse, og det syntes hun egentligt var ret hyggeligt, og hvis hun nu skulle sidde de 10-12 år, hun havde googlet sig frem til at mandrab cirka gav, i fængsel, så kunne hun ikke længere lytte til dem når hun lå søvnløs om natten. Og hvad skulle hun overhovedet lytte til i fængslet? Grædende og onanerende kvinder? Nej tak. Næ, muligheder var der ikke mange af. Så hellere sidde derhjemme, drikke kold hvidvin ved lejlighed, høre for at være alkoholiker for netop at drikke kold hvidvin ved lejlighed, og ikke mindst, ryge billige cigaretter til enten manden, vennerne eller døden kom forbi. Bevares, der var øjeblikke hvor livet så ud til at gå meget godt, og vennerne var mere værdsatte end nogensinde. Hun var begyndt at svare på sms'er og rent faktisk besvare de indgående opkald. Selv vaskeklude og hviskestykker blev vasket i kælderen og lagt pertentligt sammen og på plads i skabet. Så meget tid havde hun. Hun havde endda afkalket elkedlen. Og snart var det sommer, og så kunne man jo tage den kolde hvidvin med ud på terrassen. Sagde hun og tjekkede facebook. Kløede sig på halsen, pillede en sårskorpe og faldt i staver over en tændt cigaret, hun ikke længere havde styr på det daglige antal af.

mandag den 11. april 2016

MANDAG MORGEN

-"Drik dig selv ihjel..." råber hun og hamrer hånden hårdt ned i bordet. Hun græder. Jeg mærker ingenting, og af ren overraskelse af dette, betragter jeg mine hænder med et saligt smil. -"Du ødelægger alt omkring dig, jeg kan og gider ikke mere...." Den mest befriende sætning, - jeg gider ikke mere - jeg gider heller ikke mere. Endelig en form for forståelse, endelig en undskyldning for at glide stille ud i intetheden. Mere tom end nogensinde.
Det er næsten smukt, som vi sidder der ved køkkenbordet mandag formiddag. Hende, grædende - mig, intet, tømt for alt. -"Du har nået bunden.." Nej, min elskede moder. Jeg har endnu ikke nået bunden, for der er længere ned end nogensinde før. Og mine drømme og håb sejler på ligegyldighederneshav. Jeg har ikke engang lyst til at græde.
Charlie, har sendt et brev om at han snart kommer hjem.
Og han vil rulle dybere og hårdere end tidligere, og jeg gider ikke engang spise mine piller.

Jeg er så tragikomisk depressiv at jeg griner hver gang solen den står op. En by fyldt med cancer, har gjort mig koldere end det nordligste hjørne af alle beboede planeter!
Hør her, skatter, jeg suicidal dagligt, jeg kan ikke gå, jeg er en flab og jeg drikker, men jeg ville så gerne give dig hele mit hjerte, hvis du ville smide det i et glas og beskytte det.
Det er derfor vi aldrig skal forelske os, så pludselig, sidder vi der, med en halvt åben dør, og smil med tanken om, at et andet menneske trækker vejret, og vi bliver så forvirrede over de vejrtrækninger, at paraderne destruktiv råber "DU MÅ IKKE HAVE DET GODT!" og vi ender i rendestenen, endnu mere fucked, end vi var i forvejen.

Aprilsnaren, er mit navn
Og jeg ligger på Gud's badeværelsesgulv, med næseblod og ørepropper. Imens dem jeg elsker, råber og skriger efter mig, at jeg skal rejse mig 


Men til hvilken nytte? Jeg skrev en gul post it, men der var ikke plads til det hele, så hvis jeg skal opsummere det: FUCK IT!

onsdag den 9. marts 2016

Kære Gud
Hvem/hvad fuck du så end er

Her er min bøn:

For det første, så er der for mange timer i døgnet. Jeg kan ærtlig talt ikke se hvad formålet ER, når jeg vågner kvart i ti og sidder på en trappesten i støvregn, hvad skal vi med SÅ mange timer? Jeg mener, hvad skal jeg dog lave? Det er begrænset hvad vi kan i denne verden, så længe vi hverken kan flyve over tagene som alle fuglene der hænger i blokken, eller kan få et job som værtshus-navngiver. Det er også begrænset HVOR mange cigaretter jeg kan ryge. Jeg er begyndt at hoste. Har endda røget min teenage-astma væk.
For det andet, hvorfor lukker du så mange idioter ind? Du er den dårligste dørmand i universet. Du ville klart gå med store tunge guldsmykker og have tyrenakke. Og tage unge piger på røven. Men ok, du har god humor, det må jeg give dig. Først det med ryggen. Og så Donald Trump. Han er det sjoveste jeg længe har oplevet. Faktisk burde jeg komme på afvænning. Han er mit drug. Han er bedre end rødvin og morfin. Ej, okay. rødvin og morfin vinder valget hvert fjerde år. Og for det tredje, Gud, hvem/hvad fuck du så end er, du har fået lus. Du skal kæmmes, homie. Du skal i bad, du skal vaskes og du skal skiftes. Du skal bruge din hjerne, for fanden. Weekenden burde være på fire dage, bussen burde være gratis, du har sænket mine bryster og selv Sankt Peter griner af dig. Jeg mener, Danskernes Parti? Seriøst? Mænd og damer slæber plastikposer med pis og lort i arbejderkvarteret og jeg har spildt maling i min seng. Hele byen brænder. Hele verden græder. Og det værste er, at jeg er ligeglad og lykkeligt ulykkelig. Det er så tragisk og komisk på samme tid, at det hele er så smukt, at jeg græder af grin hver eneste gang solen den står op. For det fjerde, så bad jeg dig pænt om at give Lars Løkke store damebryster for længe siden. Og vi lavede en aftale, jeg lovede at blive tjekket for klamydia, og du skulle give mandslingen damebryster eller lade ham falde på en trappe så han på overlæben ville få et sår, der blev til et ar, der ville ligne et Hitlerskæg. Hvad er den af? Pia K anmelder S!vas og fortæller at pladen er god til at støvesuge til. Hvorfor har hun overhovedet taletid på sjælen? Det er derfor jeg har sorte render under mine øjne og æder flere piller end jeg spiser ketchup med spagetti. For det femte, så vil jeg også takke dig. For guldøl og mænd med brysthår. Kaffe og MDMA. Opvaskemiddel der dufter af æbler og laver grønne bobler. Ukrudt i rabatten, rindende vand i hanen og manden jeg sover med om natten. Og til sidst, og for det sjette, verden er den vildeste utopi, tak for det. Du er ornli' syg. Med Venlig Hilsen Maja Petrea Fox

mandag den 15. februar 2016

Jeg har gjort det igen. Vågnede op med to marsvin i søndags. Det ene marsvin er endda gravid. Jeg ved ikke hvad jeg laver med mit liv.

fredag den 11. december 2015

Det kan fandme ikke passe at man skal være tvunget til, at være låst inde i et 10 kvm værelse, sammen med en idiot der ikke laver andet end at sidde ovre i hjørnet og snakke lort. Hun sidder der bare, konstant, og bræer op om det ene lort efter det andet, imens hun griner højt og nægter at gå i bad, eller at gå ud med de tomme flasker. Jeg sidder med ryggen til hende, stædigt placeret foran computeren. SÅ HOLD DOG KÆFT! selvom det ikke hjælper at råbe af hende. Normalt var jeg skredet for længst, men denne gang er det ikke muligt, når nu vi er låst inde i et rum uden hverken vinduer eller døre. Jeg er simpelthen tvunget til at være i selskab med hende, 24 timer i døgnet. Hun opfører sig som et lille barn. Prikker mig insisterende på skulderen, spørger mig om alt, og op til flere gange, selvom jeg allerede har svaret. Så er hun sulten, så er hun tørstig, så græder hun, så keder hun sig og så er hun træt. En endeløs og låst bobbel i limboland, det er der vi er. To aber i bur. Den ene melankolsk og filosoferende formålsløst i hængekøjen af misantropisk utopia, den anden svingende i lysekronen imens hun river sig selv i patterne og kaster rundt med sin egen afføring.

Det eneste jeg er sikker på er at det er mig, der kommer til at rydde op. 

torsdag den 12. november 2015

J DAG

Jeg har været til den famøse "J-dag" een gang i mit liv. Det kommer sig af, at jeg lever efter den overbevisning om, at man skal prøve alting her i livet mindst een gang, og gå all in af samme princip.
Det er fem år siden. Det var fredag, jeg boede på en sofa i nordvestkvarteret og jeg gik vist nok på teknisk skole for at slubre SU og billig kantinemad.
Jeg havde besøg fra Jylland den fredag. En veninde, som jeg havde delt mine teenageår med. Vi var kendt for at drikke en proper øl når vi var sammen. I gamle dage var det absolut sikkert at en af os enten havde sat ild til vores hår, var blevet smidt ud for uanstændig opførsel, eller i det mindste var faldet i søvn på toilettet inden aftenen var omme. Og af en eller anden grund blev vi altid inviteret alligevel
Hun var vildere end jeg var, sad altid med sin mobiltelefon, forventende men tilstede, og forsvandt ofte midt i det hele, for at komme tilbage med et kækt smil og udtværet læbestift.
Engang vågnede en af os endda op i detentionen efter en druktur sammen, men det er en anden historie.
Jeg hentede hende på Hovedbanegården, hvor vi drak vores første øl og drog mod nordvest og slumlejligheden for at smide hendes taske. På vejen hjem slog vi vejen forbi det lokale værtshus, for jeg havde selvfølgelig tømmermænd fra dagen før.
Vi kunne virkelig drikke dengang. Vi kunne virkelig drikke, som var der ingen dag imorgen.
Ved eftermiddagstid var vi allerede fulde igen og spiste sultent frysepizzaer stegt på panden, da jeg i min rus havde glemt, at jeg ingen ovn havde.
Dengang gav vi hinanden lussinger for at mærke, at vi var i live imens vi grinte så højt, at tårerne trillede ned af vores varme og unge kinder. Vi havde også alle sammen været sammen med hinanden og alle vores forskellige kærester.
Vi var vel i det man kunne kalde apatisk-forelsket-ungdoms-symbiose. Men dengang var vi alligevel stadig uskyldige og uvidende, troede stadig blindt på kærligheden og friheden, som var vi i et limbo-wonderland beskyttet af et uigennemtrængeligt kraftfelt uegnet for "voksne" og normalitetens hårde greb i hverdagens kontinuerlige karneval.
Vi drak to flasker sprut den fredag, inden vi tog i byen. Allerede inden vi tog hjemmefra var jeg faldet ned i stuebordet, bestående af to mælkekasser og en træplade, og havde slået hul i panden og væltet både flasker, glas og askebæger ud over hele stuegulvet i et euforisk øjeblik af Jimi Hendrix brøle Purple Haze ud af de skrattende computerhøjtalere.
Men så sluttede det også der, for mig -
Jeg har aldrig brudt mig om at være i selskab med for mange mennesker.
Har heller aldrig været særligt begejstret for at gå til store fester, køre i offentlig transport eller det der med at gå til koncerter.
Men at gå all in, betyder at gå all in, og den fredag lyste byen op af blå nissehatte og patetiske mænd, i jakkesæt som kun blev brugt den ene gang om året. Hele byens menneskedyr var som sultne og skrigende grise, Nørrebrogade var et virvar af bræk og knust glas, og "SKÅÅÅÅL!"-ekkoet gav genlyd helt fra Jyllands udkant til Nørrebrogade.
Jeg husker ikke så meget mere fra den aften, andet end at jeg vågnede op dagen efter, på gulvet, iført et hel-kostume, af blå bukser, blå jakke, blå julehat og et stort Hvidt skæg i stram elastik, der i løbet af natten havde forvildet sig ind i min mund.
Og selvfølgelig, et lille flashback om at stå i undertøj og hat på Understellet, for at bytte tøj med en fremmed mand.
Min veninde var væk, men der var stadig øl i køleskabet, og det var jo kun lørdag.
Men nej tak! J dag, det er ikke noget mig.
Så vil jeg hellere fortælle jer historien om dengang jeg vandt en rejse til Prag i et program på TV2zulu, og rejste afsted med en fremmed mand og om hvordan vi brugte alle pengene på en stripklub sammen med 14 englændere.
Men det må blive en anden dag, morfinen er ved at sparke ind.

lørdag den 26. september 2015

Christiania, der hvor urten og skurken brænder i olietønden der hvor du vakler hjem fra woodstock klokken syv om morgenen med en blomst i håret og hatten der går rundt for en mønt hvor det hele lige er begyndt der hvor musikken den spiller rocken og punken og drum n bass trommevals i den grå hal hvor de danser i takt og toner så yndefulde og skide fulde grønlændere med skæve ben og tænder friere end de andre bare bryster elementært veltrænede maskeringer med forandringer bag kærligheden og ærligheden og skørheden banker søm i væggene og bygger op på ny til lyden af jazz og naboernes klagen og børneteateret i galop med saxofonernes brøl og hende eller ham og børnene gynger og du bliver stadig yngre og yngre, Christiania, hvor kunsten flyder ud af murene som var det atlanterhavet i baghaven hvor vi kæmper og hjælper hinanden fra tidernes morgen i 1971 til selfie-stang og videre til jordens undergang og den næste politimand der får et føl - for i kan IKKE slå os ihjel. TILLYKKE, SMUKKE! <3 JEG ELSKER DIG!



fredag den 18. september 2015

KÆRE CHARLIE #1

Kære Charlie. Her på øen skinner stjernerne så meget, at vi ikke kan sove om natten. Og det gamle værft er fyldt med så meget testosteron, at jeg endnu ikke har fået min menstruation. Når bandet i øvelokalet ovenover øver, drysser hvidt puds ned fra loftet. Meget af det lander i den grønne sofa, hvis liv og historie sikkert er meget værre og endnu længere, end min egen. De andre synes at jeg skal smide den ud, men det er derfor jeg kan lide den. Vi kravler gennem huller i hegnet, indtil forladte fabriksbygninger, for at mødes i en garage med instrumenter og halvlunkne dåsebajere. Med fireogtyve kroner i min hånd, kører jeg på røven ind til byen, og vågner op i fremmedes hænder, søndag middag. Bliver betalt i fri bar og cigaretter, indtil mandag igen indtræffer, og vi kravler langs gulvpanelerne, tørstige og nøgne, som nomader i ørkenen, på jagt efter et nyt fatamorgana, eller blot mad og vand på flaske. Men dagene betyder ikke noget længere, det er komplet ligegyldigt, om det enten er mandag, eller fredag. Og når vi endelig sover, vågner vi af mågernes skrig fra havet, og de lange susende hyl gennem de gamle, tomme og knagende gange. Og selvom hele verden brænder, ænser vi ikke andet end kunsten og kreativiteten der flyder ned langs de klinkebesatte vægge i de gamle baderum, nu fyldt op med møbler af ølkasser, stearinlys og hjerner, der smelter, enten sammen, ovenpå hinanden, eller kortslutter, af de selvdestruktive tankespind, der hænger og hærger som spindelvævet fire meter og uopnåeligt over os. Og Charlie, det er nu over et år siden at jeg væltede, som tvillingetårnene gjorde det, for over fjorten år siden. Det tolv timer siden jeg drak en øl, og to timer siden, jeg pissede den ud. Det er fireogtyve år siden, at det var fireogtyve år siden, det bliver til otteogfyrre mandlige hænder, eller derover. Femoghalvtreds år, siden hundredeogtyvemillioner år siden og interstellar-kinda-år siden, at jeg så dig i øjnene, og kun to sekunder siden nuet i vinduet. Kun ét nanosekund fra at flygte herfra. Og sandheden skyller op på hver en kyst. Tiden er ligegyldig. Det er tiden, uret der tikker, der tvinger os menneskedyr til at huske forældede handlinger, imens vi glemmer, at det er tiden, der gør os syge. Menneskedyr er som vinduer, ødelagte og slidte, gode i stormen, men lige til at se igennem. Og det er vel nemmere, at være på vej, end at gå rundt og vente på at dø. Er det ikke, Charlie? Og hey, Charlie. Nogle gange drømmer jeg om at du redder mit hår. I lange og langsomme strøg, indtil hver eneste knude og krølle er glat. Men shampooen i badeværelset var tom. Og fedtet blev aldrig vasket helt ud, så nu sidder jeg blot, halvfærdig og halvt ren, sulten og forpuppet i mit eget forjættede land. Og drømmer. Om dig, og et badekar med løvefødder. Aroma sæbebobler og en kam af elfenben. Blandt cigaretskodder og kyllingdurums på ubehandlede trægulve. Men kære Charlie, det er sikkert bare det satans Billie Holiday-gen og selve livet i sig selv. I nat drømte jeg om at få skåret både arme og ben af, og at et underligt væsen syede alle dele tilbage på mit torso, men alle lemmer sad helt helt forkert. Og besværet vil ikke lade mig være i fred, og folk snakker, snakker og snakker på mig, snakker på mig indtil jeg næsten er døv, uden selv at kunne høre en skid. Hele menneskeheden er et moderløst barn, men det er længe siden jeg har følt mig som et stankelben, så det hele kan vel ikke være, helt galt.

onsdag den 26. august 2015

fredag den 14. august 2015

Det handler ikke om døden og det
at vi aldrig mere skal ses
igen - det handler ikke om
hvor mange blå kings
eller ture til paris, det handler om at vi var her
vi var her og vi levede det ud
og trykkede på stopknappen i bussen
på det rigtige tidspunkt
og stod af i tide
Det handler om at træerne mister sine blade
og gror nye
hvert forår
Det handler om sneen der smelter, men igen daler
fra himlen og suser i vinden
som flere hundrede kilometer
på livets lange æselryg
Det handler ikke om hvilke gader
vi aldrig igen kommer til at betræde
Det handler om, at vi alle er ukendte soldater
langs stræder og byer, med rifler og spegepølsemadder
hvor stenbroen er Caminoen
hvor hjertet galoperer af kærligheden
og tårerne triller når alt atter er ovre
Det handler ikke om de samtaler
vi aldrig fik sat punktum for
Det handler ikke om at telefonen er slukket og lukket
Det handler om, at vi blot er nødt til at rejse os og gå
for at slæbe jakken på barstolen videre
mod det næste beværtning eller himmel
Og ingen ved eller hvordan det ender
men vi skal alle stille skoene
på bredden, på broen eller foran døren
For døden, burde være så let
som at klø sig selv i røven